Leder • 24/09/2015

Leder: Virkelighedens kompleksitet

Der er mange veje til succes, men sjældent nemme genveje. At kopiere andres succes er næppe løsningen. Derimod kan det være afgørende at søge inspiration og ny indsigt i stærke videnmiljøer, i egen branche og ikke mindst i sit professionelle netværk.

I denne uge har fire fynske virksomhedsledere delt deres forretningsmæssige successer med netop deres professionelle netværk i Fynsk Erhverv og IT Forum Fyn. Og der var stor respekt og anerkendelse af de fire virksomheders resultater og ambitioner – og god inspiration og nyttige råd at hente.

Men der var særligt en refleksion, som jeg gerne vil give videre til alle jer, der ikke deltog i dette års. Og den handler om at anerkende virkelighedens kompleksitet.

Det ligger dybt i vores kultur, at vi føler os godt tilpas, når vi kan skabe overblik og planlægge fremtiden. Og det giver en form for kontrol at kunne forklare sammenhængen mellem årsager og virkninger. Men virkeligheden er ofte en anden. Og det er en vældig god idé at forholde sig til det, hvis ikke vi gang på gang vil overraskes – og overhales af virkeligheden.

Virkelighedens kompleksitet dækker over en erkendelse af, at mange flere faktorer end dem, vi lige kan overskue her og nu, har betydning for virksomhedens succes.  Derfor er det vigtigt, at man som virksomhedsejer og direktør har robusthed og handlekraft til både at stå imod og rykke, når tingene udvikler sig, og mulighederne opstår.

Vil du være godt klædt på til at imødegå virkelighedens kompleksitet, så kan det være en god idé at udbygge dit professionelle netværk og få tilknyttet en erfaren erhvervsleder som sparringspartner, etableret et advisory board eller en professionel bestyrelse.  Det er en oplagt vej til nye indsigter, større udsyn og solide resultater.

 

Fynsk Erhverv har erkendt virkelighedens kompleksitet. Her mødes det fynske erhvervsliv, og den enkelte virksomhedsleder/direktør får udbygget og vedligeholdt sit professionelle netværk.

Og for virksomheder, der ønsker vækst, har vi udviklet konceptet NEXT Level.  Her håndplukker vi i Fynsk Erhvervs store netværk den dygtige og kompetente erhvervsleder m/k, der  har netop de relevante erfaringer og kontakter, der kan være værdiskabende  for den enkelte virksomhed. Gennem konstruktiv sparring bidrager et sådant ’parløb’ til større robusthed og handlekraft, og øger chancerne for succes i en kompleks verden.

 

Jytte Reinholdt
Direktør