Nyheder • 05/03/2026

Legatordning skaber værdi for både studerende og virksomhed

International erfaring og lokal forankring mødes, når en studerende via et legat hos Fynsk Erhverv kobler sit studieophold i Portugal med et konkret projekt for Scandic i Odense

Et udvekslingsophold kan være mere end et semester i udlandet. For Andreas Stendahl har opholdet på NOVA School of Business and Economics i Lissabon været koblet til et analysearbejde for Scandic i Odense med afsæt i hans specialisering i investering og finansiering på cand.merc. Finance and Investments ved Copenhagen Business School.

“Jeg besluttede mig for, at jeg gerne ville til Lissabon på udveksling og søgte derfor legater for at få dækket nogle af mine udgifter. Her så jeg Fynsk Erhvervs legater, hvor kravet var et samarbejde med en fynsk virksomhed. Så fik jeg en idé om et projekt, der kunne give mening for Scandic at undersøge, og den var de heldigvis med på,” fortæller Andreas Stendahl, der er født og opvokset i Odense, hvor han også har taget sin ungdomsuddannelse på Tietgen Handelsgymnasium.

Hvis vi som virksomheder vil have dygtige kandidater og relevante uddannelser, så skal vi også tage medansvar

Projektet handler om at bruge det, han lærer på studiet, til at sætte lys på de muligheder, Scandic kan have i Portugal. Det sker både gennem analyser og gennem de indtryk, han har fået ved at opholde sig i landet i forhold til markedet, byerne og turismen. Ambitionen er, at hans rapport kan give nogle brugbare perspektiver, hvis Scandic på et tidspunkt vælger at se nærmere på landet.

“Det har været motiverende for mig at få lov til at bruge min faglighed på en konkret problemstilling i stedet for kun at arbejde teoretisk. Jeg er glad for, at Scandic tog min henvendelse seriøst og gav mig muligheden for at prøve kræfter med en reel udfordring. Jeg håber, at nogle af de overvejelser, jeg gør mig, kan give dem noget at tænke videre over,” siger han.

Hos Scandic i Odense ser direktør Tom Filstrup samarbejdet som en naturlig del af virksomhedens tilgang til omverdenen og til udvikling af branchen.

“Vi vil gerne give noget igen til studerende, der tager initiativ og kommer med en konkret idé. Det er spændende at få input fra kompetencer, vi ikke nødvendigvis har tilknyttet i det daglige. Den type faglighed kan udfordre vores vanetænkning og give os et andet blik på vores egen forretning,” siger Tom Filstrup.

Den type faglighed kan udfordre vores vanetænkning og give os et andet blik på vores egen forretning

Han peger på, at virksomheder også har et ansvar for at stille sig til rådighed – ikke kun når de selv har et akut behov, men som sparringspartnere i praktikforløb, projekter og udlandsophold.

“Hvis vi som virksomheder vil have dygtige kandidater og relevante uddannelser, så skal vi også tage medansvar. Det kan være som sparringspartner på en opgave eller ved at åbne døren for et konkret projekt som det her. Det giver læring for den studerende, og det giver os input, som vi måske ikke selv ville have prioriteret at arbejde med,” siger Tom Filstrup.

Han understreger samtidig, at værdien ikke nødvendigvis ligger i en færdig konklusion, men i de perspektiver, der kan arbejde videre i organisationen.

“Det er en opgave, hvor Andreas kan bruge sin uddannelse på en måde, der giver mening for både ham og os. Jeg glæder mig til at læse hans rapport. Jeg er sikker på, at der vil være pointer, vi kan tage med videre – måske ikke som en beslutning her og nu, men som inspiration til fremtidige overvejelser. Det er ofte de mindre skridt, der over tid sætter spor,” siger Tom Filstrup.

Udvekslingen i Portugal er i øvrigt ikke Andreas Stendahls første ophold i udlandet. På sin bachelor var han på studieophold i Australien, og han anbefaler andre at gribe muligheden, hvis den byder sig.

