Nyheder • 20/11/2018

Brian Djernes fra Cane-line vinder Tietgenprisen 2018

Fotograf: Peter Brix, Tietgen

Administrerende direktør i fynske Cane-line, Brian Djernes, er vinderen af årets Tietgenpris.
Prisen tildeles en fremsynet erhvervsmand/-kvinde, som har gjort sig bemærket inden for fornyelse, innovation og nytænkning og har skabt imponerende resultater i erhvervslivet.

Brian Djernes og Cane-line modtager prisen, fordi de er vækstorienterede og ambitiøse. De tror på mennesker og lader dem vise, hvad de kan. Og så eksporterer de til over 100 lande og har en ambition om at være blandt de 5 største i verden på deres felt, som er møbeldesign og -produktion. Et felt de har 30 års erfaring indenfor.

Tietgenprisen gives som en skulptur af Jens Galschiøt, der viser foden af Merkur, som i det gamle Rom var gud for kommunikation, hurtighed og handel. Prisen er stiftet af TietgenSkolen og Fynsk Erhverv og uddeles af formanden for Fynsk Erhverv, chefredaktøren for Fyens Stiftstidende, formanden for Udvikling Fyn og formanden for Tietgen.

Stort tillykke til Brian Djernes og Cane-line.

Læs Fyens Stiftstidendes artikel om uddelingen af Tietgenprisen her.