Leder • 23/06/2016
LEDER: Grib sommeren – og del gavmildt ud af dine positive oplevelser på Fyn
Hvordan spotter man en fynbo, der er stolt over sin ø og dermed er den bedste ambassadør for Fyn? Den tanke fik jeg efter at have hørt erhvervscoach Henrik Heilmann på et møde i Fynsk Erhvervs Executive Golf Netværk, hvor han præsenterede eksempler på interessante karaktertræk på forskellige typer ledere – og folkeslag.
Hvorfor er det nu vigtigt? Jo, det er så vigtigt, at vi fynboer selv tager ansvaret på os og får skabt et stærkt og attraktivt omdømme, så vores omgivelser begynder at se på Fyn, som det Fyn er – og ikke dømmer os på gamle myter og latterlige reklamer. Vores omdømme spiller en afgørende rolle for, om virksomheder, investorer, nye medarbejdere m.fl. vil flytte hertil og være med til at skabe ‘Fremtidens Fyn’.
Og hvor er der meget at være stolt over – meget at fortælle om. Tag f.eks. bare vores succesrige robotvirksomheder, IT-virksomheder og mikrobryggerier. For ikke at nævne Egeskovs flotte Heartland-festival og Tinderbox-festivallen, der er over os og giver genlyd langt ud over Fyns grænser.
Vi bestræber os altid på i Fynsk Erhvervs nyhedsbreve at bringe positive erhvervshistorier frem i lyset, så rigtig mange kan lade sig inspirere – og imponere. Vi deler meget gerne de positive historier – også på de sociale medier. Som f.eks. ‘Månedens virksomhed’, der er tømrervirksomheden Hartvigsen & Ko. fra Tåsinge. Men de positive historier skal også deles ‘mand- og-mand-imellem’, for i relationen ligger meget af troværdigheden gemt.
Tilbage til hvordan man spotter en fynbo? Jo, udover dialekten naturligvis, så har vi alle grundlæggende en naiv og stærk tillid til hinanden og har let ved at komme i kontakt. Så Brexit eller ej – lad os alle gribe sommeren, løfte blikket og møde verden med nogle positive fortællinger om alt det, der gør Fyn til et attraktivt sted at leve, bo og arbejde, kort sagt til stedet, hvor vi udlever ‘det gode liv’. På den måde bliver vi alle de bedste ambassadører for hinanden – og for Fyn.
Rigtig god sommer, Fyn!