Nyheder • 06/09/2024

De yngste skal sikre fremtiden i tømrerfirma

Foto: Lasse Gade Bonde og Patrick Vangsgaard Christiansen fra Tømrer- og Snedkerfirma Kolster A/S på Craft-festival i Middelfart

Middelfart: Ligesom i resten af byggebranchen har ledelsen i Tømrer- og Snedkerfirma Kolster A/S for længe siden set skriften på væggen: Middelfart-virksomhedens fremtidsudsigter står og falder med evnen til at fastholde og tiltrække nye medarbejdere.

Af samme grund har virksomheden valgt en strategi, hvor der både er stort fokus på at tiltrække lærlinge og på at sikre en høj medarbejdertilfredshed.

“Når vores lærlinge er færdige, står vi klar med en kontrakt på de første tre måneder som svend, og hvis de så har mere lyst til at prøve noget andet, er det selvfølgelig okay. Men vi håber da på, at de bliver, for vi vil helst beholde dem,” siger direktør Tue Christiansen, der understreger, at virksomheden ikke vil konkurrere om de ansatte med økonomiske tiltag.

Tue Christiansen, administrerende direktør Tømrer- og snedkerfirma Kolster A/S

“På den ene side kan vi ikke få alle de hænder, vi kunne bruge, men samtidig vil vi ikke konkurrere på lønnen, for den er steget meget. Det kan ikke nytte noget, for så er der ingen, som har råd til at få bygget længere,” fortæller direktøren, der også slår fast, at fremtiden i Kolster på alle måder afhænger af de ansatte:

”Styrken er, at det er en gammel virksomhed, der hele tiden er i et løbende generationsskifte. Vi er ikke en familievirksomhed, men der kommer nye, yngre ejere med ind løbende, og uanset hvor mange procenter, de har, har de lige så meget at skulle have sagt, og det er med til at holde virksomheden opdateret og relevant.”

Kvalitet og fleksibilitet sikrer opgaver

Fremtidsstrategien i Tømrer- og Snedkerfirma Kolster A/S følger derfor også en klar rød tråd, der kan opsummeres i ét ord: Kvalitet. Og det skal både ses i fagligheden, men også i forhold til medarbejdernes arbejdsforhold.

“For virksomheden er det utrolig vigtigt, at vores lærlinge bliver udlært bedst muligt, og samtidig lægger vi stor vægt på, at alle vores ansatte har det godt. Man arbejder mange timer om dagen, så derfor skal man også have det godt, når man er på job. Vi er overbeviste om, at det kommer virksomheden til gode,” konstaterer Tue Christiansen, der kan mærke, at strategien betaler sig tilbage på ordreblokken.

“Vi har nogle gode folk, og vi har ry for at lave tingene godt og rigtigt første gang, så vi har også et godt navn blandt arkitekter, professionelle bygherrer, kommunerne og i regionen. Virksomhedens fleksibilitet er, at vi ikke har låst os fast, og vi er gode til at flytte os, alt efter hvor opgaverne er,” siger Tue Christiansen, som også har indført fleksible mødetider, hvor det kan lade sig gøre.

“Mange af vores unge lærlinge er jo blevet svende, og så bliver de forældre. Desværre er der en tendens til, at daginstitutionerne lukker tidligt, og derfor har vi åbnet for, at man kan justere mødetider til glæde for både familierne og for os, hvis det kan lade sig gøre på projektet. Der er nogle af vores ansatte, som har fortalt mig, at de er hos Kolster, fordi de har mulighed for at flekse, så det hele hænger sammen i deres familie,” fortæller Tue Christiansen.

Familiearrangementerne samler holdet

Som et led i virksomhedens personalepleje har Kolster i en årrække afholdt personalearrangementer, hvor også de ansattes familier er inviteret. Og ifølge virksomhedens direktør har det beviseligt været en ubetinget succes.

