Nyheder • 25/06/2026

Hotel Christiansminde: Tv-serie skal løfte Sydfyn hele året

Svendborg Kommune har afsat tre millioner kroner til udviklingen af en ny tv-serie med arbejdstitlen Svanerne. For Tom Pedersen, direktør for Hotel Christiansminde i Svendborg, kan satsningen blive mere end kommunal branding og flotte billeder fra Sydfyn.

Hvis serien bliver realiseret og får succes, kan den være med til at styrke kendskabet til Svendborg som destination, mødeby og erhvervsområde. Ikke kun i sommerferien, men også i de perioder, hvor hoteller, restauranter og oplevelsesvirksomheder arbejder hårdt for at tiltrække gæster.

“Jeg tror helt bestemt, at det kan få en stor effekt, og vi er alle sammen meget spændte på, hvad det kan få af indflydelse på turismestrategien i Svendborg. Hvis en tv-serie bliver en succes, kan den være med til at udbrede kendskabet til byen og til alt det, vi kan her på Sydfyn,” fortæller Tom Pedersen.

For Christiansminde er det ikke en fjern tanke, at film og tv kan skabe lokal effekt. Hotellet har tidligere mærket opmærksomheden, når produktioner har været optaget i området, blandt andet i forbindelse med filmen Kapgang.

“Vi kan mærke helt tilbage fra Kapgang, da den blev optaget i Svendborg i 2013. Skuespillerne boede hos os, og det var med til at udbrede kendskabet til Christiansminde. Jeg mener, at vi har et hotel med en af Danmarks bedste beliggenheder, og den slags eksponering kan være med til at trække både erhverv, turisme og events til området,” pointerer Tom Pedersen.

Helårsturisme er den store gevinst

For Tom Pedersen ligger den største forretningsmæssige interesse ikke nødvendigvis i de travle sommeruger. Her finder mange gæster allerede vej til Svendborg gennem online booking, ferieplaner og destinationens eksisterende synlighed.

Den interessante effekt ligger i resten af året, hvor Christiansminde arbejder med både erhvervskunder, private gæster, weekendophold, fester og arrangementer.

“Folk booker i høj grad online i sommerferien. Det er ikke mindst resten af året, vi har fokus på, både med erhvervskunder, private gæster, weekendophold og fester. Det vil helt sikkert få en impact, hvis serien bliver en succes. Jeg har ikke målt på det tidligere, men det er min klare antagelse, at vi får lidt mere travlt, når der har været det ene eller det andet. På en eller anden måde gør det noget,” fortæller Tom Pedersen.

En tv-serie giver ikke nødvendigvis en direkte booking dagen efter første afsnit. Men den kan flytte opmærksomhed, skabe genkendelse og gøre Svendborg mere oplagt, når virksomheder planlægger møder, familier planlægger weekendophold, eller arrangører leder efter en destination med både kapacitet og oplevelser.

Sydfyn løfter bedst i fællesskab

For Tom Pedersen er pointen ikke, at Christiansminde alene skal vinde på en tv-serie. Hvis projektet lykkes, skal effekten brede sig til hele Svendborg.

Han peger på, at hoteller, arrangører, sportsaktører og destinationsselskaber i forvejen arbejder sammen om at trække gæster til byen. Det gælder blandt andet gennem Svendborg Event, Destination Fyn og større begivenheder som GOG’s kampe.

“Vi arbejder alle sammen for at tiltrække nye gæster gennem Svendborg Event. Vi byder ind som en fælles front, når der er arrangementer, og når der er store events. Ved GOG’s kampe kan dommerne for eksempel ikke bo samme sted som spillerne, og så er der brug for flere aktører. Vi er gode til at arbejde sammen på Sydfyn,” understreger Tom Pedersen.

Christiansminde er sponsor i GOG, og ifølge Tom Pedersen er det et eksempel på, hvordan hotellet forsøger at styrke både det lokale samarbejde og den bredere synlighed omkring Svendborg.

“Vi vil gerne opdyrke både det lokale og det lidt bredere. Når folk bliver mere bevidste om, at Svendborg findes, og at Svendborg er fantastisk, så får de øjnene op for byen. Og når man først får øjnene op for det, så vender man tilbage,” mener Tom Pedersen.

Dansk turisme står stadig stærkt

Satsningen kommer i et marked, hvor mange gæster fortsat viser stor interesse for dansk turisme, men hvor internationale forhold også kan påvirke rejsemønstre og bookingtidspunkter. Tom Pedersen følger udviklingen tæt, men ser ikke situationen med bekymring.

