Leder • 22/11/2017
Leder: KV17 – Nu vil vi se resultater…
Valget til de fynske kommunalbestyrelser og byråd er nu overstået, borgere og erhvervslivet har talt, og de centrale poster er ved at være fordelt. Nu vil vi se resultater…
Der er som altid tabere og vindere i dette spil, og fronterne har været trukket kraftigt op under valgkampen. Faktisk har jeg undervejs ved valgmøderne rundt omkring på Fyn reflekteret en del over hvor meget god taletid, der er blevet brugt på at tale hinanden ned, gå i forsvarsposition og i det hele taget fokusere på alt det, som ikke fungerer. Stik imod tidens trend inden for positiv psykologi, der anbefaler at give energi og opmærksomhed til dét, som fungerer, dét som vi er gode til, og dét, som vi gerne vil have mere af.
Positiv dialog
Det er positivt at se, at der i størstedelen af de fynske kommuner er lagt op til brede konstitueringer, hvor både tabere og vindere bliver aktivt involveret og medansvarlige for de fremtidige beslutninger. Og det er afgørende for det fynske erhvervsliv, at der ikke bliver skabt usikkerhed omkring de beslutninger, der er truffet de foregående fire år. Her har vi nemlig oplevet en positiv udvikling i erhvervsklimaet generelt – og ikke mindst en positiv dialog med de lokale virksomheder fra de fynske borgmestre. Virksomhederne har nemlig brug for den stabilitet og forudsigelighed for at kunne risikere at investere i fortsat udvikling og vækst.
Fra ord til handling
Vi oplever i virksomhederne et stigende pres på medarbejderstaben, især fordi det bliver sværere og sværere at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og ledere. Derfor er det vigtigt, at de fynske borgmestre nu demonstrerer lederskab og samler de nye byråd og kommunalbestyrelser og får sat handling bag de ord – mange ord – omkring bl.a. bedre kvalitet i daginstitutioner og skoler, om bedre infrastruktur og om udvikling af landsbyerne, som har fyldt så meget i valgkampen. Det vil give positiv energi til den kernefortælling, som borgerne gerne vil se sig selv ind i, og som gør det lettere for virksomhederne at fastholde og tiltrække den arbejdskraft, som er en forudsætning for en fortsat gunstig udvikling og vækst.
Vi glæder os til at opbygge og fortsætte det gode samarbejde med de fynske borgmestre. Og vi glæder os til at se det fynske erhvervsliv blomstre endnu mere.
Sammen står vi stærkest!
Jytte Reinholdt
Direktør