Diskursen tager magten

Af Jytte Reinholdt

Først var det Mettes (Frederiksen) tur, så blev det Mortens (Østergård) tur og senest Arnes (bryggeriarbejderen) tur. Der er godt nok gået ’tur’ i den. Med store udfald og en mediebevågenhed, der er en tusindårs-begivenhed værdig. Det får én til at reflektere over, hvorfor det kommer så vidt. Vi får talt os selv så højt op på barrikaderne, at der ikke er nogen vej tilbage. Det er slut med eskimo-is og slaverom, ligesom vi heller ikke må synge i Højskolesangbogen om en ung, blond pige længere. Statuer står for fald, bl.a Hans Egede på Grønland, og den politiske korrekthed har taget over.

Godt nok fremmer overdrivelse forståelsen.

Men vi har tillagt os en diskurs, altså en måde at omtale forhold på, der i højere grad polariserer end nuancerer. En ’dem og os’- diskurs, der ofte bygger på noget, vi tror i stedet for at vide.

Men sproget har en skabende kraft og professor emeritus Steen Hildebrandt har formuleret det sådan, at ”Vi begriber med de begreber, vi anvender”. Og det forklarer måske den udvikling, vi ser i vores samfund i øjeblikket.

Tag f.eks. debatten om ældre på arbejdsmarkedet. I takt med stigningen i pensionsalderen er ønsket om at sikre ældre medarbejdere mulighed for at kunne trække sig tilbage tidligere vokset i visse politiske kredse, den såkaldte Arne-pension. Det afføder en generel opfattelse i offentligheden af, at ældre medarbejdere pr. definition er nedslidte og har et påtrængende behov for at kunne trække sig ud af arbejdsmarkedet. En polarisering, der kalder på modvægt.

Arbejdsstyrken forventes at vokse kraftigt over de kommende årtier, hovedsageligt på grund af stigning i folkepensionsalderen. Hvis ikke vi lykkes med at fastholde de ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet, vil vi faktisk miste over 60.000 personer i arbejdsstyrken over de kommende 20 år. Det er således en bunden opgave, og derfor uhensigtsmæssigt at tale om ’ældrebyrde’, da vi kommer til at mangle medarbejdere i virksomhederne i fremtiden. Det er ubetinget ’det grå guld’, vi taler om her.

I en ny undersøgelse, som vi netop har gennemført i Det fynske Erhvervspanel, ser vi også med al tydelighed, at virksomhederne oplever de ældre medarbejdere som attraktiv arbejdskraft.  De oplever dem bl.a. som meget loyale, pålidelige, motiverede, engagerede og fleksible. De bidrager ligeledes til den gode stemning med deres høje, sociale færdigheder, ligesom de har mindre sygefravær, er produktive og i stand til at håndtere et stort pres. Alligevel er kun 69% i aldersgruppen 55-64 år i beskæftigelse i Danmark.

Der er en klar forhåbning om, at når Covid 19-vaccinen er på markedet, så vil vi igen opleve vækst i virksomhederne og efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. Her vil også de ældre medarbejdere være en værdifuld og eftertragtet ressource. Vel at mærke, hvis vi sammen arbejder på at få ændret diskursen og rettet fokus på nuancerne i stedet for den polarisering, der ses – også i andre dele af samfundsdebatten.

Her har vi hver især et ansvar, og sagt med Gandhi’s ord: ”Be the change that you want to see in the world”.

Hvis vi dramatiserer, overdriver eller bagatelliserer en problemstilling, så risikerer vi at vælge løsninger, der ikke matcher problemet. Lad os derfor arbejde med værdi-sættet på arbejdspladsen, få styrket vi-følelsen, fællesskabet og sammenholdet. Så kan vi få øje på nuancerne og gjort forskellighed til en styrke og ad den vej sammen skabe bæredygtige forandringer og bedre resultater i virksomhederne.

Med til nuanceringen hører også at styrke mangfoldigheden på tværs af køn, alder, etnicitet m.fl. på alle niveauer – helt ind i ledelsen og bestyrelseslokalerne. Besværligt? Ja. Nødvendigt? Ja. Sådan bliver vi alle sammen klogere, rigere og friere – og som samfund stærkere.

Klumme, bragt i Erhverv+ den 22. oktober 2020.