“Jeg er fortrøstningsfuld. Det er en anden situation i år, og jeg er spændt på at se, hvad krigen i Mellemøsten gør. Jeg kan ikke forudse, hvad det kommer til at betyde for turismen, men jeg er ikke urolig. Jeg tror, folk beslutter sig senere, end de plejer, men det kan vi ikke se endnu. Vi ligger fint i forhold til de foregående år, og der er stor interesse for dansk turisme blandt dem, der ikke vil rejse til udlandet. Derfor går vi også ud med særskilte kampagner til danskere,” fortæller Tom Pedersen.

For Svendborg handler serien derfor ikke kun om eksponering. Den kan blive en del af et bredere arbejde med at gøre byen mere synlig for gæster, virksomheder og arrangører, der endnu ikke har fået øjnene op for Sydfyn.

“En tv-succes vil ligge lige ned i Svendborgs turban. Det skal gavne hele Svendborg,” fastslår Tom Pedersen.

Legat sender SDU-studerende fra Fyn til Pavia

Et legatophold i Norditalien giver SDU-studerende Frederik Kildemoes både akademisk ballast og konkret erhvervserfaring – mens et fynsk gartneri får en konkret rapport om mulighederne på det italienske marked.

3-2-1 Erhverv: “Jeg er ikke Morten – jeg er Torsten”

Hvad gør du, når du overtager ledelsen efter en institution? Den tidligere landsholdsspiller og nuværende formand for Dansk Håndbold, Torsten Laen, har det første svar klar: Dan dit eget billede – og vær ikke bange for at stå i det uvisse.

Jacob Petz: Salgsledere skal måle mindre på fortiden og mere på fremtiden

De fleste virksomheder følger omsætning, pipeline, hitrate og ordreindgang tæt. Men hvis salgsledelsen kun interesserer sig for resultaterne, risikerer den at overse det, der skaber dem.

International gymnasieuddannelse i Odense styrker Fyns muligheder for at tiltrække global arbejdskraft

Når Nyborg Gymnasium i 2027 åbner en ny IB-afdeling i Odense, er det ikke kun en gevinst for kommende elever og familier. Det er også et vigtigt skridt for det fynske erhvervsliv, som i stigende grad konkurrerer internationalt om kvalificeret arbejdskraft. Den nye afdeling placeres tæt ved Odense Banegård, hvilket gør tilbuddet let tilgængeligt for […]

Virksomheder får nye perspektiver på HR gennem Fynsk Erhverv-forløb

Nye generationer, længere arbejdsliv og kamp om kvalificerede medarbejdere får HR til at fylde mere i virksomhederne. Fynsk Erhverv-forløb skal bringe akademikernes kompetencer tættere på de opgaver.

Fyn må ikke miste troen på fremtiden

Fyn må ikke miste troen på fremtiden. Der er ingen tvivl om, at mange lige nu følger udviklingen på Fyn med stor alvor. Historierne om Vestas’ nedskæringer på Lindø og Novo Nordisks beslutning om at trække i bremserne i Odense giver grund til bekymring. Ikke kun på grund af arbejdspladserne her og nu – men fordi de minder os om, hvor hurtigt verden omkring os kan ændre sig.

Velatir vil gøre Odense til afsæt for europæisk AI-vækst

Da Velatir meldte sig ind i Fynsk Erhverv, handlede det ikke kun om at blive en del af endnu et netværk. For den odenseanske softwarevirksomhed er medlemskabet også en mulighed for at komme tættere på det fynske erhvervsliv og bruge sin egen viden om kunstig intelligens, teknologi og digital sikkerhed i en lokal sammenhæng. Virksomheden […]

AI binder design og forretning sammen i JABS Group

Når Fynsk Erhverv og Hesehus 28. maj afholder Den Fynske E-handelskonference, bliver AI og digital transformation sat ind i en konkret forretningsmæssig ramme. Arrangementet samler beslutningstagere, digitale ledere og e-handelsprofessionelle til en formiddag med cases, keynote, paneldebat og netværk om, hvordan nye teknologier kan skabe reel værdi i virksomhedernes hverdag.

Startups skal have bedre rammer på Fyn

Fyn har gode muligheder for at skabe stærke startups, men der mangler stadig kapital, kommerciel erfaring og tættere adgang til de første kunder. Det mener Lisbeth Chawes, techleder, investor, bestyrelsesmedlem i Fynsk Erhverv og CEO i softwarevirksomheden Finari.dk. Det fortæller hun i podcasten 3-2-1 Erhverv, hvor hun mødes med Anne Dyrehauge, direktør i Fynsk Erhverv, […]