Direktør i C.C.N. Holding og bestyrelsesmedlem i Micro Matic, Dorthe Lund Kaack, modtager Tietgenprisen 2026 fra Fynsk Erhverv og TietgenSkolen.
Prisen gives til en erhvervsperson, der har skabt resultater, taget ansvar og engageret sig uden for egen virksomhed. Hos Dorthe Lund Kaack samler det sig i aktivt ejerskab, ordentlighed, lokal forankring og et bredt engagement i både erhvervsliv, kultur, uddannelse og nye virksomheder.
For Fynsk Erhvervs direktør, Anne Dyrehauge, er årets modtager et stærkt eksempel på den type erhvervsprofil, prisen skal være med til at synliggøre.
“Tietgenprisen gives til en erhvervsperson, der ikke kun skaber resultater i egen virksomhed, men også tager ansvar for det samfund, virksomheden er en del af. Dorthe Lund Kaack er et stærkt eksempel på en moderne fynsk erhvervsprofil, der kombinerer aktivt ejerskab, ordentlighed og et stort engagement i både erhvervsliv, kultur og uddannelse,” siger Anne Dyrehauge.
Dorthe Lund Kaack har ikke haft for vane at stille sig selv forrest. Som direktør i C.C.N. Holding, bestyrelsesmedlem i Micro Matic og en del af den ene ejerfamilie bag den globale Odense-virksomhed kommer hun fra et ejerskab, hvor fællesskabet traditionelt har fyldt mere end den enkelte person.
Alligevel er hun tydelig om det ansvar, der følger med, når man har mulighed for at påvirke virksomheder, organisationer og lokalsamfund.
“Der er ingen tvivl om, at hjerteblod er en rød tråd i mange af mine projekter og på mit CV. For mig handler det ikke kun om at stille min erfaring til rådighed. Det handler også om at blive udfordret af mennesker, der ser verden fra andre positioner. Og så glæder det mig at være med til at give noget videre også i andre bestyrelser. Det handler i mine øjne også om at sikre diversitet omkring sig og om, at det altid er godt at blive udfordret på, om man ser de rigtige sammenhænge,” siger Dorthe Lund Kaack.
Tietgenprisen lægger vægt på god forretning, bæredygtig innovation, forretningsmæssig etik, samfundsansvar og et aktivt engagement uden for egen virksomhed. Ifølge Dorthe Wang, direktør for TietgenSkolen og ligeledes medlem af juryen bag prisen, rammer Dorthe Lund Kaack også prisen direkte i et uddannelsesperspektiv.
“De værdier, Dorthe Lund Kaack udlever, er nogle af dem, vi selv pejler efter, når vi uddanner fremtidens handelsfolk. Hun viser, at erhvervsliv også handler om dannelse, ansvar og om at gøre et indtryk, der rækker ud over ens eget miljø. Set fra TietgenSkolen er det fantastisk, at årets prismodtager er så engageret i uddannelsesmiljøet og i de unge mennesker, der er på vej videre,” siger Dorthe Wang.
Det lokale engagement fylder også i begrundelsen for prisen. Dorthe Lund Kaack er født og opvokset i Odense, og både C.C.N. Holding og Micro Matic har lange rødder i byen. Hendes engagement i blandt andet Odense Robotics StartUp Fund, Odense Symfoniorkester, H.C. Andersen Festivals og Udviklingsfonden Odense Zoo er en del af ønsket om at bidrage til en stærkere by og et stærkere fynsk erhvervsliv.
“Fyn er vigtig for C.C. Nielsen Holding og for Micro Matic. Vi har en lang historie her. Jeg er født og opvokset i Odense, og vi har en stor kærlighed til Odense. Vi er også optaget af at sikre, at Odense er en god by at være i for vores ansatte, og at der er noget at komme efter med kulturelle tilbud og lignende. Det er en af grundene til, at jeg selv sidder i adskillige kulturbestyrelser, og også derfor, at vi sponsorerer en del ting rundt omkring i byen,” siger Dorthe Lund Kaack, og netop den brede vision er vigtig for Fyn, mener Anne Dyrehauge:
“Fyn har brug for erhvervsfolk, der ser længere end deres egen virksomhed. Dorthe Lund Kaack er optaget af, at Odense skal være en by, hvor virksomheder kan tiltrække dygtige medarbejdere, hvor kulturlivet er stærkt, og hvor nye virksomheder får mulighed for at vokse. Det er præcis den type engagement, Tietgenprisen skal være med til at synliggøre,” siger Anne Dyrehauge.
Som en del af Tietgenprisen inviteres prismodtageren til at møde elever fra TietgenSkolen.
“Med Tietgenprisen følger den udsøgte ære at få lov til at indgå i et arrangement med TietgenSkolens elever fra eud, eux og hhx. Det glæder vi os meget til, at Dorthe Lund Kaack indløser. Hun har både erfaringerne, værdierne og den personlige tyngde til at give eleverne noget med videre,” siger Dorthe Wang.