Nyheder • 07/04/2024

Mod og vilje holder 195-årige H.J. Hansen på toppen

Med en historie, der rækker imponerende 195 år tilbage i tiden, har Odense-virksomheden H.J. Hansen præsteret en holdbarhed af international topklasse, Til trods for, at dagen for 200-års-jubilæet nærmer sig, er der bestemt ingen fare for, at H.J. Hansen går i stå. Faktisk har virksomheden aldrig været mere relevant end den er i dag.

Affald er ressourcer, som hverken må spildes eller gå tabt. Det er morgendagens valuta og næste generations guld.

Det har vi arbejdet med og for siden 1829. Hver dag er vi med til at sikre og forbedre virksomheders grønne aftryk og give nyt liv til ressourcer,” siger virksomhedens ejer Jens Hempel-Hansen med stolthed i stemmen.

Hovedkontoret har ligget på Vestergade 97-101 fra første dag, og her holder også H.J. Hansen Vin til. Det er en af Danmarks førende leverandører af vine og spiritus, som også rummer Vinspecialisten, der er en landsdækkende kæde af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere. Det andet ben, H. J. Hansen Recycling Group, rummer genindvindingsindustrien og er fysisk tilstede på Odense Havn og på en række andre strategisk vigtige havne rundt i hele DK. 98% af produkterne sælges til eksport i hele verden.

H.J. Hansen-koncernen har sat alle sejl ind på et meget ambitiøst mål:

“Det kan lyde åndsvagt, at man har som målsætning om at redde planeten, men overordnet set, er det faktisk det, vi vil”, siger Jens Hempel-Hansen, der er sjette generation i familieforetagendet. “Vi er gået helhjertet ind i Odense Klimapartnerskab, og selvom det ikke er noget, man kan putte ind i et regneark, og med det samme se resultaterne af, så er der ingen vej uden om. Nu har samfundet i 30-40 år talt om, at der skulle gøres noget, og nu kan vi ikke vente længere.”  Og han bakkes op af administrerende direktør Mogens Bach Christensen, som har stået for den daglige drift af koncernen siden 2019,

“For organisationen er det et kæmpe skridt frem, at vi toner rent flag og udnytter vores spidskompetencer. Der er ingen tvivl om, at det også er en kæmpe gevinst for hele arbejdspladsen internt, at vi ’stepper up’ på ambitionerne. Uanset hvilke funktioner vi skal have besat, er de unge drevet af at ville gøre en forskel, og det får de lov til her. Så vi har ingen problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft,” siger Mogens Bach Christensen.

Stålsat ejer holder kursen i rørte vande

Mogens Bach Christensen har snart 30 års anciennitet i H.J. Hansen-koncernen. Derfor har han haft mulighed for at følge den røde tråd, der allerede var lagt ud af Jens Hempel-Hansens far, Hans Erik Hempel-Hansen, som fortsat er en del af bestyrelsen. Siden 1994 har Mogens Bach Christensen besat talrige positioner i forskellige afdelinger, og han var således godt klædt på til at løfte opgaven, da han blev ansat som administrerende direktør i 2019.

“Det er helt klart en styrke, at familien har ejerskabet, og at der tænkes meget langsigtet. Vores branche er ekstremt volatil med priser, der udvikler sig dramatisk på kort tid, så hvis ikke vi havde haft is i maven, ville der være truffet mange forhastede og forkerte beslutninger gennem de turbulente tider. I dag står H.J. Hansen som en solid organisation, der har oparbejdet værdifulde kompetencer inden for recycling, og vi er godt rustet til at tage de nødvendige skridt videre,” konstaterer Mogens Bach Christensen, der ikke er i tvivl om, at forretning og bæredygtighed går hånd i hånd. For i dag er H. J. Hansen Recycling Group A/S den største danskejede bidragsyder til, at genvundne ressourcer kan indgå som nye råstoffer i samfundets materialekredsløb. Og det er en udvikling, der ser ud til at fortsætte.

”Dialogen flytter sig på mange områder. Tidligere har ikke alle produkter været bygget til genbrug, men i dag bliver det efterspurgt af kunderne, ligesom der bliver lovgivet på området. På sigt vil vi gerne byde ind med vores ekspertise helt fra designfasen,” siger Mogens Bach Christensen.

