DEIF producerer elektronik til energisystemer over hele verden fra sin fabrik i Skive. Samtidig har virksomheden bygget en global salgs- og serviceorganisation op tæt på kunderne. For koncernchef Christian Nielsen hænger konkurrencekraften tæt sammen med evnen til at holde fast i det, virksomheden er bedst til – og investere benhårdt i netop det. På Fynsk ErhvervsTopmøde deler han erfaringerne fra DEIFs internationale vækstrejse.
Skibe, datacentre, nødstrømsanlæg og andre mindre kraftværker har brug for elektronik, der kan styre og overvåge deres energisystemer. Det er den niche, som Skive-virksomheden DEIF gennem årtier har gjort til sin kerneforretning.
Christian Nielsen har været i virksomheden i 30 år og har oplevet både vækst, kriser og perioder, hvor udviklingen stod mere stille. Da væksten omkring 2018-2020 bremsede op, blev svaret ikke at brede DEIF ud over stadig flere forretningsområder. I stedet valgte virksomheden at gå endnu hårdere efter det, der allerede virkede.
Man kan ikke sætte det hele på en formel
”Vi lagde tingene sammen og så på, hvordan vi kunne gøre mere af det, der fungerede. Hvis vi er en elektronikfabrik, og det er det, vi er gode til, hvorfor bygger vi så ikke den bedste? For os handlede det om at gå ned i kerneforretningen og dyrke den i stedet for at zigzagge,” siger Christian Nielsen.
Det blev afsættet for en strategi, hvor DEIF investerede yderligere i produkter, produktion og international tilstedeværelse.
Fabrikken skal bevise strategien
Et af de mest synlige resultater står i Skive, hvor DEIF har bygget en stærkt automatiseret fabrik med blandt andet automatiseret intern transport og produktionsflow. For Christian Nielsen er automatiseringen imidlertid ikke strategien i sig selv, men et middel til at gøre virksomheden bedre til det, den allerede har besluttet sig for at være god til.
”Man kan ikke sætte det hele på en formel. Man skal demonstrere det, man siger, man kan. Fabrikken er vigtig for os, fordi vi kan levere på syv dage. Det er det hurtigste i verden, og samtidig er vi fleksible nok til at reagere, når kunderne har brug for det,” siger Christian Nielsen.
Den danske produktion hænger tæt sammen med en global salgs- og serviceorganisation. DEIF har kontorer rundt om i verden med lokale medarbejdere inden for blandt andet salg og support, fordi det ifølge Christian Nielsen ikke er nok at have et godt produkt og forvente, at kunderne selv finder vej til Skive.
”Man kan godt sidde i Danmark og tænke, at vi laver det bedste produkt, så kunderne kan bare skrive til os. Men sådan virker det ikke. Vi skal ud og møde dem. Vores hovedkontor og fabrik ligger i Danmark, men vores medarbejdere ude i verden sikrer, at vi er tæt på kunderne og forstår deres marked,” siger Christian Nielsen.
Det betyder også, at DEIF som udgangspunkt ikke sender danskere ud for at opbygge nye markeder, men i stedet forsøger at finde de rigtige lokale profiler.
”Det er for dyrt, og vi ved ikke nok om de lokale forhold. Vi skal finde mennesker, der kan markedet og kulturen, og så skal vi kunne stole på hinanden,” siger Christian Nielsen.
Investeringerne skal komme før væksten
DEIF har i dag 16 datterselskaber, hvoraf de tre er helt nye, og ser allerede mod nye markeder. Christian Nielsen peger blandt andet på Indonesien, Afrika og Latinamerika som områder, hvor en større del af den fremtidige vækst vil komme. Men hvis man vil være med, skal man ifølge ham investere, før potentialet er åbenlyst.
Der kommer en ny krise inden for de næste fem år
”Man skal bygge sin tilstedeværelse op, når tiden er der – ikke når festen allerede er startet. Det er dyrt, og det giver ikke payback med det samme. Vi kunne godt have et større overskud i dag, men vi vælger at allokere penge til fremtiden og ruste os til den. Når det går godt, skal man læne sig frem,” siger Christian Nielsen.
Den geografiske spredning handler samtidig om robusthed. Corona viste, hvor hurtigt projekter og hele markeder kan gå i stå.
”Der kommer en ny krise inden for de næste fem år. Vi ved bare ikke, hvor den rammer. Derfor handler det om at sørge for, at vi ikke bliver ramt lige hårdt over det hele. Hvis USA eller Europa går ned, skal vi måske have Afrika og Latinamerika til at holde hånden under os,” siger Christian Nielsen.
Kina er testen på konkurrencekraften
Christian Nielsen peger også på Kina som et marked, danske virksomheder er nødt til at tage alvorligt. Kinesiske virksomheder er ikke kun konkurrenter i Kina, men i stigende grad også på andre markeder.
”En af grundene til, at man skal være i Kina, er, at hvis man ikke kan konkurrere der, så kommer der en dag, hvor man heller ikke kan konkurrere andre steder,” siger Christian Nielsen.
DEIFs forsvar er blandt andet et bredt produktprogram, tætte kunderelationer og et koncept, som ifølge Christian Nielsen er vanskeligt for konkurrenterne at kopiere.
”Det er kompliceret at kopiere vores koncept. Kunderne vil helst købe det hele det samme sted, og vi har et produktprogram, som det ville tage mange år at bygge op. Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage,” siger Christian Nielsen.
Væksten skaber nye ledelsesproblemer
Den fortsatte vækst giver samtidig DEIF en anden udfordring: Hvordan leder man en stadig større global virksomhed?
”Den største forhindring for at vokse til det dobbelte er vores egen båndbredde. Da vi havde 12 datterselskaber, kunne jeg være i ét af dem hver måned. Men hvad gør vi, når vi er 20? Det har jeg supermeget respekt for,” siger Christian Nielsen.
Det værste, der kan ske, er, at vi går i stå. Det gider talenterne ikke
Derfor bliver udviklingen af stærke lokale ledere en stadig vigtigere opgave.
”Det gode spørgsmål er, hvordan vi dyrker regionerne, så de får gode ledere. Vi skal ikke klone mig eller andre. Vi har brug for dygtige mennesker med andre vinkler, men de skal kunne sætte sig ind i vores strategi og drive den videre,” siger Christian Nielsen.
Og netop fortsat udvikling er ifølge Christian Nielsen afgørende, hvis DEIF skal kunne tiltrække de mennesker, der skal drive næste fase.
”Det værste, der kan ske, er, at vi går i stå. Det gider talenterne ikke. Hvis man er ambitiøs og vokser, bliver man også en mere attraktiv organisation,” siger Christian Nielsen.
Christian Nielsen er med som hovedtaler på Fynsk ErhvervsTopmøde torsdag den 1. oktober, hvor temaet er konkurrencekraft. Læs mere og tilmeld dig Topmødet her.