Nyheder • 21/05/2025

Tim Frank Andersen: AI-udviklingen kræver handling nu – virksomheder risikerer at falde bagud

Kunstig intelligens (AI) har de seneste år udviklet sig langt hurtigere og mere markant, end mange havde forudset. Virksomheder over hele verden står lige nu midt i en digital revolution, hvor AI-teknologier i stigende grad påvirker både produkter, processer og arbejdsmarkedet. Ifølge den danske teknologi- og AI-ekspert Tim Frank Andersen er mange danske virksomheder dog fortsat tøvende, og det kan koste dyrt på længere sigt.

“Hastigheden fra 2023 og frem til i dag har været overvældende, også for mig. Set i bakspejlet burde det måske ikke være så overraskende, for udviklingen følger et eksponentielt forløb – ikke lineært,” siger Tim Frank Andersen, som opfordrer danske virksomheder til at tage AI alvorligt og handle hurtigt, fordi udviklingen inden for kunstig intelligens har taget et dramatisk spring.

“Vi er gået fra simple sprogmodeller til avancerede reasoning-modeller, som faktisk kan tænke og ræsonnere. Det er et dramatisk skift i forhold til, hvad vi tidligere har været vant til,” forklarer han.

Næste trin i AI-udviklingen hedder agentisk AI, og selvom teknologien stadig er på vej, er der allerede nu rig mulighed for at teste dens potentiale. Ifølge Tim Frank Andersen handler det især om at prøve sig frem og forstå, hvad den nye teknologi kan – og endnu vigtigere: hvad den ikke kan endnu.

“Et rigtig godt eksempel er noget, jeg selv er meget begejstret for: AI-værktøjer som Lovable, Replit eller Manus, som alle kan bruges til det, der kaldes vibe-coding. Her fører du en samtale med værktøjet og taler dig frem til det endelige mål. Det er en helt ny måde at arbejde med teknologi på – en meget menneskelig måde at udvikle software. Det er superspændende,” fortæller han.

Han understreger dog også, at den avancerede AI endnu ikke er fuldt produktionsmoden. Til gengivelse af idéer og prototyper fungerer det glimrende, men ved komplekse opgaver kommer teknologien stadig til kort. Men det problem vil snart være fortid, spår Tim Frank Andersen.

“Sådan var det også med billedgenerering i 2023. Dengang var der mange problemer med seks fingre og mærkelige hænder, men i dag har OpenAI udviklet en løsning, som faktisk forstår præcist, hvad du beder den om. Den er ikke helt klar til at blive anvendt professionelt endnu, men jeg siger altid ‘endnu’, for begrænsningerne forsvinder hurtigere, end vi tror.”

Tim Frank Andersen ser også en markant geopolitisk magtkamp inden for AI-teknologierne, der er medvirkende til at sætte udviklingshastigheden yderligere i vejret. For få år siden var det alene amerikanske virksomheder som OpenAI, Google og Meta, der dominerede. I dag er Kina kommet stærkt på banen med løsninger som DeepSeek, der gør op med idéen om, at “større er bedre”, og den kinesiske løsning er ikke den eneste nye elev i klassen.

“Kineserne har skabt radikalt anderledes modeller, som ikke kræver samme tunge infrastruktur som de amerikanske løsninger.

Samtidig ser vi ganske få europæiske aktører som franske Mistral og deres lynhurtige AI-app: ‘Le Chat’, som dog stadig kæmper med hallucinationer i deres output. Men det er et felt i rivende udvikling, og europæiske virksomheder står over for et vigtigt valg om, hvordan de vil placere sig,” siger han.

Selvom AI nu også kan forstå og imitere menneskelige følelser, og virksomheder som Topdanmark allerede har opnået store resultater med AI-drevet kundesupport, så er der ifølge Tim Frank Andersen stadig alt for mange virksomheder, som tøver og derfor ikke har sat AI tilstrækkeligt højt på dagsordenen.

“Virksomhederne er pressede på mange fronter. Geopolitiske kriser, handelskonflikter, ny lovgivning fra EU og andre udfordringer optager naturligvis meget plads, så når man banker på døren med AI, får man tit svaret, at det ikke er tid lige nu. Men det er farligt. De virksomheder, der har musklerne til at håndtere både AI og de øvrige udfordringer samtidig, får en konkurrencefordel, som kan blive afgørende,” understreger Tim Frank Andersen, som derfor opfordrer ledelsen i de danske virksomheder til hurtigt at tage stilling til, hvordan de vil og skal forholde sig til AI.

“Jeg anbefaler altid, at ledelsesgruppen selv sætter sig ned og stiller spørgsmålet: Hvad kommer AI til at betyde for netop vores virksomhed?

