Nyheder • 06/01/2022

Formandens nytårshilsen

Godt nytår!

Et nyt år ligger foran os, og med det nye år åbner der sig nye muligheder for de fynske virksomheder.

Dansk økonomi er på rekordtid gået fra minusvækst og masser af tabte arbejdspladser til en absolut højkonjunktur. Aktuelt har vi kurs mod den måske højeste vækst i 15 år. Det gælder også på Fyn, hvor vi i virksomhederne skal høste gevinsterne og turde gribe de nye muligheder, der skaber afsættet for den fremtidige vækst.

I Fynsk Erhverv holder vi øje med de nye vækstmuligheder og følger udviklingen i de fynske virksomheder.  Til marts udgiver vi Det fynske Vækstbarometer, hvor vi igen tager temperaturen i de fynske virksomheder indenfor fem væsentlige vækstindikatorer:

  • Digitalisering og ny teknologi
  • Bæredygtighed
  • Internationalisering
  • Professionalisering
  • Kerneressourcer

Målet er at inspirere til fremtidig vækst gennem fokusering og investering inden for disse områder.

Samtidig afdækker vi de barrierer, virksomhederne oplever, for at rykke på netop disse områder. F.eks. står mange virksomheder og mangler kvalificeret arbejdskraft. Det er en ubetinget vækstbremse, og derfor er det afgørende at fokusere på, hvordan vi kan få løst opgaverne på anden vis, f.eks. gennem digitalisering, automatisering, outsourcing, reorganisering, efter-/videreuddannelse eller måske ved at rekruttere fra andre dele af verden.

Manglen på arbejdskraft er ikke et forbigående problem, demografien taler sit tydelig sprog.

Derfor er det vigtigt som virksomhed at afsøge alle alternative muligheder for at få løst opgaverne inhouse eller hos gode samarbejdspartnere.

Til gengæld kan vi forsikre jer om, at vi italesætter virksomhedernes akutte behov for arbejdskraft ved enhver lejlighed overfor jobcentre, kommuner og andre relevante aktører og kræver det skarpeste fokus på opkvalificering og henvisning af ledige til virksomhederne fra systemernes side af.  Det er nu, at vores ’ret- og pligt’-samfund skal bevise sit værd.

Derudover vil vi i de kommende år udbrede vores attraktive NEXT talent-program, hvor vi tilbyder virksomhederne at håndplukke dygtige unge, veluddannede mennesker til at løse netop de opgaver, som hver enkelt virksomhed har behov for.

Det kan være netop den ekstra ressource og de nye kompetencer, som kan sætte fart i udviklingen, f.eks. ved at få lavet virksomhedens første klimaregnskab, struktureret ledelsesinformationen, styrket salgsindsatsen fysisk og digitalt etc.

Statsministeren gav i sin nytårstale lovning på afbureaukratisering af den offentlige sektor.  Det hilser vi i Fynsk Erhverv naturligvis velkommen.  Det er og var et af vores klare budskaber i valgkampen og ved vores lokale valgmøde i efteråret, at kommunerne skal prioritere tilstrækkelige ressourcer og kompetencer på myndighedsområderne, fordi her har virksomhederne ikke mulighed for at få behandlet deres henvendelser andre steder.

Det handler bl.a. om kortere sagsbehandlingstider, en bedre dialog og en oplevelse af, at myndigheden under hele processen vil gå gennem ild og vand for at imødekomme virksomhedens ønsker og behov, uanset om det handler om udvidelse af virksomheden, miljøforhold, trafikforhold m.fl.

Vi fortsætter den konstruktive dialog i det nye år med politikere og embedsmænd om styrken i at erstatte myndighedskulturen med en servicekultur. Det er her, mange virksomheder ’på egen krop’ oplever, i hvilken udstrækning kommunen reelt er erhvervsvenlig.

2021 blev året, hvor vi i Fynsk Erhverv fik effektueret salget af vores domicil gennem knap 100 år på Albani Torv.  Pr. 1. november 2022 flytter Fynsk Erhverv ’tættere på Fyn’, når vi flytter ind i Cortex Business Park – et til den tid nyopført fællesdomicil tæt på SDU for en række virksomheder, som kommer til at summe af viden, netværk og forretning.  Og vi er begyndt rejsen gennem en målrettet professionalisering og udvidelse af vores mange tilbud til det fynske erhvervsliv. Vores netværkstilbud er i vækst og er i 2021 udvidet med et eksklusivt ’Videnforum’, målrettet topledere i fynske virksomheder. Flere videnfora er på vej, og vort fokus på forretningsudvikling er skærpet.  Vi udvikler også på vores arrangementer, det gælder såvel formen, indholdet som niveauet, så vi kan garantere hver enkelt endnu større udbytte af sin deltagelse og værdi af sit partnerskab.  Og vi udvikler løbende nye tilbud og muligheder, indeholdt i partnerskabet, som understøtter behovet for ny viden, læring, synlighed, forretning m.fl.

