Hvordan arbejder man konkret med digitale muligheder, så de ikke ender som løsrevne IT-initiativer, men bliver en del af virksomhedens forretningsstrategi? Det er kernen, når Fynsk Erhverv inviterer CIO’s, IT-chefer og andre med ansvar for digital strategi til åbent morgenmøde sammen med NetværksForum for Digital Transformation.
Morgenmødet giver dels indblik i netværket og i, hvad Fynsk Erhverv tilbyder virksomheder med ansvar for digital udvikling. Samtidig er ambitionen at gøre diskussionen om digital transformation mere konkret og mere forankret i forretningen.
Det faglige oplæg holdes af ledelsesrådgiver og digital konsulent Søren Bronnée Sørensen, der gennem mange år har arbejdet i krydsfeltet mellem forretning, teknologi og ledelse. Hans pointe er klar: Digitale muligheder skal ikke vurderes isoleret. De skal ses i sammenhæng med den retning, virksomheden vil bevæge sig i.
Læs om arrangementet her“Jeg vil prøve at vise, at der findes en skabelon for, hvordan man kan lægge digitale strategier ned over sin forretning. Spørgsmålet er jo: Hvordan kan vi forbedre os, og hvilke teknologier kan hjælpe i de forskellige områder af vores strategi?” fortæller Søren Bronnée Sørensen.
I oplægget deler han virksomheden op i tre hovedområder. Det første handler om value proposition, altså den værdipakke virksomheden giver sine kunder i form af produkter og services. Det andet handler om go to market: hvordan virksomheden rammer markedet gennem salg, marketing og leverancer. Det tredje handler om de operationelle forhold og de teknologiske muligheder for at forbedre virksomheden internt.
Det er netop i det spænd mellem strategi og teknologi, han vil give deltagerne en konkret spilleplade at arbejde ud fra.
“På value proposition-siden kan man spørge, om der er noget at hente ved at bygge sensorer og elektronik ind i et produkt. Kan vi skabe nye services, og er det relevant for vores kunder? På go to market kan man se på digitale kanaler. Hvis man for eksempel er en virksomhed uden webshop, giver det så mening at tage det ind i sit kanalvalg? Og operationelt kan man spørge, om generativ AI kan bruges til at forbedre intern support eller andre arbejdsgange,” siger Søren Bronnée Sørensen.
Det afgørende er ifølge ham ikke, om en teknologi er ny eller interessant i sig selv. Det afgørende er, om den faktisk understøtter virksomhedens strategiske mål. Derfor advarer han også mod at behandle digitalisering som noget, der lever sit eget liv ved siden af forretningen.
“Man kan også digitalisere sin forretningsmodel, men det virker kun, hvis man kigger på mulighederne i et strategisk perspektiv. Skal vi for eksempel se på IoT? Det giver ikke mening, hvis det ikke er relevant. Det er i strategiarbejdet, man laver sine analyser og vurderer, hvad der faktisk understøtter retningen,” pointerer Søren Bronnée Sørensen.
Han peger på, at virksomheder ofte står over for helt konkrete valg, hvor teknologi skal vurderes op mod marked, kunder og organisation.
“Hvis man vil ekspandere til England, kan det være, man forestiller sig, at en webshop er vejen ind. Men det kan også være, at en fysisk tilstedeværelse giver bedre mening. Det er et helt legitimt udfald. Pointen er, at der skal være en tæt sammenhæng mellem strategi og den model, man vælger,” siger han.
Tilmed om arrangementet herBag oplægget står en mangeårig karriere med både interne og eksterne roller. Søren Bronnée Sørensen har arbejdet omkring 15 år internt i IT, blandt andet hos Rockwool og Fona, og gik omkring år 2000 ind i konsulentbranchen, hvor han har arbejdet med store softwareløsninger som SAP og med IT-ledelsesrådgivning. I dag arbejder han som selvstændig konsulent med opgaver, der spænder fra digitale strategier og IT operating models til driftkoncepter for staten og rådgivning om valg af ERP-systemer.
Selv bor han nu på Langeland efter mange år i Storkøbenhavn. Siden coronatiden har tilknytningen til Fyn vokset sig stærkere, og ønsket om flere opgaver på øen er også blevet tydeligere.
“De fleste af mine opgaver ligger i København, Trekantsområdet og Aarhus, men jeg har haft et stort ønske om at få flere af mine opgaver på Fyn,” fortæller Søren Bronnée Sørensen.
Han ser samtidig et markant uforløst potentiale i de små og mellemstore virksomheder. Her er der mange steder stadig langt mellem ambition og reel udnyttelse af de digitale muligheder. Særligt i mindre virksomheder, fordi udfordringen er, at beslutninger om digital udvikling kræver både mod, investeringer og tydelig ledelsesforankring. Og netop ledelsen er ifølge ham afgørende, hvis digitale initiativer skal føre til reel forandring.
“Beslutningerne skal forankres i virksomhedens ledelse. Nogle af de her ting er svære, og ledelsen skal gå foran og kunne se formålet med dem. I de helt små virksomheder er det ofte den største udfordring. Man er nødt til at investere for at forbedre sig, men nogle gange investerer man i det, man er tryg ved. Det giver måske en sikker effekt, men ikke nødvendigvis den største. Nogle gange er der behov for at investere i nogle forandringer, som kan flytte langt mere,” understreger Søren Bronnée Sørensen.
Det gælder også kunstig intelligens, som han kort vil berøre på morgenmødet. Her oplever han et tydeligt skisma: Mange går i gang, men langt færre får egentlig værdi ud af indsatsen.
“Der er mange, der arbejder med AI lige nu, men det er få, der for alvor får noget ud af det. Man er nødt til at spørge: Hvad er det, vi vil flytte? Er der sat midler af? Er vi klar til de forandringer, det kræver? Nogle gange betyder det en helt anden proces, end man plejer. Det kan være angstprovokerende, men det kan også give forbedringer af en helt anden dimension, end man er vant til,” siger Søren Bronnée Sørensen, der også peger på forskellen mellem analytisk kunstig intelligens, generativ kunstig intelligens og mere forebyggende brug af data og teknologi.