Nyheder • 27/02/2026

Lykke Friis: Den gamle verden vender aldrig tilbage

Handelskonflikter, krig i Europa og et mere konfronterende USA har ændret de grundlæggende vilkår for europæisk politik og økonomi. Det er baggrunden for, at Lykke Friis gæster Fynsk ErhvervsTopmødet den 30. april, hvor hun indleder med et perspektiv på den nye handelspolitiske virkelighed og dens betydning for danske virksomheder. Forud for topmødet sætter hun ord på den situation, Europa og erhvervslivet står i.

Tilmeld ErhvervsTopmødet her

Lykke Friis er direktør i Tænketanken Europa og en af Danmarks mest markante stemmer i europæisk politik og internationale relationer. Ifølge hende befinder Europa sig i en historisk brydningstid, hvor de gamle spilleregler ikke længere kan tages for givet, og hvor både politikere og virksomheder må gentænke deres strategiske udgangspunkt.

USA er nu også kommet på listen over relationer, der kræver ny strategisk tænkning

“Det nye er, at vi ikke længere står over for én systemrival, men tre forskellige magtpoler – et aggressivt Rusland, voksende Kina og et stadigt mere fjendtligt USA– med hver deres dagsorden, og Europa kan ikke føre konflikt på tre fronter samtidig. Alligevel er det den strategiske virkelighed, vi skal navigere i,” siger Lykke Friis og understreger, at mens Europa i årevis har arbejdet med at de-riske i forhold til Rusland og Kina, er USA nu også kommet på listen over relationer, der kræver ny strategisk tænkning.

Udviklingen har samtidig haft en samlende effekt internt i EU, hvor flere lande i stigende grad orienterer sig mod hinanden i erkendelsen af, at afhængigheder skal håndteres anderledes end tidligere.

“Det betyder, at vi er begyndt at holde mere med os selv. Flere og flere bakker op om det, man kan kalde Team Europa, og tiltroen til EU er faktisk steget voldsomt i mange lande. EU er blevet stærkere,” siger hun.

Men ifølge Lykke Friis viser udviklingen omkring Mercosur-aftalen også, hvordan den nye geopolitiske dagsorden kolliderer med den gamle. På den ene side søger EU nye handelsaftaler for at mindske afhængigheden af stormagterne, på den anden side støder ambitionerne mod nationale interesser og indenrigspolitiske hensyn, som da Frankrig markerede sig med modstand og veto med henvisning til landbruget.

“Mercosur er et godt eksempel på, hvordan den nye og den gamle dagsorden kolliderer. Geopolitisk giver det mening at styrke samarbejdet med andre regioner, men vi har stadig nationale hensyn og indenrigspolitik, der spiller ind. Det forsvinder ikke,” siger Lykke Friis.

Det forsvinder ikke

Den styrkede sammenhængskraft ændrer derfor ikke ved, at EU fortsat er præget af interne spændinger og forskellige nationale interesser, som blandt andet kommer til udtryk i diskussionerne om Ukraine og i relationen til USA.

“EU er jo EU, og der vil altid være turbulens og kompromiser. Vi ser tydelige spændinger med lande som Ungarn og Slovakiet, og samtidig har USA nu som målsætning at drive kiler ind i EU, blandt andet gennem relationerne til Polen, Ungarn, Slovakiet, Italien og Tjekkiet. Derfor handler det også om at beskytte demokratiet internt i unionen,” siger Lykke Friis og peger på, at Europa bevæger sig i retning af et samarbejde i flere hastigheder, hvor ikke alle lande nødvendigvis går frem i samme tempo.

Ifølge hende er situationen ikke et midlertidigt udsving, men et opbrud i den internationale orden, hvor forestillingen om en stabil og regelbaseret verden har vist sig mere skrøbelig, end mange havde troet.

“Den gamle orden er død, men vi har endnu ikke fundet den nye. Vi lever i en brydningstid. Vi har haft en lykkelig parentes i den europæiske historie, og vi må nok erkende, at den regelbaserede orden, som vi har taget for givet, ikke fungerer på samme måde længere. Det har blandt andet Trump demonstreret,” siger Lykke Friis.

Hun peger på, at autokrater og diktatorer ikke er et nyt fænomen, men at deres globale rækkevidde og teknologiske gennemslagskraft i dag er langt større end tidligere, hvilket gør det vanskeligere at navigere i, hvad der er fakta, og hvad der er strategiske narrativer.

Der er ikke én entydig sandhed

“Autokrater og diktatorer har vi haft før, men de har aldrig haft muligheden for at skabe et hjemligt narrativt via sociale medier, som de fuldt kan kontrollere. Det gør det sværere at gennemskue, hvad der egentlig er op og ned, fordi russerne, amerikanerne og vi selv har hver vores narrativer. Der er ikke én entydig sandhed,” siger Lykke Friis.

I den virkelighed bliver spørgsmålet om afhængighed centralt, både politisk og erhvervsmæssigt, fordi energi, teknologi, forsvar og data ikke længere alene er kommercielle størrelser, men strategiske aktiver, der kan skabe sårbarhed.

“Det gælder om at håndtere afhængigheden i fremtiden,” siger Lykke Friis og peger på diskussioner om LNG-gas, europæiske alternativer på softwareområdet og overvejelser om, hvorvidt datacentre og digitale infrastrukturer i højere grad skal være europæisk forankrede.

“Der bliver i stigende grad talt om at købe europæisk og om, hvorvidt produkter skal indeholde en vis andel europæisk indhold. Det har vi traditionelt ikke brudt os om i Danmark, men på nogle områder kan vi blive tvunget til det, for eksempel inden for energi og software. Det rejser også spørgsmål om nye markeder, om datacentre skal være danske eller europæiske, og om vi i sidste ende kan eje vores egne data,” siger Lykke Friis.

