Leder • 29/10/2015
Leder: ‘I’ for ’Iværksætterlyst’ og ’Investeringslyst’
Der er gang i fynboernes iværksætterlyst. Nyeste tal fra Experian viser, at antallet af nystartede selskaber på Fyn er steget med 16,3 % i 3. kvartal i år i forhold til 2014.
Muligheden for at stifte iværksætterselskaber for 1 kr. er en medvirkende årsag til denne stigning. Ca. hver tredje af de nystartede selskaber er et såkaldt IVS – en selskabsform, der så dagens lys i 2014 og er særligt velegnet til at starte op i som vidensvirksomhed uden behov for stort kapitalbehov.
Det er fantastisk, at flere har lyst til at leve iværksætterdrømmen ud. Og vi oplever et stærkt fokus i det offentlige på iværksætteri, samtidig med at en række spændende private iværksættermiljøer popper op. Der er ingen tvivl om, at det vil få flere til at tage springet – og flere iværksættere til at overleve. Det er et rigtig godt tidspunkt at starte virksomhed på.
Vi står på ryggen af krisens virkninger og har lagt den bag os. To tredjedele af de nystartede virksomheder har valgt andre selskabsformer som f.eks. ApS, A/S, I/S eller AMBA. Det harmonerer ganske godt med den seneste medlemsundersøgelse i Fynsk Erhverv, som viser, at der nu er overskud i virksomhederne til at kigge fremad, og at investeringslysten trænger sig på.
Længe leve ’Iværksætterlysten’ og ’Investeringslysten’. Og ros til jer, der går foran.
Med venlig hilsen
Jytte Reinholdt
Direktør