Nyheder • 11/12/2014

Fynske virksomheder: Sådan klarer vi julen

Julen er en højtid, der byder på både glæder og udfordringer, også for de fynske virksomheder. Vi har hørt tre meget forskellige medlemmer af Fynsk Erhverv, hvordan de takler kunder, julegaver, julefrokost og bemanding henover jul og nytår.

De fleste danskere vil gerne holde fri både jul og nytår, og de fleste medarbejdere på en arbejdsplads vil gerne have både flotte julegaver og en god firmajulefrokost, og det er ikke alle steder, man kan tillade sig at lukke helt ned henover højtiden. Det stiller alt sammen nogle krav til virksomhederne.

Vi har spurgt en håndfuld medlemmer i Fynsk Erhverv med hver deres forskellige forudsætninger, hvordan de klarer jul og nytår.

Albani Odense
Albani Bryggerierne under Royal Unibrew A/S har siden 1859 produceret øl i Odense, og det er også i lokalerne på det, der i vore dage hedder Albanigade, at den årlige julefrokost normalt bliver holdt.

– Lige i år holder vi det faktisk eksternt på grund af ombygning, men ellers er vi altid i egne lokaler, fortæller Jan Drøschler, produktionschef hos Albani Odense.

– Julefrokosten bliver afholdt ganske traditionelt og nogenlunde på samme måde hvert år. Der er ikke forskel på, om det har været et godt eller et skidt forretningsår, og vi serverer naturligvis Albani-øl. Derudover holder vi hvert år også julefrokost for pensionerede medarbejdere, som på samme måde er en fast tradition.

Julegaverne er også en fast del af traditionen hos det fynske bryggeri, og det er heller ikke noget, som varierer voldsomt fra år til år.

– Julegaverne er ca. i samme størrelsesorden, uanset hvordan regnskabsåret har forløbet, og de holder sig indenfor Skats grænser. Vi har i år seks forskellige gavemuligheder, hvor de ansatte så selv kan vælge, hvad de vil have, siger Jan Drøschler.

(Julegaver til medarbejdere beskattes ikke, hvis de har en værdi under 800 kr. Læs mere om reglerne her.)

Bemandingen i højtiden er aldrig et problem på bryggeriet, for produktionen lukker simpelthen ned.

– Efter vi har lavet julebryggen, så har vi ikke så travlt. Det er i sommermånederne, vi har mest at lave, og vi har ingen produktion i 14 dage henover jul og nytår i år. Vi har stadig nogle leverancer og andet, der skal passes, men det klarer vi uden problemer. Vi har altid frivillige, som gerne vil arbejde ekstra for at spare op til en længere ferie på et andet tidspunkt, så vi gør ikke noget særligt for at sikre bemandingen i julen, fortæller Jan Drøschler.

Gl. Brydegaard
Gl. Brydegaard, der ligger i Haarby på Sydfyn, har både konferencecenter, restaurant og hotel, og det er et populært sted at afholde både virksomhedsmøder og store selskaber. Men de har som regel lukket henover julen.

– Vores beliggenhed er nogle gange en barriere for, at virksomheder afholder julefrokost hos os, selvom vi godt kan tilbyde hjælp til bustransport. Så december er en stille måned for os, og vi har derfor normalt ikke problemer med bemandingen henover jul og nytår, fortæller Connie Østergaard, ejer af Gl. Brydegaard.

Firmajulefrokosten bliver som regel holdt i Gl. Brydegaards egne, hyggelige lokaler, men det er ikke en fast tradition.

– I år holder vi julefrokost i Odense, da vi har slået julefrokost- og drikkepengepuljen sammen, og medarbejderne har bestilt stand-up for de ekstra midler. De forrige år har vi holdt det i huset om søndagen, hvor vi lukkede ned for julen, siger Connie Østergaard, og fortsætter:

– Med hensyn til julegaver er det forskelligt, da vi har opvaskere, der er her tre timer om ugen, og fuldtidsmedarbejder der ligger en del flere timer.

M3 Research A/S
På Londongade i Odense Havn ligger analysebureauet M3 Research A/S. Virksomheden har også afdelinger i København og i Sverige og Finland og et internationalt kundegrundlag, og det bærer juletiden præg af.

