På bestyrelsesuddannelsen ved Aarhus Universitet fik Chili Securitys CEO nye værktøjer, nye perspektiver og et skarpere blik på virksomhedens næste skridt.
Bestyrelsesarbejde er ikke kun erfaring, forretningsforståelse og evnen til at læse et regnskab. Det er også et fagligt håndværk, hvor strategi, risikostyring, økonomi og markedets langsigtede bevægelser skal samles i beslutninger, der kan mærkes i virksomheden.
Det var den faglighed, Mark Blæsbjerg, CEO i Chili Security, gik efter, da han valgte at tage en bestyrelsesuddannelse ved Aarhus Universitet. Han havde i forvejen en interesse for bestyrelsesarbejde, men ville have mere struktur, flere metoder og et stærkere grundlag for at bidrage aktivt i bestyrelseslokalet.
Jeg har altid godt kunnet lide at blive klogere
“Jeg ville gerne fylde noget mere i min egen værktøjskasse i forhold til det udøvende bestyrelsesarbejde, men også for at kunne sparre med min egen forretning. Jeg har altid godt kunnet lide at blive klogere. Mange ville sige, at der ikke skal meget til, men jeg var også nået dertil i vores forretning, at jeg kunne være med til at give vores eget bestyrelsesarbejde et løft,” siger Mark Blæsbjerg, der blandt andet sidder i Fynsk Erhvervs bestyrelse.
For Mark Blæsbjerg var valget af uddannelsessted ikke tilfældigt. Han havde hørt godt om forløbet, men lagde også vægt på, at uddannelsen havde en akademisk forankring og et niveau, der krævede reel fordybelse.
“Valget faldt på Aarhus, fordi der er en tyngde i det. Forankringen i Aarhus betød noget for mig, og jeg havde hørt godt om uddannelsen. Det var ikke bare et kursus, hvor man sad og lyttede lidt,” fortæller Mark Blæsbjerg, der fik sin oplevelse forstærket af både underviserne, indholdet og den afsluttende prøve, som gjorde forløbet mere forpligtende end et almindeligt inspirationskursus.
Det er jo nogle af de ting, man skal kunne forholde sig til i bestyrelsesarbejde
“Der var masser af værktøjer, og der var tyngde i underviserne. Det betød noget, at man afsluttede forløbet af med en skriftlig- og mundtlig prøve, og at der var en seriøs ramme omkring uddannelsen, som gjorde, at man tog det alvorligt,” siger Mark Blæsbjerg, der i forløbet fik en bred introduktion til de discipliner, som bestyrelser skal kunne arbejde med, hvis de vil være mere end et formelt organ omkring virksomheden.
“Læringen kom langt omkring. Det handlede om alt fra økonomi og budgetter til risikostyring, forsikring, facilitering, IT-sikkerhed og strategi. Det er jo nogle af de ting, man skal kunne forholde sig til i bestyrelsesarbejde, hvis man vil gøre det ordentligt,” konstaterer Mark Blæsbjerg.
Ny geografi, nye ansigter og masser af input
Ud over det faglige indhold blev deltagerkredsen også en del af udbyttet, ikke mindst fordi uddannelsen geografisk var et stykke fra den daglige hjemmebane. For Mark Blæsbjerg var det værdifuldt at møde nye mennesker fra andre virksomheder og brancher, fordi samtalerne gav andre perspektiver end dem, der naturligt opstår i den daglige drift.
“Det, at uddannelsen ligger i Aarhus, gjorde også, at jeg mødte nogle andre mennesker, end jeg ellers ville have gjort. Der var også noget netværksmæssigt i det for mig, og jeg mødte nogle rigtigt interessante mennesker,” fortæller Mark Blæsbjerg.
Det er netop den type blik udefra, han også forbinder med godt bestyrelsesarbejde. En bestyrelse skal ifølge Mark Blæsbjerg kunne stille andre spørgsmål end dem, der bliver stillet i hverdagen, og den skal kunne hjælpe virksomheden med at se længere frem end næste opgave, næste budget og næste beslutning.
Hvordan lever vi også om ti år? Hvad tror vi på, og hvad tror vi ikke på?
“Bestyrelsesuddannelsen har bl.a. været med til at hjælpe mig med at spotte trends og grey rhinos. Hvordan lever vi også om ti år? Hvad tror vi på, og hvad tror vi ikke på? Det er nogle af de spørgsmål, vi efterfølgende har arbejdet med i vores eget bestyrelsesarbejde, hvor vi ser på, hvor vi skal være om to år, og hvad vi skal gøre for at komme derhen,” siger Mark Blæsbjerg.
Chili Security arbejder med it-sikkerhed, support og en full-service-IT-model, hvor rådgivning, service og løbende viden er en væsentlig del af værdien for kunderne. Derfor handler bestyrelsesarbejdet også om at forstå, hvordan markedet ændrer sig, og hvordan virksomheden skal udvikle sig i tide.
“Vi er ikke et kodehus. Vi leverer service, og vi arbejder med en model, hvor kunderne har brug for hjælp, rådgivning og viden. Derfor er vi også nødt til hele tiden at se på, hvor markedet bevæger sig hen, og hvordan vi selv skal udvikle os,” fortæller Mark Blæsbjerg, der ser et marked, hvor store aktører fylder meget, og hvor serviceforretninger flere steder er under forandring.
Derfor er det ikke nok at holde fast i det, der virker i dag.
“Der er store mastodonter, der har konsolideret sig over tid. Vi leverer service, og det ser vi andre steder er lidt i opbrud og beskydning. Derfor skal man transformeres rettidigt, når det bliver nødvendigt. Hvis man ikke kan udvikles, så afvikles man over tid,” siger Mark Blæsbjerg.
For Chili Security betyder det, at ny viden løbende skal hentes ind, deles og omsættes i hverdagen. Det sker gennem samarbejdspartnere, leverandører, kurser, uddannelsesprogrammer og intern vidensdeling.
“Som IT-hus er der selvfølgelig en naturlig interesse og lyst til at udvikle sig løbende. Der er mange, der søger efter viden og deler den med os andre. Det er nødvendigt, fordi vores kunder også søger viden, og fordi de har brug for nogen, der kan hjælpe dem med at forstå, hvad de skal bruge, og hvordan de skal bruge det,” siger Mark Blæsbjerg, der som mange andre især kan mærke indtoget af kunstig intelligens, men også reguleringer og krav til nye processer og arbejdsgange, som initieres af EU med NIS2.
“Der er stor usikkerhed om, hvordan man bruger AI i virksomhederne – og hvordan man skal forholde sig til datasikkerhed og datakvalitet. Hvad vil man tillade, hvad vil man gerne undgå, og hvordan gør man? Vi oplever en stor efterspørgsel på licenser til AI, datasikkerhed og AI-monitors, men også en stor efterspørgsel på support-service,” siger Mark Blæsbjerg.