Leder • 03/06/2016

LEDER:  NEXT Generation sætter sejl …

Sommervejret kalder på ’sejlermetaforer’- og på nye tiltag.  Det gælder også i Fynsk Erhverv.  Vi har givet ’det fynske erhvervslivs egen interesseorganisation’ et grundigt serviceeftersyn og sat kursen frem mod 2020. Vi vil være det fynske erhvervslivs stærkeste netværk.  Den platform, der skaber størst værdi for den fynske ejerleder/leder og virksomhed, og som sætter erhvervslivets ønsker og behov højt på den politiske dagsorden.

Hent flyer om Fynsk Erhverv her.

Fundamentet er trykprøvet gennem en omfattende medlemsundersøgelse ultimo 2015, og vi har på de sociale medier afdækket ønskerne til ’Fyns stærkeste erhvervsnetværk’.  En kreds af fynske virksomhedsledere har været særskilt aktiveret – medlemmer og ikke-medlemmer, store som små, ung som etableret, mand som kvinde, alle med bred geografisk og branchemæssig spredning. Alle har bidraget med konstruktiv kritik og input til Fynsk Erhverv, og vi er nu i fuld gang med at udvikle nye tilbud og gøre de eksisterende endnu bedre.

Et af de nye tiltag har allerede set dagens lys, nemlig Fynsk Erhvervs NEXT Generation Bestyrelse. Her tager ni ambitiøse, unge virksomhedsledere det ansvar på sig at være med til at bygge bro mellem nystartede, unge virksomheder og de etablerede virksomheder med sigte på at skabe fremtidens vækst. Det vil ske gennem selvstændige initiativer som f.eks. et målrettet talentforløb og iværksætternetværk, og det vil ske gennem Fynsk Erhvervs aktiviteter i øvrigt. Flere nye initiativer vil blive søsat, som f.eks. det digitale rebelkorps, der har til formål at udfordre de etablerede virksomhedsledere i de fynske virksomheder på deres tanker og overvejelser omkring digitalisering og brug af sociale medier.  Fælles for dem alle er, at de passer ind i det søkort, som Fynsk Erhverv navigerer efter, og aktiverer den aktuelle viden, erfaring og det store netværk, som de fynske virksomhedsledere besidder – ung som etableret.  Det er Fynsk Erhvervs styrke – det er vores DNA.

Kursen er sat – og i resten af 2016 inviterer Fynsk Erhverv alle unge virksomheder på Fyn, der er etableret inden for de seneste tre år og med en ejer under 35 år, gratis med ombord. Fordi sammen står vi stærkest!

Jytte Reinholdt
Direktør