Nyheder, Tips og gode råd • 08/10/2014

Derfor er en professionel bestyrelse en god idé

Der er mange gode grunde til at anskaffe sig en professionel bestyrelse til sin virksomhed, ikke mindst set fra en banks synspunkt. Direktør i Spar Nord i Odense, Jesper Fruerlund, fortæller, hvorfor pengeinstitutter godt kan lide bestyrelser.

Dansk Erhverv, ASNET Board,  RSM plus og Spar Nord holdt tirsdag formiddag i fællesskab oplæg i Fynsk Erhverv. Emnet var ‘Skab vækst og bedre bundlinje med en aktiv bestyrelse’, og oplægsholderne kom bl.a. rundt om, hvordan banker kigger på en virksomheds ledelsesstruktur, når de skal foretage kreditvurderinger.

Jesper Fruerlund, direktør i Spar Nord i Odense, fortalte efter oplæggene til Fynsk Erhverv, hvordan en virksomhed med en professionel bestyrelse som regel er en fordel set med en banks øjne.

– Fra bankens synspunkt vurderer vi først og fremmest en virksomheds økonomiske nøgletal, herunder strategier og budgetter samt troværdigheden af disse. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke går ind og blander os i, hvordan en virksomhed drives eller laver sine forretninger, men vi har en holdning til det.

– Bankfolk vurderer således ikke, om eventuelle nye produkter eller markeder er en god ide, men vi ser på virksomhedens historik, strategi, økonomi, konkurrenceparametre og dermed ledelse og personer i bestyrelsen for at vurdere, om vi ønsker at finansiere virksomheden. Her kan en professionel bestyrelse være et vigtigt tegn på, at man har styr på fremtiden. Det er afgjort noget, vi kigger efter og vurderer på, fortæller Jesper Fruerlund.

Særligt hos de familieejede
Jesper Fruerlund vil ikke vurdere, hvornår det præcist er en god idé for en virksomhed at begynde at tænke i en professionel bestyrelse, men det kan typisk være en god idé at implementere det gradvist med nye, udefrakommende bestyrelsesmedlemmer, da det især for familieejede virksomheder kan være en udfordring, at man nu pludselig har fået nye kræfter ind, som man skal dele ansvar og indflydelse med.

– Det er svært at give præcise indikationer på, hvornår en virksomhed har brug for en professionel bestyrelse, hvornår den er stor nok osv., men generelt vil jeg vurdere, at det i langt de fleste tilfælde er en fordel – især hvis man spreder sin forretning ud på flere forskellige områder og markeder eller står foran eventuelle opkøb eller generationsskifte, fortæller Jesper Fruerlund.

“Det er svært at give præcise indikationer på, hvornår en virksomhed har brug for en professionel bestyrelse, hvornår den er stor nok osv., men generelt vil jeg vurdere, at det i langt de fleste tilfælde er en fordel.”

– Herhjemme har vi  mange ejerledede virksomheder, som jeg lige vil understrege, at der bestemt ikke er noget galt med. Men her kan det nok især være svært for ejerne at give slip på magten over forskellige aspekter af deres virksomhed, fordi det er deres livsværk. Det kan være en hindring for at få en professionel bestyrelse. Det har jeg fuld forståelse for – for en ting er at tale om følelser, noget andet er forretning. Men i disse forretninger kan følelser og forretning hænge sammen og dermed være en hæmsko for udvikling og vækst.

– Der ses ofte problemer med generationsskifte i familieejede virksomheder, da der måske for sent er tænkt på en efterfølger, eller fordi meget af forretningen faktisk står og falder med kundernes loyalitet overfor ejeren. Her kan en professionel bestyrelse være behjælpelig med kvalificeret rådgivning på et tidligt tidspunkt, og det kan være med til at indgyde tillid til virksomhedens fremtidige drift og sundhed hos såvel banken som kunderne.

– Det kan også være svært for virksomheder,  som det går godt for, at se formålet med en professionel bestyrelse – for det kører jo fint. Men ambitionsniveauet må gerne være højere, og tænk hvis der findes et uudnyttet potentiale i virksomheden?

Det gode bestyrelsesmedlem
Netop fordi, en profession bestyrelse skal fungere som kvalificeret sparringspartner til ledelsen, er det også vigtigt, at bestyrelsen består af medlemmer med deres meningers mod.

