To unge iværksættere fra Svendborg har udviklet et brandslukningssystem, der skal gøre det muligt at håndtere elbilbrande på færger og i andre lukkede miljøer uden risiko for genantændelse. Virksomheden hedder EVstinguish og er stiftet af Karl Kristensen og Magnus Græsborg Frederiksen kort efter deres dimission fra SIMAC.
Kernen i løsningen er en mobil barriere, som kan omslutte et køretøj, når selve branden er slået ned. Herefter fyldes barrieren med vand, så batteriet holdes nedsænket, og energien fra en eventuel genantændelse absorberes. Relevante dele af systemet er CE-godkendt og udviklet til at fungere i miljøer med meget begrænset plads.
”Vi kunne se, at der manglede et gennemtænkt koncept til elbilbrande på skibe. Der findes løsninger til at slå ilden ned, men udfordringen er genantændelsen, især på steder med meget begrænset plads. Vores system gør det muligt at isolere bilen og holde den under kontrol, også hvis batteriet blusser op igen,” fortæller Karl Kristensen.
Dokumentationen er i dag rygraden i virksomheden. Testene er gennemført med udgangspunkt i realistiske scenarier – for eksempel på en fiktiv færge, hvor biler står tæt parkeret.
”Det afgørende i vores test var, om man kunne håndtere en brand med biler parkeret 20 cm foran og bagved og kun 40 centimeter til siderne. Det kunne brandfolkene. Det var et vigtigt bevis på, at løsningen fungerer i praksis,” siger Karl Kristensen.
Stramme budgetter og masser af dokumentation
EVstinguish blev stiftet i efteråret 2023, og i 2024 gik de to stiftere fuld tid straks efter sidste eksamen, da en bevilling fra Den Danske Maritime Fond gjorde det realistisk at fokusere på udviklingen af virksomheden. Men nogen dans på roser har det ikke været.
”Fonden dækkede halvdelen af budgettet, men resten måtte vi selv rejse, så det har været skrabet i nogle perioder. Vi har sovet på kontoret og sparet, hvor vi kunne, så når vi kørte rundt til stakeholders, købte vi togbilletter en måned før for at få en billig orange billet. Vi har heller ikke brugt penge på kontorfaciliteter eller frynsegoder. Hele indsatsen har ligget i at få konceptet til at fungere og blive dokumenteret,” fortæller han.
Udviklingen er sket i dialog med rederier, beredskaber og DBI, hvor fokus har været indsatstider, afstande, materialer og håndtering af farlige gasser.
”Når man lancerer et nyt produktområde, findes der ikke faste standarder. Vi har været nødt til at bevise, at systemet kan det, vi siger. Fordi løsningen ikke fandtes i forvejen, er vi til gengæld også med til at sætte niveauet for, hvordan man kan gøre det i praksis,” forklarer Karl Kristensen.
Internationale perspektiver – ikke mindst i den maritime verden
I sin natur er produktet maritimt forankret, men løsningen kan også være relevant i parkeringshuse eller andre steder, hvor større batteribrande kan opstå. Perspektivet er både internationalt og i stærk vækst, da elbiler fylder mere og mere.
”Densiteten af elbiler er særligt høj i Norden, men fokus og efterspørgsel er global. Vi har talt med aktører i udlandet, hvor de ser samme udfordring. Det er ikke et lokalt problem, og derfor er det heller ikke et lokalt marked,” siger Karl Kristensen, som til trods for det åbenlyse behov ikke ser, at EVstinguish har direkte konkurrenter i samme prisklasse og med samme tilgang.
”Der findes containere og andre højteknologiske løsninger, men de ligger i en helt anden kategori. Vores koncept er udviklet til at være operationelt og økonomisk realistisk for rederier og andre aktører,” fortæller den nyslåede virksomhedsejer, der sammen med sin partner for alvor tog fat på salgsarbejdet den 1. februar.
”Vi er omkring 80 procent klar til at sælge. Nu handler det om at komme ud og lande de første ordrer. Jeg forventer, at vi inden for få måneder har vores første salg. Det bliver sandsynligvis i Holland til en maritim kunde,” siger Karl Kristensen, der netop er hjemkommet efter et salgsfremstød i Spanien.
Forretningsmodellen er en kombination af egen samling og opbygning af et distributørnetværk med stærke maritime kontakter.
”Vi samler selv systemet og står for træning, blandt andet via e-learning og praktisk oplæring. Noget salg tager vi selv, og samtidig bygger vi et netværk af 
distributører, der allerede har adgang til markedet. Det er en anden disciplin at sælge end at udvikle, og det er det, vi fokuserer på nu,” forklarer han og røber, at selvom han og Magnus Græsborg Frederiksen i gennemsnit har 50 arbejdstimer om ugen, er de ikke garanteret evig lykke og uendelig rigdom.
”Det bliver hårdt at få de første kunder, og der er både teknologiske og finansielle risici. Men hele konceptet er bygget med henblik på at blive en bæredygtig forretning, der både løser en reel problematik og kan honorere de timer, vi har lagt i det,” siger Karl Kristensen, der tror på, at EVstinguish inden for fem år har bevist sit værd.
”Vi skal have landet hovedparten af de kunder, vi realistisk kan nå. De skal være glade og tilfredse, og produktet skal virke i praksis. Vi skal have betalt vores fondslån af og have skabt en sund forretning. Så ved vi, at det her ikke bare var et projekt, men en virksomhed, der kan stå på egne ben,” konstaterer han.