”Siden 2018 har vi haft en Sustainability Manager på fuld tid, og vi er meget langt fremme med vores ESG-rapportering. Sidste år var den på 70 sider, og i år er den på 115, og det bliver mere i fremtiden, blandt andet fordi de kommende ESG-rapporter vil blive på koncernniveau,”  forudsiger Mogens Bach Christensen, der hilser rapporteringspligten velkommen.

”Som organisation udnytter vi aktivt data fra klimarapporterne til at handle proaktivt, og over for kunderne tilbyder vi en transparens, som markedet i stigende grad efterspørger. Og der er ingen tvivl om, at det bliver et endnu vigtigere konkurrenceparameter i fremtiden. Hvis man som virksomhed først skal til og i gang nu, kan det være svært at orientere sig. Det er et helt hav, man kigger ud over, men der hoppede vi tidligt ud og lod strømmen rive os med, og det kommer os til gode i dag,” siger direktøren videre.

H.J. Hansen Recycling A/S seneste regnskaber tjener som verifikation af dén udtalelse: Fra negative resultater i 2018 og 2019 (-1,9 mio og -5,2 mio) lykkedes det at få vendt udviklingen, så regnskabet i 2022 endte med et plus før skat på 117, 4 millioner kroner, og i samme periode var omsætningen steget fra 1,57 milliarder i 2018 til på 3,67 milliarder i 2022.

Resultatet fra 2023 endte med et plus før skat på 69,8 millioner kroner, og Jens Hempel-Hansen kan således glæde sig over, at egenkapitalen fortsat vokser, så pengetanken i H.J. Hansen Recycling A/S i dag er på 218,7 millioner kroner.

“Vi har en alenlang historie, og med kombinationen af vin og recycling har vi flere ben at stå på, og det giver os nogle fordele. Livet er ikke altid en dans på roser, men vi er både stædige og vedholdne, fordi vi tror på vores værdier. Nogle gange går det ad helvede til, og der har vi heldigvis været stædige og holdt fast i stedet for at sælge virksomheden. Heldigvis har det vist sig, at det var den rigtige strategi,” konstaterer Jens Hempel-Hansen, der aldrig for alvor har overvejet alternativet til stædigheden.

Kunsten at sætte det rigtige hold

De positive tal i regnskabsbøgerne er kommet i hus både gennem organisk vækst og opkøb af en stor konkurrent i 2021, men også gennem langsigtede satsninger på mandskabspleje.

H.J. Hansen har tidligt opgraderet en medarbejder til at tage sig af posten som Sustainability Manager på fuld tid. Den kontrakt er et godt billede på visionerne i den gamle virksomhed, som kontinuerligt har fokus på at sætte det rigtige hold.

En af de måder, som vi beskytter os på, er, at vi passer på den viden, som vi har akkumuleret i organisationen.

Det betyder, at vi bruger rigtig meget tid på at sikre os, at vi har de rigtige ansatte. Det gælder både at få nye folk ind med frisk viden og inspiration, men også i høj grad om at holde på dem, vi har,” fortæller Jens Hempel-Hansen, der også med jævne mellemrum spiser frokost med virksomhedens unge ansatte for at holde fingeren på pulsen.

”Medarbejderne er jo i høj grad en del af det langsigtede perspektiv. H.J. Hansen skal jo også gerne være her om 200 år. Så handler det om, at man altid er klar og har fokus på sin organisation. Vi arbejder også meget med psykologisk tryghed som en værdi, og det prøver vi at inkludere i alle sammenhænge. Vores erfaring er, at der, hvor mennesker blomstre, der blomstre forretningen også,” konstaterer Mogens Bach Christensen.

Tre gode råd fra H.J. Hansen

  • Kom i gang med rapporteringen så hurtigt som muligt.
  • Find alliancer for at styrke gennemslagskraften
  • Tag vare på organisationen

Formandens sommerhilsen

Sommerferien nærmer sig, og Fynsk Erhvervs bestyrelsesformand, Henrik Neelmeyer, sender her sin sommerhilsen med ønsket om en rigtig god sommer til det fynske erhvervsliv og anbefalinger til en sommerferie uden for mange afbrydelser.

