Leder • 17/09/2015

Leder: Nice to have vs. Need to have

En fynsk topleder, der pludselig stod uden job, sagde engang til mig: ”Tro mig, i dag ved jeg, at det gælder om at dyrke sit professionelle netværk, mens man ikke har tid. For når man får tid, så har netværket ikke tid”.  En bitter erfaring, som mange utvivlsomt har gjort sig, og som sender tankerne i retning af det fantastiske udtryk ”Rettidig omhu.”

 Der kan være hårfin balance mellem, hvad der er ’nice to have’ og ’need to have’. Kunsten er at være opmærksom på, hvornår man går fra det ene stadie til det andet. Det gælder også i forhold til ens netværk.

I Fynsk Erhverv er mere end hver fjerde medlemsvirksomhed repræsenteret i et af vores ledernetværk.  Netværkene har forskellig form, men de lever alle op til det samme netværkskodeks, der kræver seriøsitet, fremmøde og fuld fortrolighed.

I Fynsk Erhvervs Business Challenge Cykel satte over 40 fynske virksomhedsledere og beslutningstagere sig for over ni måneder siden et ambitiøst mål om at udvide sit professionelle netværk og i dette fællesskab at træne sig op til at bestige en række af de kendte bjergtoppe i de franske Pyrenæer. Netop hjemvendt fra Frankrig har de bekræftet sig selv og hinanden i, at man kan bestige bjerge og nå høje mål, hvis man beslutter sig for det.  Det gælder på cykel som i erhvervslivet.

De står nu hver især både som gode rollemodeller for deres medarbejdere, samtidig med at de har fået udvidet deres professionelle netværk ud over det sædvanlige.  Det giver business.

I Fynsk Erhverv Business Challenge Golf-netværket har otte virksomhedsledere netop testet et nyt koncept af, hvor lederrollen og de ledelsesmæssige udfordringer har været i centrum, og hvor både den individuelle coaching og de fælles netværksmøder har givet nye værktøjer og nyt syn på egen rolle og ansvar. Værktøjerne har været testet af på golfbanen, hvor det med al tydelighed afslører sig, om de er taget i anvendelse.  Erkendelserne har – i lighed med begejstringen – være stor.

Disse og flere nye netværk udbydes igen i 2016. Andre af ledernetværkene kører på 5.-6 år. og har ligefrem ventelister fra interesserede virksomhedsledere, der gerne vil være en del af dette.

Nogle vil nok tænke, at det er meget tid at brug på netværk. Mit bedste råd er: Gør det, før det er for sent. Og når du gør det, så gå ’all-in’. Vælg dit netværk med omhu.

Vi har også et netværk til dig!

Jytte Reinholdt
Direktør