Leder • 18/12/2015

Leder: Glædelig (H)jul

Allerførst ønsker vi alle vores medlemmer, de fynske borgmestre og folketingspolitikere og vores samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Ved udgangen af 2015 kan vi konstatere, at der er ved at være godt gang i hjulene i det fynske erhvervsliv. De fynske virksomheder har også positive forventninger til fremtiden, godt hjulpet på vej af bl.a. lave renter – og oliepriser, store offentlige anlægsinvesteringer og en fornuftig tilpasning af forretningsmodellen til den ny virkelighed.

Forandringerne vil accelerere og nye udfordringer presse sig på.  En af disse er konkurrencen om den velkvalificerede arbejdskraft – fra faglært til den højtuddannede specialist.

Vi har netop i Det Fynske Erhvervspanel afdækket de fynske virksomheders arbejdskraftbehov nu og i fremtiden, og der tegner sig et klart billede af et attraktiv fynsk arbejdsmarked med gode karrieremuligheder for folk med kvalifikationer.  Det er en fortælling, som må få mange til at spidse ører – både på Fyn og i den øvrige del af landet, ja selv i København. Med knap 400 statslige arbejdspladser på vej til Fyn er det også et vigtigt budskab til de medrejsende ægtefæller.

Tiden er til at bygge vindmøller frem for læhegn. Lad os dele det glade budskab ud i netværket og bane vejen for en stærk og effektfuld branding af Fyn – på linie med de mange gode initiativer, der satte Fyn på landkortet i 2015.

Stå sammen, Fyn!

Jytte Reinholdt