– Vores julefrokost er altid den sidste fredag i november. I år blev den afholdt på Hotel Plaza i Odense. Et perfekt sted for os, da vores medarbejdere fra Finland, Sverige og København også altid deltager og skal overnatte. Med middag, musik og værelser et og samme sted gav det den perfekte ramme for vores julefest. Vi benytter altid lejligheden til at holde møder i løbet af dagen; primært så de udenlandske medarbejdere kan få snakket med de medarbejdere, der er her på hovedkontoret i Odense, fortæller Helle Raun Oddershede, CEO i M3 Research.

Også bemandingen i juleperioden tager hensyn til M3 Researchs internationale karakter.

– Vi har mange internationale kunder. Kunder, der har helt andre åbningstider, end vi har, og som også er i andre tidszoner. Derfor har vi til daglig en bemanding fra kl. 8.00 til 20.00. I juleperioden har vi nedsat bemanding, da der er færre ordre op til d. 24 og mellem jul og nytår. Men vi har ikke problemer med at få medarbejderne til at arbejde omkring helligdage og til tider på helligdage (Store bededag er f.eks. er ikke en international helligdag). Der er stor forståelse fra vores medarbejdere for, at driver man en virksomhed med leverancer internationalt, er man nødt til at være der, når kunderne har brug for det, siger Helle Raun Oddershede, der også kan fortælle, at fimaets julegavetraditioner er blevet mere stabile, siden opstarten i 2007.

– De første år gav vi julegaver alt efter firmaets resultat, men efter vi er blevet større, er der kommet mere struktur på de her ting, og de sidste tre år har medarbejderne fået det samme – mon ikke også de gør det i år, slutter Helle Raun Oddershede.

Den Gamle Kro
I Hjertet af Odense ligger Den Gamle Kro, der siden 1683 har leveret mad, drikke og husly til tilfredse gæster fra hele verdenen. December måned er en travl tid for den traditionsrige kro, så de ansattes egne julefornøjelser kommer først i det nye år.

– Vi har rigtig mange julefrokoster i december måned, og mange af dem er gengangere fra tidligere år –  nogle kommer endda på præcist samme dato hvert år. Vi er et rigtigt traditionssted, og det kan især mærkes her i højtiden, hvor vi kun holder lukket den 24. og 25. december, fortæller Jens Møhring Madsen, krofatter på Den Gamle Kro, og fortsætter.

– Det er det samme til nytår. Der har vi 130 i huset og laver derudover mad til 100 ud af huset, og eneste grund til, at vi ikke tager imod flere, er, at vi ikke har frysekapacitet til det.

Travlhed til jul og nytår betyder, at der også er mange ansatte, der skal på arbejde. Men det er aldrig et problem på Den Gamle Kro.

– Vi er lidt som en stor familie her. Den faste stab består af gode og trofaste folk, og vi er allesammen opsatte på at få det hele til at køre så godt som muligt. Jeg kalder også de andre medarbejdere for ‘kolleger’ og ikke ‘ansatte’, for sådan ser vi dem. Jeg står jo selv med tjenertøjet på ude i restauranten, og fruen med forklædet ude i køkkenet (Jens Møhring Madsen har Den Gamle Kro sammen med sin hustru, Tina Møhring Madsen, som er køkkenchef på stedet, red.). Når der er travlt i december, kan vi derudover trække på vores rigtig gode løsarbejdere, som består af både tidligere ansatte og af universitetsstuderende. Og vi betaler en ordentlig løn, så vi har aldrig problemer med bemandingen, fortæller Jens Møhring Madsen.

Juletravlheden betyder til gengæld, at Den Gamle Kros egne julearrangementer først falder i det nye år.

– Vi holder selv julefrokost i egne lokaler, men det bliver først på et tidspunkt i det nye år, hvor der er mindre travlt, vi har ikke arrangeret det endnu. De fastansatte får også julegaver hvert år. Man skal passe på sine folk, så de er glade og tilfredse, slutter Jens Møhring Madsen.

Hotel Svendborg
Best Western Hotel Svendborg har både overnatning, restaurant og konferencefaciliteter, og for nyligt er de også begyndt at afholde nytårsaften, så højtiden er en travl periode hos dem.