“Omkring Grundlovsdag holder vi et grillarrangement, hvor der også er snolder, jordbærtærte og kaffe, og det er meget eftertragtet. Vi har også en sommerudflugt, hvor vi besøger en virksomhed, der har relation til os. Der var et år, hvor vi ikke kunne have konerne og kæresterne med. Det gav et stort ramaskrig, for de ville også se, hvad det var, vi render rundt og laver, så det sker ikke igen,” griner Tue Christiansen.

“Som mester synes jeg også, at det er rart at lære den anden halvdel og deres børn at kende.  Og jeg er overbevist om, at det bliver lettere at tale sammen, når man kender hinanden godt, hvis der skulle være problemer en dag.”

Lærlingene og de gode ‘vibes’

Foruden familiearrangementerne og fleksibiliteten er Kolster også kendt for deres lærlingeklub, Dyknaglerne, hvor virksomhedens yngste selv får mulighed for at lave sociale arrangementer.

Blandt de heldige er Thor Poulsen Harders, der har været i virksomheden i små to år og efter planen får sit svendebrev den 27. september. Han har sat stor pris på både det sociale og på sparringen i sin tid hos Kolster, hvor han også fortsætter efter endt uddannelse.

“Jeg har været superglad for at være ved Kolster, fordi her er styr på tingene. I vores lærlingeklub skal vi bare få en god idé til et fælles socialt arrangement, og så plejer vi at få det betalt. Det har gjort, at vi har det rigtig godt internt, og jeg har også et godt forhold til svendene,” siger Thor Poulsen Harders, som ikke mindst har været glad for udviklingsmulighederne:

“Det er fedt, at det er sat i system, at vi har samtaler med de lærlingeansvarlige, når vi skal på skolen. Så taler vi om, hvad man er god til, og hvad man måske ikke har prøvet så meget, så man kan træne det. Jeg havde for eksempel ikke lavet så mange tage, men så ændrede vi det, og det synes jeg er rart,” fortæller Thor Poulsen Harders videre.

Hans observationer suppleres af Patrick Vangsgaard Christiansen, der selv kom i gang med en tømreruddannelse ved et tilfælde.

“En ting, som jeg virkelig går op i, er, at jeg går glad på arbejde, og jeg synes, at vi bliver mødt med en positiv indstilling. Svendene er gode til at forklare tingene, og de har tålmodighed til, at vi lærer tingene ordentligt, så det giver en god vibe,” siger han.

“Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle i lære som tømrer, for jeg begyndte her som et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg også ville ud at rejse. Men så fandt jeg ud af, at det er sjovt at have ting i hænderne og være aktiv, og det skader aldrig at kunne et håndværk. Så efter planen er jeg færdig som svend i marts 2026,” fortæller Patrick Vangsgaard Christiansen, som netop har været med til at promovere faget på vegne af Kolster ved håndværksfestivalen ‘Craft-festivalen’ i Middelfart.

“Det var sjovt, og jeg tror, at vi havde mange kommende lærlinge forbi vores telt for at slå søm i træstubben og prøve, hvad en gipsskruemaskine kan. Der var også mange, der havde gode spørgsmål om, hvad der var fedt, og hvad man får ud af at være tømrerlærling, så det forsøgte jeg at svare på efter bedste evne,” slutter Patrick Vangsgaard Christiansen.

International gymnasieuddannelse i Odense styrker Fyns muligheder for at tiltrække global arbejdskraft

Når Nyborg Gymnasium i 2027 åbner en ny IB-afdeling i Odense, er det ikke kun en gevinst for kommende elever og familier. Det er også et vigtigt skridt for det fynske erhvervsliv, som i stigende grad konkurrerer internationalt om kvalificeret arbejdskraft. Den nye afdeling placeres tæt ved Odense Banegård, hvilket gør tilbuddet let tilgængeligt for […]

Bcompany.dk satser på vækst med AI og trivsel

Efter en sanering har direktør Tanja Bluhme sat kursen mod vækst, hvor stærkere netværk og et kompromisløst fokus på trivsel skal styrke bcompany.dk’s konkurrencekraft.

