Debat • 30/03/2020

DEBAT: Det er nu, vi skal indhente det forsømte

Regeringen og alle Folketingets partier har gjort det, og de fynske kommuner har fulgt trop med lokale hjælpepakker. Det vil vi i Fynsk Erhverv gerne kvittere for. Nu skal hjælpepakkerne ud og virke, alt sammen for at hjælpe erhvervslivet i den akutte situation og holde hjulene i gang i den private sektor.

Senest har finansministerens midlertidigt suspenderet det såkaldte anlægsloft i indeværende år, ikke mindst for at få sat gang i beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren. Set med Fynsk Erhvervs øjne giver det en god mulighed for, at vi kan indhente det forsømte.

Det forudsætter handling og vilje i de fynske kommuner, så vi nu får investeret det nødvendige for at få indhentet flere års manglende eller begrænset vedligeholdelse og sikre et fornuftigt niveau på de rammer, der omgiver os – børn, voksne, ansatte og virksomheder, i hverdagen.

Alt for mange veje, kloakker, fortove og cykelstier er slidte og hullede, lyskryds, der er for trange og trækker lange køer og skaber farlige situationer, offentlige bygninger og institutioner, der er forsømte og utidssvarende og kalder på bl.a. bæredygtighedstjek og energioptimering.

Ved at sætte gang i alle disse projekter nu, kan vi skabe os det bedste udgangspunkt, når de kommende års anlægsinvesteringer skal prioriteres.

Når anlægsloftet igen træder i kraft i 2021, ser vi i Fynsk Erhverv gerne, at der afsættes tilstrækkelige midler i årene fremover til prioritering af de projekter, der fremtidssikrer Fyn som attraktiv region for bosætning og erhverv.

Her spiller vores infrastruktur en afgørende rolle, uanset om du er ung og skal i skole, voksen og skal på arbejde eller erhvervsvirksomhed, der skal have råvarer ind eller færdige produkter ud til kunderne.  En veludbygget og sammenhængende infrastruktur, som hænger sammen lokalt og nationalt, og som gør det let at færdes rundt på/til/fra Fyn . Ganske rigtigt en stor investering, men en investering i et ubetinget konkurrencevilkår for øget bosætning og erhverv.

Det er nu, vi skal indhente det forsømte og skabe afsættet for en fremtidssikring af Fyn i de kommende år. Sæt i gang, vi er klar i erhvervslivet.

 

Debatindlæg i Fyens Stiftstidende 5. april 2020 af Henrik Neelmeyer, formand for Fynsk Erhverv og adm. Direktør på Egeskov Slot.