Leder • 11/06/2015

LEDER: At skaffe kapital

I alle virksomheder er finansiering en udfordring, man på ét eller andet tidspunkt står overfor. Ekspansionsplaner kan kræve ekstra kapital, uanset om det handler om opkøb eller organisk vækst. Det samme kan automation,  produktudvikling eller forsøg på at erobre nye markeder kræve. Og en helt ny medlemsundersøgelse i Fynsk Erhverv viser, at de fynske virksomheder er klar til vækst og nye investering.  Er virksomheden stor nok og tilpas velkonsolideret, kan man forsøge at få en kapitalindsprøjtning igennem aktionærer ved at gå på børsen. Men for de fleste er det banker, kapitalfonde, crowdfunding og offentlige eller private investorer, der skal overbevises.

Siden finanskrisen er finansiering blevet en stor udfordring for mange danske firmaer, fordi bankerne er blevet pålagt strenge kapitalkrav, der slår igennem på udlånssiden.  På samme vis er risikovillige kapital generelt blevet langt mindre risikovillig, så det kan være en udfordring at sikre sig den fornødne kapital til at skabe vækst og beskæftigelse på Fyn.

For virksomhederne kræver det grundig forberedelse og god sparring. Det kræver en udførlig og troværdig forretningsplan eller udviklingsstrategi, som kan ligge til grund for dialogen med de finansielle investorer.  Derudover vægter  positive tilkendegivelser eller reel efterspørgsel fra markedet også tungt.  Det kan være en rigtig god hjælp at have en erfarne business advisor med i både forberedelserne og i dialogen med mulige investorer.  Her tilbyder Fynsk Erhverv de fynske virksomheder at håndplukke den rette business advisor, der er villig til at bringe sin egen erfaring, viden og aktive netværk i spil. Og går du efter efter at få kapitalstærke privatpersoner eller virksomheder som investorer,  så er det helt oplagt at bruge netværket til at komme i kontakt med de rette mennesker. Det glatte ansigt og den gode idé er sjældent nok til at skaffe kapital i dag.

Onsdag den 17. juni holder Vækstfonden i samarbejde med Fynsk Erhverv et gratis informationsmøde om finansiering på First Hotel Grand i Odense. Vi opfordrer alle vore medlemsvirksomheder til at benytte denne lejlighed til at høre om de muligheder, statens finansieringsfond har at tilbyde.  Og har du brug for en business advisor undervejs, så hjælper vi gerne din virksomhed op på ’Next Level’.

Jytte Reinholdt
Direktør