VELUX strategiske fokus på psykologisk tryghed handler om af høste værdien af øget diversitet og forbedret kreativitet

Med omkring 2.500 ansatte i Danmark, 11.500 medarbejdere globalt samt solide regnskaber med positive resultater år efter år, er vinduesproducenten VELUX en af landets helt store virksomheder. Men selvom tingene har gået godt i lang tid, er der altid plads til forbedring, hvilket bliver understreget af Senior Director HR, Jon Holst-Christensen, der i 2024 har […]

E-handelskonference: Brugeren skal i centrum

Ved 2024-udgaven af Den Fynske E-handelskonference, der er arrangeret i samarbejde mellem e-handelsvirksomheden Hesehus og Fynsk Erhverv, var der i tidens ånd masser af AI på programmet, men nok så gennemgående var det, at de teknologiske landvindinger skal ske med fokus på forbrugeren, hvis investeringerne skal give mening.

Gislev Rejser: Fra familievirksomhed til del af stor koncern

Den fynske rejsevirksomhed Gislev Rejser har gennem de senere år været gennem en betydelig transformation. Ifølge administrerende direktør Niels Ravn Eriksen har både det nye ejerskab og flytningen været med til at styrke virksomhedens profil og synlighed, og samtidig har samarbejdet med Aller-koncernen hurtigt vist sig at skabe værdi.

Familievirksomhed forbereder sig på miljøkrav i god tid

Mens byggevirksomheden Poul Rasmussen endnu ikke er undlagt lovkravet om bæredygtighedsrapporteringen, så er virksomheden godt i gang med at klæde sig på til den bæredygtige dagsorden. Derfor har familievirksomheden tilmeldt sig vores ESG-Netværk for at være klar til fremtidige krav fra både stat, kunder og institutioner. 

Brain Boost: Ikke alle indtægter skaber samme værdi

Da softwarehuset Ecreo og Fynsk Erhverv i fællesskab afholdte seminaret "Styrk din digitale B2B-strategi og skab resiliens i en uforudsigelig tid" var Odense-virksomheden Flexbuy Technologies repræsenteret blandt deltagerne i form af Jacob Brage. Og han forlod Alfred og Kamilla, hvor arrangementet blev afholdt, i opløftet tilstand.

Brug din stemme på et stærkt EU

Når der søndag, den 9. juni er valg til Europa-Parlamentet i Danmark, er det vigtigt, at vi alle gør brug af vores demokratiske ret og sætter vores kryds på stemmesedlen. Det skaber en grønnere fremtid og styrker den enkelte virksomhed, det enkelte land - og den europæiske union. Tak fordi du bruger din stemme.

Fynsk logistikgigant krydser fingre for bedre forbindelser til motorvejsnettet

Den familieejede logistikvirksomhed Alex Andersen Ølund A/S forventer efter en årrække med særdeles solide regnskaber, at de kommende år byder på flere udfordringer og mere usikkerhed i markedet. Men ikke desto mindre er stemningen på direktionsgangen på Logistikvej i Odense fortsat høj, og listen over nye initiativer bliver ikke kortere. “2024 bliver et overgangsår, hvor […]

Damixa skruer op for den digitale tilstedeværelse

På Den Fynske E-handelskonference den 21. maj sætter Damixas Brand og Marketing Manager, Anna Trojel, ord på den digitale rejse, der skal føre Damixa helt up to date.

Optimisme at spore i det fynske erhvervsliv

De fynske virksomheder er sunde og robuste, og de fleste er ved at indfinde sig i den nye virkelighed med stigende tempo og kompleksitet. Det viser vores nyeste temperaturmåling i det fynske erhvervsliv, der giver en stærk tro på fremtiden.

Skru op for resiliensen og få en bedre forretning

Når Fynsk Erhverv den 23. maj i fællesskab med Ecreo inviterer til fællesseminar, vil de fremmødte gå hjem med konkrete værktøjer, der skal inspirere til at forbedre kundeoplevelsen og øge virksomhedens værdi ved at skærpe det strategiske fokus. Det lover Michael Nørregaard Wilkens, der er executive advisor i den internationale rådgivningsvirksomhed Strategyzer og oplægsholder på […]

Viden til Vækst: Gode teams har psykologisk tryghed

Den 12. september inviterer vi i samarbejde med LearnX til erhvervskonference, hvor du bl.a. kan møde ledelsesrådgiver Christian Ørsted, der sætter fokus på, hvordan psykologisk tryghed kan løfte medarbejderne markant. Vi har forinden været i dialog med Christian Ørsted, der løfter lidt af sløret for sit oplæg. Husk, at du som partnervirksomhed får 50% rabat på billetprisen.