Nyheder • 12/11/2015
Niels Thorborg modtager Tietgenprisen 2015
Niels Thorborg, koncernchef i og ejer af 3C HOLDING (L’EASY, Inspiration, Wupti m.fl.) samt bestyrelsesformand for Odense Sport & Event, er modtager af årets Tietgenpris. Det blev afsløret til Fynsk Erhvervs årlige Agerhønsegilde torsdag aften, hvor Tietgenprisen blev uddelt.
Det blev den kendte og anerkendte erhvervsmand Niels Thorborg, der fik årets Tietgenpris, der traditionen tro blev uddelt til Fynsk Erhvervs Agerhønsegilde. Her talte bl.a. uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, som også var på scenen for at lykønske Niels Thorborg med prisen.
Tietgenprisen uddeles hvert år til en fynsk forretningsmand, der har bemærket sig indenfor innovation og nytænkning, og som har gjort noget ekstraordinært for såvel sin forretning som for det omkringliggende samfund.
Det er Tietgen-komiteen, som består af formanden for Fynsk Erhverv, chefredaktøren for Fyens Stiftstidende, Formand for Udvikling Fyn og formand for Tietgenskolen, nu Tietgen, der vælger årets prismodtager, og det var netop Tietgens bestyrelsesformand, Peter Zinck, som også sidder i Fynsk Erhvervs bestyrelse, der torsdag aften afslørede, at årets prismodtager er Niels Thorborg.
Peter Zinck begrundede valget med følgende ord:
– Du stiftede for over 25 år siden Vask Rent. Som den fremsynede ejerleder du er, besluttede du hurtigt, at virksomheden skulle have en professionel bestyrelse. Meget er sket siden. Først ændrede i navnet til L’easy, så opkøbte I konkurrenten DER (som engang havde givet bud på L’easy – et bud du afviste), og siden stiftede du holdingselskabet 3 C Groups. 3 C Groups står i dag som de ultimative ejere eller hovedaktionærer af en lang række virksomheder. Jeg kan her bl.a. nævne L’easy, Inspiration, Odense Sport & Event, Hesehus, Nørgaard Mikkelsen med mange flere, som det vil føre for vidt at nævne her. Du har ganske enkelt været rigtig dygtig til at få L’easy til at vækste, samt samtidig med at du har investeret rigtig meget i andre virksomheder, som du har set potentiale i.
– Kort og godt. Du er en dygtig forretningsmand. Visionær, strategisk og med fuld fokus på ambitiøs vækst, samtidig med at du i driften er dygtig til at optimere virksomhederne. Det har du gjort så godt, at dine virksomheder i dag samlet set er den største private arbejdsplads på Fyn.
– I priskomiteen, har vi med stor glæde noteret os, at du i 2012 sideløbende med din succes i erhvervslivet begyndte at gå ad endnu en vej. Du tog initiativet til, at Natteravnene kom til Odense. Senere har du været en af deltagerne i Odense Business Task Force, der har dannet afsæt for Odense Byråds bevilling af 100 mio. kr. i fire år til vækstinitiativer i erhvervslivet. Det bliver kanaliseret gennem Odense & Co., i hvis partnerskab du stadig indgår. Senest er du netop indtrådt i bestyrelsen for Syddansk Universitet, og det er godt, at du har valgt nu også at betræde den vej; at bruge dit stærke fundament, dine styrker og din succes i forretningsverden til også at gøre en uegennyttig forskel for Odense og for uddannelsesverden. For din indsats som dygtig forretningsmand, og nu også som aktør på flere almennyttige scener, vil vi gerne hædre dig med TietgenPrisen.
Det synlige bevis på Tietgenprisen – udover diplomet – er i år en bronzeskulptur, skabt af erhvervsmanden og kunstneren Jørgen Pedersen.
Tildelingsgrundlaget for Tietgenprisen:
- Der vil blive lagt vægt på personens evne til at formidle visioner, der samtidig er begrundet i faktisk gennemførelse, som andre kan drage nytte af.
- Personen spiller en aktiv rolle indenfor dennes brancheområde etc., dette være sig både gennem engagement i foreninger og interesseorganisationer.
- Personen kan have spillet en aktiv rolle for at få dennes virksomhed til at vinde indpas på Fyn eller på anden måde have bidraget til en udvikling på Fyn.
- Personen har udvist forretningsmæssig etik og adfærd, dvs. er en foregangsmand-/kvinde for nye generationer af erhvervsfolk.
Tidligere modtagere af Tietgenprisen:
2014 – Områdedirektør Henrik Damsgaard, Nordea
2013 – Bestyrelsesformand Claes Nylandssted Andersen
2012 – Adm.direktør Jørgen Dirksen, Rynkeby Foods A/S
2011 – Direktør Kristian Madsen, Gartneriet PKM A/S
2010 – Direktør Mads Pedersen, Gartneriet Alfred Pedersen & Søn
2009 – Adm. direktør Lars Hedal, Hedal Kruse Brohus A/S
2008 – Adm. direktør Hans Bøgh-Sørensen, Orifarm A/S
2007 – Adm. direktør C. C. Nielsen, Nielsen & Nielsen Holding A/S
2006 – Centerdirektør Preben Thomasen, Rosengårdcentret