“Jeg synes, det har været en kæmpe oplevelse, og der er mange muligheder som dansk studerende. Man kan ofte komme afsted gennem Erasmus-ordningen, og der findes også legater – som hos Fynsk Erhverv – der kan gøre det økonomisk muligt at kombinere et studieophold med et konkret samarbejde med en fynsk virksomhed. Det har jeg været rigtig glad for, og det giver også nye relationer og et stærkere netværk,” slutter Andreas Stendahl.

ESG: I SMV’erne kommer handling før strategi

I en tid, hvor reglerne bliver skrevet om, forventningerne vokser og folkestemningen skifter med vinden, er det en reel udfordring at holde kursen i det komplekse bæredygtighedslandskab. Det kræver videndeling og erfaring at navigere i.

C.C. Jensen udvikler kerneforretningen i en urolig tid

Verden er blevet mere uforudsigelig. For eksportvirksomheder er geopolitik, toldsatser og økonomiske spændinger ikke længere midlertidige udsving, men et grundvilkår. Det mærker man også hos C.C. Jensen i Svendborg, der udvikler og producerer filtreringsløsninger til hydraulik- og smøreolie og eksporterer omkring 90 procent af sin produktion gennem 15 datterselskaber globalt. Den nye administrerende direktør, Jens […]

Heine Pedersen styrker STV Logistik med professionel bestyrelse

Efter flere års overvejelser etablerer ejerleder Heine Pedersen nu en professionel bestyrelse i STV Logistik. Målet er at skabe skarpere struktur og et stærkere beslutningsgrundlag – og at stå bedst muligt rustet, hvis virksomheden inden for få år får mulighed for at udvide forretningen yderligere.

Glem alt om smalltalk: Netværk er er strategi, og du skal turde investere dig selv

Tid er vores største valuta, og særligt som en lille eller mellemstor virksomhed kan det ofte være svært at se udover driften. Værdien af netværk er større, end du tror – hvis du tør investere dig selv. Det fandt jeg for alvor først ud af, da jeg forlod mit fag som journalist og bevægede mig ud i det fynske erhvervsliv.

Tomas Henneby fortæller åbent om generationsskiftet i 3-2-1 Erhverv

Da Tomas Henneby gæster podcasten 3-2-1 Erhverv, er det for at sætte ord på et generationsskifte, der på ingen måde fulgte en fastlagt plan. Samtalen tager udgangspunkt i den proces, der begyndte længe før overdragelsen af Henneby Nielsen Rådgivende ingeniørfirma A/S til INGENIØR’NE, men som først for alvor blev aktuel, da hans far døde i 2023.

Fortrolig sparring i netværket giver værdi i hverdagen

Når man sidder med det øverste ansvar for økonomi, rapportering og finansielle beslutninger, er det et fagområde, der ofte ikke har mange naturlige sparringspartnere i organisationen. Det har Karina Fussing til gengæld fundet i det netværk i Fynsk Erhverv, som hun engagerer sig i.

Videreuddannelse har aldrig været vigtigere end nu

Kravene til medarbejdernes kompetencer ændrer sig hurtigere, end mange virksomheder er vant til. Opgaver, der tidligere krævede tid, erfaring og rutine, bliver i stigende grad automatiseret, mens forventningen til menneskelig dømmekraft, kreativitet og ansvar vokser.

Fynsk Erhverv 3.0 blev sat i spil på nytårskuren

Fynsk Erhverv brugte nytårskuren den 20. januar 2026 til mere end blot at markere starten på et nyt år. Arrangementet blev samtidig brugt til at sætte ord på en ny fase for organisationen, hvor fællesskab, netværk og medlemsvirksomhedernes aktive rolle får en endnu mere central betydning.

Valdemar kobler studieophold i USA med konkret erhvervssamarbejde

Studerende Valdemar Creutz Lyngdal har gennem Fynsk Erhverv gennemført et studieophold på Wharton School ved University of Pennsylvania, koblet direkte til et samarbejde med NewTec A/S.