Leder • 22/08/2017
Leder: Nu kan det kun gå for langsomt …
Med nødsporet indskrevet i regeringens finanslovsudspil er vi tættere på en løsning af trængslen på den vestfynske motorvej end nogensinde før. Det er et vigtigt signal til det fynske erhvervsliv og til de mange, der hver dag færdes i den tætpakkede trafik med forsinkelser og alt hvad deraf følger.
Udbygningen af den fynske motorvej har stået højt på det fynske erhvervslivs ønskeliste i mange år. Og vi har haft det på dagsordenen ikke hver gang, men hver eneste gang, vi har mødtes med de fynske folketingspolitikere. De kender alle de stærke argumenter og eksempler fra det fynske erhvervsliv. Alligevel er det endnu ikke lykkedes at finde midlerne til den permanente udbygning af E20.
Som erhvervslivets lokale talerør kan vi så vælge at ’spille højt spil’ og fastholde kravet om den permanente løsning. Eller vi kan – i respekt for de fynske virksomheder, pendlerne og de øvrige trafikanter fra resten af landet, som dagligt betaler prisen på den fynske motorvej, vælge at gå i dialog om andre løsninger, der kan løse problemerne på den korte bane.
På et møde med fynske virksomheder i Fynsk Erhverv den 3. oktober 2016 kastede daværende transportminister Hans Chr. Schmidt (V) ideen om en midlertidig løsning på bordet. En ny undersøgelse fra Vejdirektoratet havde vist, at nødsporet ville kunne inddrages på strækningen fra Odense V og frem til Nr. Aaby – til en ca. pris kr. 227 mio. Iflg. ministerens vurdering en pris, som det absolut ville være realistisk at finde, hvis erhvervslivet bakkede op om løsningen.
Trængslen på Den Fynske Motorvej koster hver dag virksomheder tid og penge. Ethvert skridt for at få trafikken til at glide bedre skal derfor tages mod med kyshånd. Vi har ikke råd til ikke at tage mod ministerens fremstrakte hånd. Nu må vi ikke stå i vejen for os selv. Erhvervslivet har brug for handling.
Jytte Reinholdt, direktør i Fynsk Erhverv – Fyens Stiftstidende 6. oktober 2016
På vegne af det fynske erhvervsliv gav vi straks vores fulde opbakning til denne idé, og vi sendte en klar appel til de fynske borgmestre og folketingspolitikere om at bakke op. Derfor er det meget tilfredsstillende i dag at konstatere, at der nu er fuld opbakning til den midlertidige løsning over en bred front.
Her mindre end ét år efter transportministerens nødsporsløsning kom på bordet, er vi endnu tættere på en løsning af trængslen på den vestfynske motorvej end nogensinde før. Herfra kan det kun gå for langsomt … Derfor vil vi naturligvis udfordre den oplyste anlægstid for nødsporet på tre år.
Når nødsporsløsningen er vedtaget, fortsætter vi dialogen med beslutningstagerne om finansiering af den permanente udvidelse af den fynske motorvej – og om de øvrige forhold, som I som vores partnervirksomheder spiller ind til os som væsentlige for jeres konkurrencekraft og vækstmuligheder.