Hvis man tror, det ikke vil ændre meget, skal man tænke sig om én gang til. For med den hastighed, udviklingen har lige nu, kan du simpelthen ikke overlade den strategiske beslutning til andre. Og hvis du ikke selv bruger AI dagligt i dit arbejde, har du næppe forstået de fulde konsekvenser af den teknologi, der er på vej.”

Han anbefaler, at virksomheder udarbejder et AI-manifest med klare retningslinjer, hvor man både sikrer uddannelse af medarbejdere, skaber klare rammer for brugen af AI og identificerer, hvor teknologien bedst kan understøtte virksomhedens strategi. Det vil også sikre ro og klarhed internt blandt medarbejdere.

Tim Frank Andersen giver et indblik i denne udvikling på konferencen “Viden til Vækst” den 16. september, hvor temaet netop er “Fremtidens lederskab: Strategi, AI og Innovation”.

“Mit mål er at give deltagerne en øjenåbner. Ikke ved at vise, hvad der kommer engang i fremtiden, men ved at demonstrere, hvad AI allerede kan gøre i dag – og hvorfor man er nødt til at handle nu,” slutter han.

Læs om konferencen

Se denne video om konferencen, hvor Tim Frank Andersen 2:10 inde i video fortæller om, hvordan virksomhederne kommer i gang med brug af kunstig intelligens

Accepter venligst statistikker, markedsføring cookies for at se denne video.

 

Heine Pedersen styrker STV Logistik med professionel bestyrelse

Efter flere års overvejelser etablerer ejerleder Heine Pedersen nu en professionel bestyrelse i STV Logistik. Målet er at skabe skarpere struktur og et stærkere beslutningsgrundlag – og at stå bedst muligt rustet, hvis virksomheden inden for få år får mulighed for at udvide forretningen yderligere.

Glem alt om smalltalk: Netværk er er strategi, og du skal turde investere dig selv

Tid er vores største valuta, og særligt som en lille eller mellemstor virksomhed kan det ofte være svært at se udover driften. Værdien af netværk er større, end du tror – hvis du tør investere dig selv. Det fandt jeg for alvor først ud af, da jeg forlod mit fag som journalist og bevægede mig ud i det fynske erhvervsliv.

Tomas Henneby fortæller åbent om generationsskiftet i 3-2-1 Erhverv

Da Tomas Henneby gæster podcasten 3-2-1 Erhverv, er det for at sætte ord på et generationsskifte, der på ingen måde fulgte en fastlagt plan. Samtalen tager udgangspunkt i den proces, der begyndte længe før overdragelsen af Henneby Nielsen Rådgivende ingeniørfirma A/S til INGENIØR’NE, men som først for alvor blev aktuel, da hans far døde i 2023.

Fortrolig sparring i netværket giver værdi i hverdagen

Når man sidder med det øverste ansvar for økonomi, rapportering og finansielle beslutninger, er det et fagområde, der ofte ikke har mange naturlige sparringspartnere i organisationen. Det har Karina Fussing til gengæld fundet i det netværk i Fynsk Erhverv, som hun engagerer sig i.

Videreuddannelse har aldrig været vigtigere end nu

Kravene til medarbejdernes kompetencer ændrer sig hurtigere, end mange virksomheder er vant til. Opgaver, der tidligere krævede tid, erfaring og rutine, bliver i stigende grad automatiseret, mens forventningen til menneskelig dømmekraft, kreativitet og ansvar vokser.

Fynsk Erhverv 3.0 blev sat i spil på nytårskuren

Fynsk Erhverv brugte nytårskuren den 20. januar 2026 til mere end blot at markere starten på et nyt år. Arrangementet blev samtidig brugt til at sætte ord på en ny fase for organisationen, hvor fællesskab, netværk og medlemsvirksomhedernes aktive rolle får en endnu mere central betydning.

Valdemar kobler studieophold i USA med konkret erhvervssamarbejde

Studerende Valdemar Creutz Lyngdal har gennem Fynsk Erhverv gennemført et studieophold på Wharton School ved University of Pennsylvania, koblet direkte til et samarbejde med NewTec A/S.

Nytårshilsen 2026

Verden omkring os er i hastig forandring – og har været det siden corona ramte. Forandringerne er blevet hyppigere, mere komplekse og ofte mere uforudsigelige. Alligevel er der god grund til optimisme. Det fynske erhvervsliv har igen og igen vist, at vi kan omstille os, finde nye veje og stå stærkt – også når rammerne ændrer sig.

Fynske direktører finder nyt ledelsesmæssigt overskud i naturen

Uden dagsordener, mødelokaler og driftsstøj opstod der et andet overblik. Direktører deler erfaringer fra et lederforløb med jordforbindelse.