Nyheder • 18/02/2026

Tietgenprisen samler Fyn og kalder på stærke indstillinger

Tietgenskolens Søren Jan sammen med sidste års modtager: Per Jørgensen – medejer og bestyrelsesformand i 5E Byg A/S

Foto: Tietgenskolens Søren Jan sammen med sidste års modtager: Per Jørgensen – medejer og bestyrelsesformand i 5E Byg A/S, dennes hustru, samt Henrik Neelmeyer, bestyrelsesleder Fynsk Erhverv

Hvert forår samles fynsk erhvervsliv til Fynsk ErhvervsTopmøde, hvor Tietgenprisen uddeles til en visionær erhvervsleder. For TietgenSkolen og Fynsk Erhverv er prisen et fælles projekt med dybe historiske rødder – og en markering af, hvad fynsk erhvervsliv kan, når det er bedst.

Tietgenprisen gives til en fynsk erhvervsleder i en privat virksomhed, som kombinerer bæredygtig innovation, forretningsmæssig etik og aktivt samfundsansvar. Det er en personlig hæder, der uddeles ved Fynsk ErhvervsTopmøde i foråret.

Det handler ikke kun om bundlinje, men om at tage ansvar – også uden for egen virksomhed

For bestyrelsesformand Søren Jan Nielsen rækker betydningen længere end selve hæderen.

“Det er en stor pris, og den er vigtig for TietgenSkolen. Den fortæller noget om vores værdier og om den tradition, vi står på – og den sender et tydeligt signal til vores 1.500-1.600 elever om, hvad ansvarligt og visionært erhvervslederskab kan være i praksis,” siger Søren Jan Nielsen og fortsætter:

“Vi ser hvert år frem til at fejre prismodtageren. Det er en aften, hvor vi ikke bare hylder en person, men også den indsats og det engagement, der ligger bag. Og vi er altid lidt overraskede over, hvor rørte folk bliver over at modtage prisen. Det siger noget om, at det ikke er en pris for hvem som helst – det er en personlig anerkendelse, som betyder noget.”

Et historisk bånd mellem skole og erhverv

TietgenSkolen er opkaldt efter C.F. Tietgen, og skolen udspringer af det lokale erhvervslivs behov for kvalificeret arbejdskraft, og Odense Handelsstandsforening – i dag Fynsk Erhverv – spillede en central rolle i etableringen.

Derfor er det helt naturligt, at prisen uddeles i samarbejde mellem TietgenSkolen og Fynsk Erhverv, og at priskomitéen blandt andre består af de to organisationers bestyrelsesformænd samt repræsentanter fra Erhvervshus Fyn og Fyens Stiftstidende.

Søren Jan Nielsen understreger, at forbindelsen ikke blot er historisk, men også strukturel og strategisk.

“Fynsk Erhverv var med til at stifte skolen, så forbindelsen er helt naturlig. Bestyrelsesformanden for TietgenSkolen sidder i Fynsk Erhvervs bestyrelse – og omvendt. Det er ikke bare symbolik; det er en bevidst kobling, der skal sikre, at vi hele tiden udvikler os i tæt samspil med det fynske erhvervsliv,” siger han.

En pris med stærke forbilleder

Gennem årene har en række markante fynske erhvervsledere modtaget prisen, og ifølge Søren Jan Nielsen er det med til at løfte niveauet år for år.

“Vi har haft mange spændende og stærke prismodtagere gennem tiden – ledere, der både har skabt vækst og vist, at man kan drive en sund forretning med blik for bæredygtighed og samfundsansvar. Det sætter barren højt og gør, at prisen har en tyngde, som man kan mærke,” fortæller han og peger på, at netop kombinationen af innovation, etik og uegennyttigt engagement gør feltet særligt.

Det siger noget om, at det ikke er en pris for hvem som helst – det er en personlig anerkendelse, som betyder noget.

“Det er inspirerende at se, hvor mange erhvervsledere på Fyn der faktisk lever op til kriterierne. Det handler ikke kun om bundlinje, men om at tage ansvar – også uden for egen virksomhed. Det er forbilleder, vores elever og hele erhvervslivet kan spejle sig i,” siger Søren Jan Nielsen.

