Nyheder • 15/08/2024
Nordic Greens: Revolutionerer branchen med ny teknologi, AI og bæredygtig produktion
Interview med Mads Pedersen, ejer og administrerende direktør i Nordic Greens A/S
For små tre år siden tog Mads Pedersen på studiebesøg rundt i hele verden. Som iværksætterlysten ejerleder i storgartneriet Nordic Greens var han opsat på at finde koden til en revolution af den ellers konservative branche, der blandt andet var presset af et stort ressourceforbrug, ustabile forsyningskæder og stigmatisering om forbruget af pesticider.
Han havde været rundt i Europa, Japan og Sydamerika, før han lidt udenfor Boston i USA fandt et system, der blev basen for den banebrydende salatfabrik, der nu er en del af forretningen.
”Det var et supersmart system, men det var alt for ressourcekrævende. Om aftenen sad jeg på en bar i Boston, hvor jeg mødte en hollænder, der viste sig at have været med til at lave systemet. Vi blev enige om, at vi skulle lave et helt nyt system. Han tog fat i sit bagland, og vi fik skabt et konsortium, som sammen kunne tegne et helt nyt system. Der var amerikanere, canadiere, tyskere, hollændere og danskere,” fortæller Mads Pedersen og fortsætter:
Vi besluttede os for, at når vi havde muligheden for at starte en produktion op fra bunden, ville vi designe den med udgangspunkt i ESG.
“Det er et system, der aldrig nogensinde er blevet lavet før. Det er klart, at når man ressourceminimerer på el, vand og arbejdskraft, så får man også kostpriserne ned. Det var vigtigt for os at skabe en symbiose mellem kostpriserne og ESG.”
For at dokumentere det omfattende arbejde med bæredygtighed arbejder Nordic Greens med en udvidet ESG-rapport, kaldet SBTi. Og man har investeret i en nøglemedarbejder til at stå for opgaven.
Kundernes goodwill giver ro til udvikling
Under sommeren sidste år blev Mads Pedersens vision til virkelighed, for da kunne fabrikken tages i brug. Den har kapacitet til at producere 3000 ton langtidsholdbar convenience-salat om året. Produktionen foregår fuldautomatisk og uden brug af pesticider og klor. Energien kommer fra to solcelleanlæg, mens der vandes med regnvand fra glasarealerne.
Salat er et helt nyt produkt for Nordic Greens, der tidligere udelukkende har produceret tomater, pebere og agurker.
”Vi skulle både få et helt nyt system til at fungere og introducere et nyt produkt til markedet. Vi har heldigvis meget goodwill hos kunderne, som vi har trukket på her i starten, mens vi fik det hele ordentligt op at køre. Det har været en hård opstart, fordi så mange nye maskiner skal arbejde sammen.”
Salaten kan holde sig i minimum to uger og er derfor blevet populær hos forbrugerne. Som konsekvens er fødevarespildet også minimeret.
En langsigtet og fremtidssikker investering
Salatfabrikken har været en stor investering på omtrent en kvart milliard kroner. Mads Pedersen mener, at rejsen har været mulig, fordi Nordic Greens er ejerledet. Han er selv fjerde generation i familien, der er gartner, og han håber på, at sønnen vil blive den femte.
Jeg er nok mere iværksætter, end jeg er CEO.
“Jeg synes, det er spændende at udvikle og at lave fede produkter, der er med til at forandre noget og som lever godt ude i markedet. I sidste ende er det derfor, det er sjovt at gå på arbejde,” siger han og fortsætter:
”Vi har det lange lys på. Der er ikke en masse shareholders, der prøver at profitoptimere for at kunne sælge virksomheden inden for tre år. Vi kunne have bygget et system til den halve pris, hvis vi bare ville producere. Men vi har valgt at udnytte muligheden for at investere i teknologi, der er fremtidssikker.”
Bestyrelsen skal være kritisk
Samtidig er Mads Pedersen ikke bleg for at erkende, at bestyrelsen også har været et vigtigt led i processen med at transformere Nordic Greens.
Et af problemerne som ejerleder er, at der er mange, som rygklapper – specielt når det går godt.
“Hvis jeg ikke bliver en smule irriteret på bestyrelsen en gang imellem, er den ikke kritisk nok. Det giver bedre beslutninger at have en kritisk bestyrelse, fordi man så er bedre forberedt på at få sparring og modspil.”
Mads Pedersen slår fast, at bestyrelsen i Nordic Greens reelt er en af hans allervigtigste investeringer.
En gammel virksomhed med iværksætterkultur
Det nye produkt er blevet modtaget så godt af markedet, at salatfabrikken faktisk har svært ved at følge med efterspørgslen fra både danske og svenske kunder. Da Nordic Greens formentlig snart går ind i Tyskland, kigger man på muligheden for at fordoble produktionen i løbet af de kommende år.
Mads Pedersen arbejder også på at udbrede det nye system i branchen, så andre gartnere kan få glæde af de erfaringer, Nordic Greens har gjort sig.
”Vi har stadig en iværksætterkultur, selvom vi er en gammel virksomhed på 75 år. Vi er en del af en meget traditionel branche, hvor innovation kan gøre en kæmpe forskel.”
Desuden arbejder virksomheden konstant på at optimere produktionen ved hjælp af robotter og ny teknologi. Man vil blandt andet implementere nogle af de nye systemer fra salatfabrikken i produktionen af tomater, agurker og pebere, så den samlede virksomhed bliver mere bæredygtig og effektiv.
ESG kommer buldrende som et tog. Man er simpelthen nødt til at forberede sig på det og helst være foran lovgivningen.