Nyheder • 21/08/2014

Månedens virksomhed: Plum

Direktøren ved PA Savværk i Korinth, Kim Axelsen, var ikke længe i tvivl, da han skulle give stafetten videre og nævne en virksomhed, som han fandt værdig til titlen som månedens virksomhed ved Fynsk Erhverv: Han pegede på Plum i Assens, og begrundede beslutningen med, at Plum har navigeret imponerende sikkert og fremsynet gennem krisen.

Hos modtageren tages skulderklappet med ydmyghed hos administrerende direktør Poul Bertelsen, der straks nedtoner bedrifterne.

“Vi kan jo ikke gå på vandet. Det er der ikke nogen, der kan,” konstaterer han, før han kommer med bud på, hvad der er  forklaringen på, at virksomheden klarer sig godt.

Plum søger de nye succeser

Et af tidens modeord er “omstillingsparathed”, men den filosofi skyder Poul Bertelsen straks ned som en farbar løsning, hvis man skal klare sig i hans branche:

“Vi er omstillingssøgende. Vi står ikke bare og er klar til at ændre forretningen. Vi har bestandigt kikkerten ude for at se, hvor vores berettigelse kan være om to-tre-fire år. Nogle skud vil være vildskud, men man er nødt til at skyde for at ramme målet, og man er nødt til at acceptere, at man ikke rammer altid,” siger Poul Bertelsen, der af samme årsag har en virksomhed, hvor de oprindelige håndrenseprodukter nu blot dækker over 8 procent af forretningen.

“Man snakker også om at ‘tænke ud af boksen’, men det er heller ikke den løsning, vi sigter efter. Vi tænker anderledes. Vi har boksen, men mulighederne for vækst ligger på kanten. Vi går ikke helt uden for, men afsøger mulighederne på kanten af den, for at se, om vi kan udvide vores forretningsområde og udnytte ekspertisen inden for kassen. Vores kompetencer ligger inden for viden om huden og kemisk, teknisk produktion, og det er det sæt, vi ser, om vi kan nyttiggøre på andre forretningsområder,” forklarer Poul Bertelsen.

Fra fabriksansatte til hotelgæster

Hvor fortidens kunder typisk kunne være maskinarbejdere, der skulle have olien af fingrene med Plums velkendte produkter, findes nutidens og fremtidens storkunder i helt andre brancher, hvor Plums viden også har sin klare berettigelse: Sundhedssektoren og hotelbranchen.

“Vi har lige vundet vores længste udbud nogensinde, hvor vi i de næste otte år skal levere til alle hospitaler i Region Syddanmark,” siger Poul Bertelsen, der som eksempel på handlekraften nævner influenzaepidemien, hvor Plum slog til og tilbød kunderne desinficerende produkter på det rette tidspunkt.

“Influenza-året 2009 var egentlig krisetid, men det blev et godt år for os, fordi der pludselig var en mulighed for at træffe en hurtig beslutning. Vi kunne tilbyde noget til alle de, der havde brug for at desinficere hænderne,” konstaterer direktøren, før han efterfølgende henviser til hotelsatsningen med stolthed i stemmen.

“Vi har fået udviklet nogle dispensere, hvor vi kan tilpasse udseendet efter kundernes ønsker. Det sker med inmould labelling, hvor vi lægger designet ind i plasticstøbemaskinen, så det bliver en integreret del af produktet i stedet for bare at være en label,” forklarer Poul Bertelsen om den avancerede løsning, der kan ses i aktion på YouTube-adressen https://www.youtube.com/watch?v=no9QPo-OU78.

Fynske leverandører til verdensomspændende satsninger

Maskinen, der sætter labels på de nye dispensere til hotelbranchen, er lavet på Hjernø Værktøjsfabrik i Tarup, og det samarbejde er kendetegnende for Poul Bertelsens filosofi.

“Det er en fantastisk virksomhed, der laver støbeværktøjer med en akkuratesse og en nøjagtighed, så det er helt utroligt. En del af vejen til succes er at arbejde med fagligt dygtige leverandører, som gør, at drømmene kan lade sig gøre, og det kan vi også her på Fyn,” siger Poul Bertelsen, der efter at have afslået at komme med en opfordring til det fynske erhvervsliv, alligevel kommer ind på en tanke, der har slået ham:

“Vi taler hinanden for meget ned, og vi er for gode til at tale os selv ned. Det er der ingen grund til. Vi skal være meget bedre til at anerkende hinanden, og til at anerkende, at vi har mange gode ting på Fyn,” siger Poul Bertelsen, der så vidt muligt bruger fynske samarbejdspartnere til sine projekter, selvom fremtidens salg næppe skal funderes på øens behov.

