Leder • 14/04/2016
Leder: Broafgifterne er et nationalt anliggende
Så fik vi ’breaket’ Fynsk Erhvervs forslag om at nedsætte en ’Storebæltkomité’, der skal sikre et konstant fokus, større slagkraft og national opbakning til at få nedsat broafgifterne over Storebælt.
Argumentationen kan hentes i den samfundsøkonomiske analyse (Grontmij, marts 2015), som vi præsenterede på generalforsamlingen sidste år. Selv ved de mest beherskede fremskrivninger viser den, at der i de næste 30-35 år er et vækstpotentiale i størrelsesordenen 30 mia. kr., der vil kunne realiseres ikke bare på Fyn og Vestsjælland, men vil komme hele landet til gavn.
Grundlæggende bør de penge, som trafikanterne lægger i betalingsanlægget, anvendes til at tilbagebetale lånene og ikke til andre formål. Præcis som forudsat i Storebæltsforliget. Men når A/S Storebælt år efter år kommer ud med overskud i milliardklassen, så afslører det tydeligt, at taksterne er for høje i forhold til den afdragsprofil, der er valgt. Der bør derfor ses på nye modeller, der sikrer en bedre balance mellem taksterne og afdragsprofilen – og ikke lokker politikerne på Christiansborg til at bruge Storebæltforbindelsen som malkeko. Det har nemlig aldrig været meningen i Storebæltforliget.
Med forslaget om at nedsætte en national Storebæltkomité er Fynsk Erhverv parat til at give depechen videre til en stærk formand og sammen med en række tunge kræfter fra erhvervslivet, organisationer, forskere, vidensinstitutioner og politikere fra hele landet at kæmpe for et Danmark i vækst og balance.
Med venlig hilsen
Jytte Reinholdt
Direktør