Leder • 18/06/2015

Leder: Stem – og stem personligt

Når der er valgkamp, bliver der givet løfter. Løfterne afspejler, hvad de enkelte partier og kandidater vil kæmpe for i Folketinget, hvis de bliver stemt ind. I virkeligheden laves langt det meste politik dog som kompromisser mellem forskellige partier, mellem medlemmer af disse partier og mellem idealer og virkelighedens realiteter i perioderne imellem valgene. Her er mediernes fokus mindre intenst rettet mod politikerne, og her hænger vælgernes dom ikke over hovedet med samme umiddelbare konsekvens, som den gør i en valgkamp.

I Fynsk Erhverv er en af vores vigtigste opgaver at få sat det fynske erhvervslivs rammer og vækstvilkår på den politiske agenda. De fynske virksomheder har prioriteret de vigtigste mærkesager, og vi har ihærdigt rettet spørgsmålene på en række valgmøder og paneldebatter for at høre, hvad de fynske kandidater vil gøre for at fremme disse mærkesager.  Og der bliver lyttet til os. Vi har god kontakt til de politiske beslutningstagere – herunder ikke mindst til de fynskvalgte folketingspolitikere fra alle partier.  Vi agerer i det erhvervspolitiske felt – ikke i det partipolitiske.  Det varierer fra sag til sag, hvilke partier, der foreslår tiltag, som gavner Fyn, men det varierer i høj grad også fra politiker til politiker. Derfor følger vi med – ikke bare i valgkampen,  men i særdeleshed også  imellem valgkampene, for det er her, vores fynskvalgte folketingspolitikere for alvor skal kæmpe den fynske sag. Det kan du også gøre. Du kan finde de enkelte kandidater og se deres forslag, deres taler og deres spørgsmål og svar her http://www.ft.dk/Folketinget/findMedlem.aspx.  Og på hjemmesiden hvem stemmer hvad kan du  løbende holde øje med, hvad de forskellige partier og kandidater stemmer ja eller nej til i Folketingssalen – og hvor ofte de i det hele taget stemmer.

Vi lever i et repræsentativt demokrati, hvor vi vælger de bedst mulige repræsentanter for vores holdninger. Er repræsentationen retvisende, bør det være summen af danskernes vilje, der udmønter sig i politikken på Christiansborg.   Men i folkelig tale er det en eviggyldig sandhed, at ”Vi har de politikere, vi har fortjent”.  Derfor er det vigtigt, at du gør brug af din stemme – og stem gerne personligt!

Vi ønsker jer alle et rigtig godt valg i morgen.

Jytte Reinholdt
Fynsk Erhverv