Leder • 10/02/2017

Leder: Next Generation trives i fællesskabet

Vi har grund til at være stolte på Fyn! Vi har endnu engang slået vores egen rekord i iværksætteri.  Faktisk blev der i 2016 oprettet tæt på 12% flere iværksættervirksomheder på Fyn end året før. Det betyder nye virksomheder, nye produkter og services og baner vejen for nye forretningsmodeller, der kan skalere i den 4. industrielle revolution. Bag disse nye virksomheder står typisk unge iværksættere med en god idé og masser af gå-på-mod, men ofte uden betydelig erfaring og kapital.

Der er netop åbnet et spændende iværksættermiljø i en gammel cykelfabrik i Kochsgade i Odense,  hvor der over de næste par år skabes plads på op til 180 iværksættervirksomheder. Lignende miljøer har igennem de senere år udviklet sig i byer som Berlin, London og New York, og nu også i Odense.

I dette ’Innovation Hub’ skabes der et inspirerende og kreativt miljø, hvor iværksætterne kan deles om de fysiske faciliteter, trække på hinandens kompetencer, dele og handle med hinanden, dele netværk og i det hele taget tage ved lære af hinanden på godt og ondt. Rammen er dermed skabt omkring et dynamisk og åbent miljø, hvor lejerne selv er ansvarlige for, hvor attraktivt miljøet bliver. Succesen bør især måles på iværksættervirksomhedernes ’overlevelsesrate’ og deres evne til at skalere.

Mange iværksættere kalder på konstruktiv sparring og risikovillig kapital fra de mere etablerede virksomheder, og her har vi i Fynsk Erhverv gode erfaringer med at bygge bro mellem iværksættere og etablerede virksomheder.
Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv

Det er fantastisk at opleve den entusiasme og virkelyst, der hersker i iværksættermiljøerne. Og det giver rigtig god mening at etablere sig her, når man vælger iværksættervejen. Man kan nærmest kalde det en slags komfortzone, hvor man kan hellige sig udvikling og opstart af sin virksomhed. Men der ligger også en indbygget fare, hvis ikke man som iværksætter kommer ud over rampen.  Så kan eventyret stoppe, før det er begyndt.  Mange iværksættere kalder på konstruktiv sparring og risikovillig kapital fra de mere etablerede virksomheder, og her har vi i Fynsk Erhverv gode erfaringer med at bygge bro mellem iværksættere og etablerede virksomheder. Der er rigtig værdifuld viden og erfaring at hente i dette møde, og som iværksætter er sandsynligheden for at styre uden om nogle unødvendige skrammer stor.  Vi oplever en stor velvilje hos de etablerede virksomheder til at stille op, når iværksætterne efterspørger sparring, og det har vi stor respekt for.

Men sparring og skulderklap gør det ikke alene. Vi har netop afviklet en workshop for ambitiøse iværksættere med 1-6 år bag sig. Formålet var at afdække de væsentligste parametre for succes. De peger samstemmende på finansiering som en af de allerstørste udfordringer for iværksættere i Danmark.  Der skal kapital til at skabe vækst, og  den årlige iværksætterundersøgelse fra Dansk Iværksætter Forening (2016) viser, at der det seneste år er sket en 50 pct. forøgelse af finansiering, hentet hos Business Angels og næsten en fordobling af finansiering gennem crowdfunding og crowdlending.  Men behovet er betydeligt større.  Derfor er det vigtigt, at der skabes nogle attraktive vilkår for investorerne, hvad enten det er crowdfunding eller investeringer fra Business Angels eller andre.  Der kan bl.a. gives fradrag for tab af investeringer i iværksættervirksomheder eller fradrag for private investorer, der stiller dele af deres pensionsmidler ’på højkant’.  Det er forudsætningen for tilstrækkelig finansiering af de iværksættervirksomheder, der skal sikre udvikling og drift af fremtidens velfærd.

Der er derfor behov for politisk handling, der kan understøtte den positive udvikling i iværksættermiljøerne og sikre, at næste generation af virksomheder får den nødvendige ’flyvehøjde’ i tide. Så er jeg ikke i tvivl om, at vi endnu engang vil slå vores egen rekord i iværksætteri på Fyn.

Jytte Reinholdt
Direktør
Fynsk Erhverv