Albani: Tillid starter hos ledelsen – det er noget vi opbygger sammen

I dagens Danmark er tillid en forudsætning for overhovedet at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. Det har ændret måden, man driver bryggeri på hos Royal Unibrew.

Fyn må ikke miste troen på fremtiden

Fyn må ikke miste troen på fremtiden. Der er ingen tvivl om, at mange lige nu følger udviklingen på Fyn med stor alvor. Historierne om Vestas’ nedskæringer på Lindø og Novo Nordisks beslutning om at trække i bremserne i Odense giver grund til bekymring. Ikke kun på grund af arbejdspladserne her og nu – men fordi de minder os om, hvor hurtigt verden omkring os kan ændre sig.

Velatir vil gøre Odense til afsæt for europæisk AI-vækst

Da Velatir meldte sig ind i Fynsk Erhverv, handlede det ikke kun om at blive en del af endnu et netværk. For den odenseanske softwarevirksomhed er medlemskabet også en mulighed for at komme tættere på det fynske erhvervsliv og bruge sin egen viden om kunstig intelligens, teknologi og digital sikkerhed i en lokal sammenhæng. Virksomheden […]

AI binder design og forretning sammen i JABS Group

Når Fynsk Erhverv og Hesehus 28. maj afholder Den Fynske E-handelskonference, bliver AI og digital transformation sat ind i en konkret forretningsmæssig ramme. Arrangementet samler beslutningstagere, digitale ledere og e-handelsprofessionelle til en formiddag med cases, keynote, paneldebat og netværk om, hvordan nye teknologier kan skabe reel værdi i virksomhedernes hverdag.

Startups skal have bedre rammer på Fyn

Fyn har gode muligheder for at skabe stærke startups, men der mangler stadig kapital, kommerciel erfaring og tættere adgang til de første kunder. Det mener Lisbeth Chawes, techleder, investor, bestyrelsesmedlem i Fynsk Erhverv og CEO i softwarevirksomheden Finari.dk. Det fortæller hun i podcasten 3-2-1 Erhverv, hvor hun mødes med Anne Dyrehauge, direktør i Fynsk Erhverv, […]

Fynsk Erhverv og Fynske Bank samler netværk i Masterclass

Da Fynsk Erhverv og Fynske Bank samlede virksomheder til Fynske Masterclass med militærpsykolog Anders Kjærgaard, skete det som en del af Fynsk Erhvervs Topmøde på Frederik VI’s Hotel. Her blev deltagerne præsenteret for erfaringer fra ekstreme miljøer, men også for pointer, der rammer direkte ind i en travl ledelseshverdag. For Anne Dyrehauge, direktør i Fynsk […]

Når verden rykker sig – og virksomheder skal følge med

Forårets Fynsk ErhvervsTopmøde satte spot på en verden i bevægelse og på, hvordan fynske virksomheder navigerer i den. Der er perioder i historien, hvor udviklingen føles næsten stillestående. Og så er der perioder, hvor alting pludselig accelererer.

Tietgenprismodtager bygger videre på ejerfamiliernes værdier

Dorthe Lund Kaack har ikke haft for vane at stille sig selv forrest. Som direktør i C.C.N. Holding, bestyrelsesmedlem i Micro Matic og en del af den ene ejerfamilie bag den globale Odense-virksomhed kommer hun fra et ejerskab, hvor fællesskabet traditionelt har fyldt mere end den enkelte person.

Dorthe Lund Kaack modtager Tietgenprisen 2026

Direktør i C.C.N. Holding og bestyrelsesmedlem i Micro Matic, Dorthe Lund Kaack, modtager Tietgenprisen 2026 fra Fynsk Erhverv og TietgenSkolen.

Sirius-leder vil skærpe erhvervslivets mentale parathed

Forventningsafstemning, samarbejde, ærlig feedback og restitution er ifølge tidligere Sirius-leder og militærpsykolog afgørende, hvis mennesker og organisationer skal holde til pres over tid