Nyheder • 29/01/2025

Direktør Jytte Reinholdt forlader Fynsk Erhverv i 2025

Efter 17 år som direktør har Jytte Reinholdt meddelt Fynsk Erhvervs bestyrelse, at hun ønsker at overlade stafetten til en ny direktør i løbet af 2025. Beslutningen vil først træde i kraft, når en passende afløser er fundet.

“Under Jytte Reinholdts ledelse har Fynsk Erhverv gennemgået en markant udvikling. Organisationen og bestyrelsen er blevet professionaliseret, produktpaletten er konstant blevet udviklet i forhold til virksomhedernes behov, og Fynsk Erhverv har positioneret sig endnu stærkere på Fyn med flytningen fra Albani Torv til de moderne omgivelser i Cortex Business Park. Med denne stærke platform, en tydelig strategi og et solidt fundament for fremtiden bakker jeg Jytte op i hendes beslutning og sætter gang i processen for at finde en ny direktør,” siger bestyrelsesleder Henrik Neelmeyer, der tilføjer, at stillingen ønskes besat medio 2025.

Timingen i direktørskiftet betyder, at den kommende direktør i Fynsk Erhverv efter planen vil være på plads i god tid før kommunalvalget i november 2025, og det vil ifølge Henrik Neelmeyer sikre en perfekt overgang.

“Den nye direktør får fra start en unik mulighed for at positionere sig og sætte sit præg på de væsentlige erhvervspolitiske dagsordener, der påvirker de fynske virksomheder i hverdagen. Vi står et rigtig stærkt sted i dag, og toget kører med fuld fart, så det er også vigtigt, at vi holder momentum,” siger bestyrelseslederen, som understreger, at den kommende direktør af samme grund skal have et meget bredt fokus på Fynsk Erhvervs fremtid og fortsatte udvikling:

“Fynsk Erhverv samler hele det fynske erhvervsliv på tværs af brancher. Det gør os til en vigtig sparringspartner i alt fra infrastruktur, erhvervsstrategier, beskæftigelsesplaner til servicekulturen i de fynske kommuner. Det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at erhvervslivets stemme også fremover bliver hørt i de politiske beslutninger på hele Fyn.”

Jytte Reinholdt tiltrådte i 2008 som den første direktør for det, der dengang hed “Industri- og Handelskammeret Odense-Fyn”, og ikke mindst i de senere år har der været et stærkt fokus på at styrke og professionalisere Fynsk Erhverv.

“Vi skal hele tiden være på forkant med den virkelighed, som vores virksomheder befinder sig i, og jeg synes, at vi lykkes med hele tiden at tilpasse organisationen og produktpaletten, så de fynske erhvervsledere i samspillet med Fynsk Erhverv er godt rustet til at udvikle og drive deres virksomheder, uanset hvilke udfordringer og usikkerheder, verden byder os. Vi har f.eks. planer om at få digitaliseret vores stærke erhvervsnetværk og implementeret AI, som gerne skal udmønte sig i en ny platform, der i endnu højere grad kan understøtte vidensdeling og forretning mellem de fynske virksomheder. Vores fundament er robust, og perspektiverne sindssygt spændende, så det er i mine øjne en ønskeposition for en ny direktør at tage over nu,” konstaterer Jytte Reinholdt, der i det hele taget ser tilbage på en begivenhedsrig tid med glæde.

”Jeg er stolt af rejsen og alt det, vi har opnået sammen de sidste 17 år. Min beslutning handler om at give Fynsk Erhverv de bedste muligheder for at bygge videre på det, vi har skabt, og jeg stopper først, når vi har fundet den rigtige afløser,” siger Jytte Reinholdt om organisationen, som i dag består af godt 500 medlemsvirksomheder, der repræsenterer 30.000 arbejdspladser.

For yderligere information, kontakt:
Henrik Neelmeyer, Bestyrelsesformand, Fynsk Erhverv, 20 80 90 24
Jytte Reinholdt, Direktør, Fynsk Erhverv, 29 13 03 30

Vejen til endnu større succes: Kvalitet sælger ikke sig selv

På Fyn lever mange virksomheder af at være verdensmestre i en niche. Derfor er evnen til at omsætte specialiseret viden til stærke kunderelationer afgørende.

Lyt til erhvervslivet

I 13 spændende episoder deler fynske ledere, virksomhedsejere, iværksættere og eksperter deres perspektiver på emner som ledelse, netværk, bestyrelsesarbejde, bæredygtighed, karriereudvikling og forretningsvækst.

Lifa Digital-direktør fik et nyt blik på moderne bestyrelsesarbejde

En akademisk tilgang til bestyrelseslokalet har givet Morten Lennert et stærkere teoretisk fundament og har samtidig givet ham mere mod på samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv

Mark Blæsbjerg styrker bestyrelsesarbejdet med faglig tyngde

På bestyrelsesuddannelsen ved Aarhus Universitet fik Chili Securitys CEO nye værktøjer, nye perspektiver og et skarpere blik på virksomhedens næste skridt.

Hotel Christiansminde: Tv-serie skal løfte Sydfyn hele året

Svendborg Kommunes tv-satsning kan styrke både turismen, erhvervslivet og det lokale samarbejde, mener direktør Tom Pedersen

Egeskov-direktør: Vi skal give gæsterne nye grunde til at komme

Henrik Neelmeyer ser et Fyn med fuld gang i idebanken. Nære naturoplevelser, glamping og store events skal være med til at udvikle oplevelsesøkonomien på øen.

Storebælt Sinatur Hotel & Konference udvikler værtskabet indefra

Medarbejdernes arbejdsglæde er fundamentet for succesen, når Danmarks Bedste Venue 2026 udvikler gæsteoplevelsen.

Sommerrevy tiltrækker rekordmange gæster og flere virksomheder

Med 21.000 gæster og voksende virksomhedssalg går Odense Sommerrevy ind i 2027 med medvind og nye ambitioner.

Legat sender SDU-studerende fra Fyn til Pavia

Et legatophold i Norditalien giver SDU-studerende Frederik Kildemoes både akademisk ballast og konkret erhvervserfaring – mens et fynsk gartneri får en konkret rapport om mulighederne på det italienske marked.