Endelig vil vi have fuldt fokus på de nye kommunalbestyrelser og på, at der nu rent faktisk bliver leveret på de mange løfter fra valgkampen, herunder ikke mindst klimadagsordenen i samspil med erhvervslivet.

Og vi vil også udvikle vores erhvervspolitiske interessevaretagelse, så vi kan sikre, at de fynske virksomheder bliver set og hørt på rette tid og sted.

Og så er det i 2022 ti år siden, at vi fejrede Fynsk Erhvervs 150 års jubilæum under sloganet:  Med ryggen mod fortiden og front mod fremtiden.  Det har været en fantastisk rejse til i dag.  Bestyrelsen vil, med respekt for det solide fundament, der er opbygget gennem nu 160 år, have fuldt fokus på, at Fynsk Erhverv også fremover kan varetage sin rolle som katalysator for, at virksomheder og ledelser indgår i et stærkt fællesskab med det formål at realisere potentialet og styrke udvikling og vækst – personligt og forretningsmæssigt. Og som erhvervspolitisk talerør kan sikre de fynske virksomheder indflydelse lokalt og nationalt.

Der er god grund til at tro, at 2022 bliver mulighedernes år. Hent inspiration i Det fynske Vækstbarometer og de fem megatrends ovenfor og grib ud efter vores mange tilbud – det er måske netop det, der løfter dig og din virksomhed videre i det nye år.

Godt Nytår.

Henrik Neelmeyer
Bestyrelsesformand

NextTalent rykker Gardingruppen nærmere en ny IT-løsning

Normalt har Odense-virksomheden Gardingruppen fokus på kreativitet og meget analoge løsninger. Men i de seneste måneder har der været talt rigtig meget om digitalisering, automation, optimering af arbejdsgange og nye IT-systemer

Nyt netværk styrker enkeltmandsvirksomhederne

Da Fynsk Erhverv i slutningen af 2023 annoncerede oprettelsen af SoloConnect-netværket for enkeltmandsvirksomheder, var tilstrømningen så stor, at det snart lå fast, at der var behov for mere end en gruppe. Derfor er SoloConnect 2 nu på affyringsrampen, og allerede 15. april kl. 8:30 til 10:30 er der åbent dialogmøde, hvor interesserede, uanset medlemskab i […]

Nyt partnerskab viser vejen til relevant viden om fremtidens attraktive arbejdsplads

Fynsk Erhverv, SDU Business School og TietgenSkolen har en fælles ambition om at bidrage til positiv udvikling og vækst i de fynske virksomheder. Derfor har vi inviteret lokale virksomheder og studerende og undervisere fra hhv. TietgenSkolen og SDU Business School til en spændende workshop for at blive klogere på forventningerne til fremtidens attraktive arbejdsplads. Dialogerne […]

Cybersikkerhed skal højere op på agendaen

Cybersikkerhed skal stå højere på agendaen i virksomhederne, da truslerne er konstant stigende – også mod de fynske virksomheder. Samtidig skal vi i virksomhederne skabe større opmærksomhed hos vores ansatte, da langt de fleste sikkerhedsbrud (72%) stammer fra klik på eller downloads fra falske mails og links’, såkaldt phishing. Det var to af en lang […]

Fokuseret rekruttering til Fynsk Erhvervs bestyrelse skaber forventninger

Vi står i Fynsk Erhverv stærkt i fremtiden med fire nye profiler i bestyrelsen. Tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer for godt samarbejde og stærke resultater.

Erhvervsredaktør forudser et ekstremt kaotisk år

Ifølge Berlingske Tidendes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen kan 2024 blive både historisk og ekstremt tumultarisk på mange måder. Den 20. marts i forlængelse af generalforsamlingen bringer han sin forudsigelse for året 2024, men bringer her en smagsprøve på oplægget.

Datagidselforhandler: Det er for sent at forholde sig til angreb, når først man er blevet hacket

Til Brain Boost den 14. marts kan du møde datagidselforhandleren Michael Andersen, der opfordrer alle virksomheder til at tage situationen med cyberkriminalitet meget seriøst. Vi har forinden været i dialog med Michael Andersen, der her løfter lidt af sløret for sit indlæg til seminaret.

Nyt ESG-netværk skal gøre bæredygtig indsats til en god forretning

På Fynsk Erhvervs nystiftede ESG-Netværk, er der fokus på en berigende bæredygtighedsindsats, der skal gøre bærdygtighed til god forretning.

Tid til at ’tanke op’…

Forandringer er blevet hverdag, og uforudsigelighed et vilkår. Derfor skal vi tænke i nye måder at drive og udvikle vores virksomheder på. Gennem dit partnerskab har du en række muligheder, der styrker dig som leder og din virksomhed.