– Vi har i alt 2.500 gæster til forskellige julefrokoster i år, så vi har nok at se til, og så havde vi allerede i november måned udsolgt til et nytårsarrangement med 280 gæster, som både skal spise, feste og overnatte på hotellet, så vi har travlt, fortæller direktør for Hotel Svendborg, Tom Pelle Jensen, der også sidder i Fynsk Erhvervs Bestyrelse, og fortsætter:

– Vi har lukket i juledagene, men vi har så brug for en del personale nytårsaften. Men det er ikke noget problem for os. Vi tilbyder for det første 50 procent ekstra i løn, og så får alle de ansatte også et stort afterparty, når de får fri om aftenen.

Hotel Svendborg fejrer også selv julen for deres ansatte – ad to omgange.

– Vi holder julefrokost hvert år, som vi altid holder ude i byen hos en kollega. Vi forsøger at finde et nyt sted til det hver gang. Derudover har vi også hvert år et julearrangement for vores ansatte og deres familier en søndag eftermiddag, hvor alle ansatte får julegaver. Her fortæller jeg om året, der er gået, og hverken julegaver, julearrangement eller julefrokost er afhængig af, om det har været et godt eller et mindre godt år, fortæller Tom Pelle Jensen.

En sejr til fynsk erhvervsliv

Det er en god melding for det fynske erhvervsliv, at forligspartierne bag Infrastrukturplan 2035 er blevet enige om, hvordan motorvejen syd om Odense kan udvides til seks spor.

NextTalent rykker Gardingruppen nærmere en ny IT-løsning

Normalt har Odense-virksomheden Gardingruppen fokus på kreativitet og meget analoge løsninger. Men i de seneste måneder har der været talt rigtig meget om digitalisering, automation, optimering af arbejdsgange og nye IT-systemer

Nyt netværk styrker enkeltmandsvirksomhederne

Da Fynsk Erhverv i slutningen af 2023 annoncerede oprettelsen af SoloConnect-netværket for enkeltmandsvirksomheder, var tilstrømningen så stor, at det snart lå fast, at der var behov for mere end en gruppe. Derfor er SoloConnect 2 nu på affyringsrampen, og allerede 15. april kl. 8:30 til 10:30 er der åbent dialogmøde, hvor interesserede, uanset medlemskab i […]

Nyt partnerskab viser vejen til relevant viden om fremtidens attraktive arbejdsplads

Fynsk Erhverv, SDU Business School og TietgenSkolen har en fælles ambition om at bidrage til positiv udvikling og vækst i de fynske virksomheder. Derfor har vi inviteret lokale virksomheder og studerende og undervisere fra hhv. TietgenSkolen og SDU Business School til en spændende workshop for at blive klogere på forventningerne til fremtidens attraktive arbejdsplads. Dialogerne […]

Cybersikkerhed skal højere op på agendaen

Cybersikkerhed skal stå højere på agendaen i virksomhederne, da truslerne er konstant stigende – også mod de fynske virksomheder. Samtidig skal vi i virksomhederne skabe større opmærksomhed hos vores ansatte, da langt de fleste sikkerhedsbrud (72%) stammer fra klik på eller downloads fra falske mails og links’, såkaldt phishing. Det var to af en lang […]

Fokuseret rekruttering til Fynsk Erhvervs bestyrelse skaber forventninger

Vi står i Fynsk Erhverv stærkt i fremtiden med fire nye profiler i bestyrelsen. Tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer for godt samarbejde og stærke resultater.

Erhvervsredaktør forudser et ekstremt kaotisk år

Ifølge Berlingske Tidendes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen kan 2024 blive både historisk og ekstremt tumultarisk på mange måder. Den 20. marts i forlængelse af generalforsamlingen bringer han sin forudsigelse for året 2024, men bringer her en smagsprøve på oplægget.

Datagidselforhandler: Det er for sent at forholde sig til angreb, når først man er blevet hacket

Til Brain Boost den 14. marts kan du møde datagidselforhandleren Michael Andersen, der opfordrer alle virksomheder til at tage situationen med cyberkriminalitet meget seriøst. Vi har forinden været i dialog med Michael Andersen, der her løfter lidt af sløret for sit indlæg til seminaret.

Nyt ESG-netværk skal gøre bæredygtig indsats til en god forretning

På Fynsk Erhvervs nystiftede ESG-Netværk, er der fokus på en berigende bæredygtighedsindsats, der skal gøre bærdygtighed til god forretning.