– Et bestyrelsesmedlem er ikke nødvendigvis enig med virksomhedsejeren. Kan han tværtimod få ejeren til at ligge søvnløs om natten og tænke på de stillede spørgsmål, er det ikke nødvendigvis en ulempe. Det er ikke sikkert, bestyrelsesmedlemmet  har ret eller får sin vilje i alting, men han sørger i hvert fald for, at der er blevet tænkt meget grundigt over alle beslutninger. Uenighed om et konkret emne i bestyrelsen er ikke nødvendigvis en dårlig kombination, men kemi og respekt skal være til stede. Når beslutningerne forelægges bank, medarbejdere eller andre interessenter skal virksomheden fremstå enige, siger Jesper Fruerlund.

“Kommer man som virksomhedsejer til dette punkt, er man allerede godt på vej, og her kunne Fynsk Erhverv være et godt sted at fortsætte. Her er jo en lind strøm af kvalificerede ledere indenfor alle tænkelige brancher.”

– Den største udfordring for ejerledede virksomheder er nok erkendelsesfasen. Og det er fuldt ud forståeligt. Som stifter og ejer skal man opleve og erkende et gab i kompetencen og dermed ønske dette gab lukket med en kvalificeret person i bestyrelsen eller i ejerkredsen. Kommer man som virksomhedsejer til dette punkt, er man allerede godt på vej, og her kunne Fynsk Erhverv være et godt sted at fortsætte. Her er jo en lind strøm af kvalificerede ledere indenfor alle tænkelige brancher, slutter Jesper Fruerlund.

Har du brug for løbende sparring, advisory board eller professionel bestyrelse, så kontakt Fynsk Erhvervs direktør, Jytte Reinholdt jre@fynskerhverv.dk.

Bcompany.dk satser på vækst med AI og trivsel

Efter en sanering har direktør Tanja Bluhme sat kursen mod vækst, hvor stærkere netværk og et kompromisløst fokus på trivsel skal styrke bcompany.dk’s konkurrencekraft.

Københavnsk tilflytter engagerer sig i det fynske erhvervsliv

Rikke Maj Thauer har taget en markant beslutning: Hun og hendes mand har rykket teltpælene op i hovedstaden for at lancere Thauer Stresscenter og Østerlund Refugium. Med flytningen følger også et ønske om at blive en aktiv del af det fynske erhvervsliv. “Vi vil gerne bidrage til udviklingen her på Fyn, og derfor giver det […]

Mentorprojekt viser styrken i fortrolige relationer

Da Rikke Bech Skougaard søgte en mentor gennem Fynsk Erhverv, blev hun sat i forbindelse med Jan Sterobo. Det udviklede sig til et forløb, hvor erfaring, sparring og tillid har skabt nye perspektiver – og vist, hvordan netværket kan bruges aktivt.

Det fynske Vækstbarometer 2025

Det fynske Vækstbarometer 2025 er klar. Her er viden og inspiration fra de fynske virksomheder til at realisere yderligere potentiale og skabe en positiv udvikling og vækst i virksomhederne i fremtiden.

Bæredygtighed når vinden vender

I en tid, hvor reglerne bliver skrevet om, vejret skaber berettigede og uberettigede overskrifter, og folkestemningen skifter med vinden, er det en reel udfordring at holde kursen i det komplekse bæredygtighedslandskab.

Brinkmann: Ledelse handler også om menneskekendskab

En god leder er ikke nødvendigvis den, der ved mest om teknologi eller har styr på flest KPI’er. Ifølge professor i psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann er det vigtigere at kende mennesker – og at have autoritet i ordets egentlige betydning.

BCM Transtech løfter datasikkerheden til næste niveau

BCM Transtech A/S arbejder hver dag i krydsfeltet mellem avanceret mekanik, digitalisering og kundernes høje krav til driftssikkerhed. Den kombination gør datasikkerhed til en strategisk nødvendighed – og en disciplin, virksomheden nu styrker yderligere.

Unge ledere giver ny energi til fynske virksomheder

Young PRO-netværket i Fynsk Erhverv samler unge ledere og fagansvarlige i små, fortrolige grupper. Seks gange om året mødes de for at dele erfaringer, udfordre hinanden og få nye perspektiver på ledelse – nogle gange gennem besøg hos fynske virksomheder.

Fynsk tech-startup tager kampen op mod billedmisbrug

Kan man bygge en teknologisk verdensnyhed fra Odense? Thomas Eriksson mener ikke bare, at man kan – han er i fuld gang med at bevise det. Får han ret, kan Sasha blive en økonomisk succeshistorie.