Medarbejdere med ordblindhed kan bruge meget energi på at skjule deres problemer med at læse og skrive. Samtidig betyder stigende krav til dokumentation og digital kommunikation, at skriftlighed fylder mere på mange arbejdspladser.
Det er baggrunden for, at TietgenSkolen har sat fokus på ordblindhed i arbejdslivet. Skolen arbejder både med opsøgende virksomhedskontakt og undervisning af voksne med læse- og skrivevanskeligheder.
Dorthe Garbøl er projektmedarbejder samt FVU- og ordblindeunderviser på TietgenSkolen Kurser. I sit arbejde møder hun voksne, der gennem mange år har fundet deres egne måder at håndtere problemerne på.
Hun fortæller blandt andet om en medarbejder, der havde svært ved at skrive mails på arbejdet. Han skrev dem så godt, han kunne og fik sin kone til at læse dem igennem derhjemme, før han sendte dem dagen efter.
”Nogle har gennem hele deres skoleforløb hørt, at de var dumme. Det gælder især mange af dem, der er over 30, og det kan begrænse mennesker,” siger Dorthe Garbøl, der glæder sig over, at ordblindhed for de yngre generationer i mindre grad er forbundet med tabu.
Men på arbejdspladserne kan det ikke desto mindre fortsat være svært at få øje på de medarbejdere, der har problemer, da de ikke nødvendigvis selv gør opmærksomme på.
Det giver udfordringer i en hverdag, hvor kravene til skriftlig dokumentation bliver stadigt større i kraft af registreringer, mails, digitale systemer eller anden dokumentation. Her kan et tegn være medarbejdere, der trækker sig, når opgaven bliver skriftlig.
”Tag jer tid til at se på, om der er medarbejdere, der forsøger at undgå det skriftlige. Vi møder kursister, der ikke tør tage snakken med deres chef. De tænker: Hvad nu, hvis jeg er den, der bliver fyret næste gang?” fortæller Dorthe Garbøl, der også er opmærksom på, at det for lederen kan det være svært at tage hul på samtalen, fordi den hurtigt bliver personlig.
Ifølge Dorthe Garbøls kollega Sara Pernille Christiansen, der er projektleder og virksomhedskonsulent på TietgenSkolen, er det derfor vigtigt, at virksomhederne ikke venter på, at medarbejderen selv kommer, og hvis der først kommer hul igennem, kan det hjælpe mange.
”Ordblindhed behøver ikke være et tabu, og hvis én melder sig, så åbner flere ofte op. Så vil de også gerne testes og høre om de hjælpemidler, der findes,” fortæller Sara Pernille Christiansen.
Mange værktøjer findes allerede
For virksomhederne behøver løsningen ikke være store investeringer. Tekst-til-tale, tale-til-tekst og andre læse- og skriveværktøjer findes allerede på mange af de computere og telefoner, medarbejderne bruger, og AI har føjet endnu flere muligheder til.
Udfordringen er ofte at få dem i brug.
”Værktøjerne er der. Der er mange funktioner, som bare skal slås til, men som ikke er det. Hjælpen koster først og fremmest noget tid,” siger Sara Pernille Christiansen.
”Det gælder både tiden til undervisning og til at få nye arbejdsgange ind under huden. Det kan være så enkelt som at indtale en sms i stedet for at skrive den eller få en tekst læst højt. Man skal have mulighed for at afprøve de nye værktøjer og få rutine i dem. Det tager noget tid, før de bliver en del af hverdagen,” siger Dorthe Garbøl.
Virksomheden skal sætte tiden af
Ordblindeundervisning for voksne er gratis for personer, der er testet ordblinde. Undervisningen foregår på små hold og kan tilrettelægges efter den enkeltes behov og virksomhedens arbejdsgange.
Forløbene kan spænde fra ganske få lektioner til længere forløb. Det er heller ikke nødvendigt, at en virksomhed sender flere medarbejdere af sted samtidig.
Til gengæld kræver det, at virksomheden giver medarbejderne mulighed for at bruge tiden.
“Det kan planlægges, så den eksempelvis ikke ligger i en spidsbelastningsperiode, men der skal være en vis kontinuitet,” siger Dorthe Garbøl. Hun understreger samtidig, at udbyttet rækker ud over de konkrete læse- og skriveopgaver.
”Vi oplever mennesker, der får mod på mere. Det kan være en murer eller tømrer, der får lyst til at læse videre til bygningskonstruktør. Der findes gode hjælpemidler, og når man bliver fortrolig med dem, bliver de en naturlig del af hverdagen. Samtidig får mange større selvtillid og mod på flere skriftlige opgaver – også derhjemme. Det kan for eksempel være at kommunikere på Aula, skrive et fødselsdagskort eller noget helt tredje,” siger Dorthe Garbøl.
Note: Personerne på billedet er deltagere på et andet af Tietgenskolens kurser.