Flere indstillinger ønskes

Kandidater kan indstilles af priskomitéens medlemmer og af lokale erhvervsråd og -foreninger. Priskomitéen gennemgår det samlede felt, og vinderen kåres ved Fynsk ErhvervsTopmøde i foråret.

I både TietgenSkolens og Fynsk Erhvervs bestyrelser er der et klart ønske om at bringe endnu flere stærke, fynske erhvervsprofiler i spil.

“Vi har aktivt opfordret de lokale erhvervsråd og foreninger til at komme med kandidater, fordi vi gerne vil have et bredt og stærkt felt. Jo flere kvalificerede indstillinger vi får, jo bedre grundlag har vi for at finde den helt rigtige prismodtager,” siger Søren Jan Nielsen og tilføjer:

“Tietgenprisen skal fortsat være en markant anerkendelse i det fynske erhvervsliv. Derfor håber vi, at medlemmerne af Fynsk Erhverv vil overveje, om der er en erhvervsleder i deres netværk, som fortjener at blive bragt i spil.”

Se listen med alle tidligere modtagere af Tietgenprisen her.

Egeskov-direktør: Vi skal give gæsterne nye grunde til at komme

Henrik Neelmeyer ser et Fyn med fuld gang i idebanken. Nære naturoplevelser, glamping og store events skal være med til at udvikle oplevelsesøkonomien på øen.

Storebælt Sinatur Hotel & Konference udvikler værtskabet indefra

Medarbejdernes arbejdsglæde er fundamentet for succesen, når Danmarks Bedste Venue 2026 udvikler gæsteoplevelsen.

Sommerrevy tiltrækker rekordmange gæster og flere virksomheder

Med 21.000 gæster og voksende virksomhedssalg går Odense Sommerrevy ind i 2027 med medvind og nye ambitioner.

Legat sender SDU-studerende fra Fyn til Pavia

Et legatophold i Norditalien giver SDU-studerende Frederik Kildemoes både akademisk ballast og konkret erhvervserfaring – mens et fynsk gartneri får en konkret rapport om mulighederne på det italienske marked.

3-2-1 Erhverv: “Jeg er ikke Morten – jeg er Torsten”

Hvad gør du, når du overtager ledelsen efter en institution? Den tidligere landsholdsspiller og nuværende formand for Dansk Håndbold, Torsten Laen, har det første svar klar: Dan dit eget billede – og vær ikke bange for at stå i det uvisse.

Jacob Petz: Salgsledere skal måle mindre på fortiden og mere på fremtiden

De fleste virksomheder følger omsætning, pipeline, hitrate og ordreindgang tæt. Men hvis salgsledelsen kun interesserer sig for resultaterne, risikerer den at overse det, der skaber dem.

International gymnasieuddannelse i Odense styrker Fyns muligheder for at tiltrække global arbejdskraft

Når Nyborg Gymnasium i 2027 åbner en ny IB-afdeling i Odense, er det ikke kun en gevinst for kommende elever og familier. Det er også et vigtigt skridt for det fynske erhvervsliv, som i stigende grad konkurrerer internationalt om kvalificeret arbejdskraft. Den nye afdeling placeres tæt ved Odense Banegård, hvilket gør tilbuddet let tilgængeligt for […]

Virksomheder får nye perspektiver på HR gennem Fynsk Erhverv-forløb

Nye generationer, længere arbejdsliv og kamp om kvalificerede medarbejdere får HR til at fylde mere i virksomhederne. Fynsk Erhverv-forløb skal bringe akademikernes kompetencer tættere på de opgaver.

Fyn må ikke miste troen på fremtiden

Fyn må ikke miste troen på fremtiden. Der er ingen tvivl om, at mange lige nu følger udviklingen på Fyn med stor alvor. Historierne om Vestas’ nedskæringer på Lindø og Novo Nordisks beslutning om at trække i bremserne i Odense giver grund til bekymring. Ikke kun på grund af arbejdspladserne her og nu – men fordi de minder os om, hvor hurtigt verden omkring os kan ændre sig.