Den nye tyske kurs får her særlig betydning, fordi Tyskland fortsat er Danmarks vigtigste handelspartner og en central motor i europæisk økonomi, og fordi landet nu har afsat betydelige midler til forsvar, energi og infrastruktur, hvilket kan skabe nye dynamikker i de kommende år.

“Det begynder at lysne lidt i Tyskland. Der er afsat betydelige midler til forsvar, energi og infrastruktur, og det er en investeringspakke, der vil kunne mærkes i hele Europa i de kommende år,” siger Lykke Friis.

Når samhandlen med USA bliver mere usikker, bliver nærområderne og alternative markeder mere oplagte, uden at det nødvendigvis indebærer et brud med amerikanerne.

“Når det bliver sværere for os at handle med USA, er det oplagt at se på nabomarkederne. Det handler om at være mindre afhængig. Naturligvis skal vi fortsat handle med USA, men vi skal ikke være så sårbare,” siger Lykke Friis.

Hun peger samtidig på, at den sikkerhedspolitiske dimension ikke forsvinder foreløbig.

“Der er en markant trussel fra Rusland, og den kommer ikke til at stoppe. Derfor vil forsvars- og sikkerhedspolitik fylde meget i EU i næste mange år frem,” siger Lykke Friis.

Men det kan kræve, at vi er villige til at sluge nogle kameler

Begrebet strategisk autonomi er blevet et centralt omdrejningspunkt i europæisk politik, men ifølge Lykke Friis behøver det ikke nødvendigvis at betyde mindre frihandel; det kan også føre til nye handelsrelationer og aftaler med blandt andre Mercosur-landene, Indien og Indonesien, selv om det kan kræve politiske kompromiser.

“Alle taler om strategisk autonomi. Det kan også blive en opblomstring af frihandel, hvis man i højere grad vælger at handle med andre dele af verden. Men det kan kræve, at vi er villige til at sluge nogle kameler,” siger hun.

For danske virksomheder er pointen, at fleksibilitet og omstillingsparathed igen bliver afgørende konkurrenceparametre i en verden, hvor afhængigheder analyseres lige så nøje som omkostninger og markedsandele.

“Dansk erhvervsliv har altid været fleksibelt og omstillingsparat. Man skal overveje, hvilke produkter og markeder der kan gøre én mere uafhængig. Det er dér, vi ser en klar tendens,” siger Lykke Friis.

Tilmeld ErhvervsTopmødet her

 

Fynsk Erhverv og Fynske Bank samler netværk i Masterclass

Da Fynsk Erhverv og Fynske Bank samlede virksomheder til Fynske Masterclass med militærpsykolog Anders Kjærgaard, skete det som en del af Fynsk Erhvervs Topmøde på Frederik VI’s Hotel. Her blev deltagerne præsenteret for erfaringer fra ekstreme miljøer, men også for pointer, der rammer direkte ind i en travl ledelseshverdag. For Anne Dyrehauge, direktør i Fynsk […]

Når verden rykker sig – og virksomheder skal følge med

Forårets Fynsk ErhvervsTopmøde satte spot på en verden i bevægelse og på, hvordan fynske virksomheder navigerer i den. Der er perioder i historien, hvor udviklingen føles næsten stillestående. Og så er der perioder, hvor alting pludselig accelererer.

Tietgenprismodtager bygger videre på ejerfamiliernes værdier

Dorthe Lund Kaack har ikke haft for vane at stille sig selv forrest. Som direktør i C.C.N. Holding, bestyrelsesmedlem i Micro Matic og en del af den ene ejerfamilie bag den globale Odense-virksomhed kommer hun fra et ejerskab, hvor fællesskabet traditionelt har fyldt mere end den enkelte person.

Dorthe Lund Kaack modtager Tietgenprisen 2026

Direktør i C.C.N. Holding og bestyrelsesmedlem i Micro Matic, Dorthe Lund Kaack, modtager Tietgenprisen 2026 fra Fynsk Erhverv og TietgenSkolen.

Sirius-leder vil skærpe erhvervslivets mentale parathed

Forventningsafstemning, samarbejde, ærlig feedback og restitution er ifølge tidligere Sirius-leder og militærpsykolog afgørende, hvis mennesker og organisationer skal holde til pres over tid

Tænk jer om – beslutningen kan have meget store konsekvenser

Når Odense Byråd 29. april skal tage stilling til reservationszonen for Ring 3 Vest, handler det om mere end en vej. Det handler om, hvorvidt vi som by vælger at bevare vores strategiske handlemuligheder, eller om vi én gang for alle lukker en dør, som vi senere kan få brug for.

Podcast: Kvinder i bestyrelser handler om forretning og ikke om køn

Der mangler kvinder i de danske bestyrelser. Det er Mille Lindskrog Knudsen, professionelt bestyrelsesmedlem og leder af Bestyrelseskvinder, ikke i tvivl om. Men hun bruger ikke kønsdiskussionen til at åbne døren til bestyrelseslokalerne.

Ny medlemsportal og digital transformation i støbeskeen

Fynsk Erhverv er i fuld gang med en omfattende digital transformation, der skal løfte servicen til medlemsvirksomhederne, styrke organisationens interne effektivitet og skabe et stærkt fundament for fremtidens medlemsdrevne erhvervsorganisation.

Tillykke – og nu: Mindre bøvl, tak!

Direktør i Fynsk Erhverv Anne Dyrehauge taler på vegne af tusindvis af arbejdspladser på Fyn: Her er hendes store ønske. Fjern unødvendigt bureaukrati, som rammer de små og mellemstore virksomheder ekstra hårdt. Det skal være nemmere at drive virksomhed.