“Rejsen har vist, at der ligger muligheder derude, der skal gribes og tages. Lige nu ligger omkring 75 procent af vores omsætning i eksporten, men om fem år er den andel nok tættere på 85 procent, uden at det skal betyde, at vi falder i Danmark. Den store vækst skal komme fra udlandet,” lyder det fra direktøren i Månedens Virksomhed hos Fynsk Erhverv.

Bonusoplysning:

I forbindelse med efterårets Vild med Dans på TV 2 vil Plum få synlighed hos de danske tv-seere hver fredag aften. Det sker under navnet “Raunsborg”, der er en skønhedsserie af hudplejeprodukter og parfumer udviklet i samarbejde mellem Plum og modeekspert Jim Lyngvild.

Ifølge Poul Bertelsen kan effekten af den tv-satsning helt afgjort ses i årsregnskabet, når tallene gøres op:

“Det koster så meget, at omkostningerne kan vi helt sikkert se på bundlinjen.”

Egeskov-direktør: Vi skal give gæsterne nye grunde til at komme

Henrik Neelmeyer ser et Fyn med fuld gang i idebanken. Nære naturoplevelser, glamping og store events skal være med til at udvikle oplevelsesøkonomien på øen.

Storebælt Sinatur Hotel & Konference udvikler værtskabet indefra

Medarbejdernes arbejdsglæde er fundamentet for succesen, når Danmarks Bedste Venue 2026 udvikler gæsteoplevelsen.

Sommerrevy tiltrækker rekordmange gæster og flere virksomheder

Med 21.000 gæster og voksende virksomhedssalg går Odense Sommerrevy ind i 2027 med medvind og nye ambitioner.

Legat sender SDU-studerende fra Fyn til Pavia

Et legatophold i Norditalien giver SDU-studerende Frederik Kildemoes både akademisk ballast og konkret erhvervserfaring – mens et fynsk gartneri får en konkret rapport om mulighederne på det italienske marked.

3-2-1 Erhverv: “Jeg er ikke Morten – jeg er Torsten”

Hvad gør du, når du overtager ledelsen efter en institution? Den tidligere landsholdsspiller og nuværende formand for Dansk Håndbold, Torsten Laen, har det første svar klar: Dan dit eget billede – og vær ikke bange for at stå i det uvisse.

Jacob Petz: Salgsledere skal måle mindre på fortiden og mere på fremtiden

De fleste virksomheder følger omsætning, pipeline, hitrate og ordreindgang tæt. Men hvis salgsledelsen kun interesserer sig for resultaterne, risikerer den at overse det, der skaber dem.

International gymnasieuddannelse i Odense styrker Fyns muligheder for at tiltrække global arbejdskraft

Når Nyborg Gymnasium i 2027 åbner en ny IB-afdeling i Odense, er det ikke kun en gevinst for kommende elever og familier. Det er også et vigtigt skridt for det fynske erhvervsliv, som i stigende grad konkurrerer internationalt om kvalificeret arbejdskraft. Den nye afdeling placeres tæt ved Odense Banegård, hvilket gør tilbuddet let tilgængeligt for […]

Virksomheder får nye perspektiver på HR gennem Fynsk Erhverv-forløb

Nye generationer, længere arbejdsliv og kamp om kvalificerede medarbejdere får HR til at fylde mere i virksomhederne. Fynsk Erhverv-forløb skal bringe akademikernes kompetencer tættere på de opgaver.

Fyn må ikke miste troen på fremtiden

Fyn må ikke miste troen på fremtiden. Der er ingen tvivl om, at mange lige nu følger udviklingen på Fyn med stor alvor. Historierne om Vestas’ nedskæringer på Lindø og Novo Nordisks beslutning om at trække i bremserne i Odense giver grund til bekymring. Ikke kun på grund af arbejdspladserne her og nu – men fordi de minder os om, hvor hurtigt verden omkring os kan ændre sig.