Leder • 18/08/2015

Leder: Digitalisering baner vejen for vækst

Når landets nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen på torsdag lægger vejen forbi Odense, er det på grund af det rødstensmurværk, som murerlærlinge i skolepraktik har opført som en del af de midlertidige foranstaltninger på I. Wilhelm Werners Plads i Odense.  I sig selv ikke noget særligt, men sat i perspektiv har disse murerlærlinge ’lagt mørtel til’ en revolution – ikke kun for murerfaget, men for bygge- og entreprenørbranchen i sin helhed.

Den lokale iværksættervirksomhed Odico har nemlig med denne showcase som de første formået at omsætte tredimensionel glødetrådsteknologi til praksis og rykket grænserne for, hvad der kan realiseres inden for byggeri og arkitektur.

Ligeledes har ’Månedens virksomhed’ Leica Geosystems stor succes med deres digitale teknologi, der sikrer såvel præcision som effektivitet, bl.a. i landmåler- og entreprenørbranchen.

Digitaliseringen trænger sig på med stor hast – også i de etablerede erhverv.  Det er afgørende rent strategisk at forholde sig til de muligheder og trusler, denne udvikling fører med sig.  Og det er netop mulighederne, der skal satses på, når markedet ændrer sig som følge af ny teknologi, og forretningsmodellen skal nytænkes.  Dem, der tøver, eller fortrænger denne ny virkelighed, vil tabe terræn.

Heldigvis har de fynske virksomheder fokus på digitalisering og investering i IT og teknologi. Det viser den seneste medlemsundersøgelse i Fynsk Erhverv. Digitalisering baner vejen for ny vækst –  men det kræver et konstant fokus og ikke mindst mod til at gribe de nye muligheder, det fører med sig.

Er du klar til at gribe de nye muligheder?

Hvis du tøver, så skulle du overveje at få en erfaren business advisor med omkring bordet og få vurderet på, hvilke muligheder, digitaliseringen åbner og i hvilken retning du og din virksomheder skal. Vi håndplukker den rette erhvervsmand/-kvinde med lige netop de erfaringer, kompetencer og netværk, som du har brug for i din virksomhed.  Det danner basis for nogle udbytterige samtaler og refleksioner, der kan bringe din virksomhed i førerposition – ligesom Odico og Leica Geosystems.

Vil du også gerne op på ’Next Level’? Så lad os høre fra dig nu, så du kan få værdifuld sparring og gribe de nye muligheder, som digitaliseringen bringer med sig.

Jytte Reinholdt
Direktør