Netværksgruppe

Business Challenge Cykling 2027

Cyklende erhvervsnetværk styrer mod Portugals smukke udfordringer

I 2025 gik vi i udbrud på vulkanen Etna. I 2026 fik vi for alvor varmen under den spanske sol, da Fynsk Erhvervs cyklende erhvervsnetværk tog livtag med Coll de Rates og andre svedige stigninger i en spansk sensommer, der bød på varmerekord.

I 2027 styrer vi mod Portugal. Her venter en ny, varm udfordring i det smukke terræn ved Douro-floden. Men inden vi når så langt, skal vi dele erfaringer, udvikle vores forretninger og samle kilometer i benene på de fynske landeveje.

Du kan komme med på holdet. Er du fynsk erhvervsleder eller nøgleperson i en virksomhed, og har du lyst til at udvide dit netværk, styrke din virksomhed og gøre noget godt for din krop, har du mindst tre gode grunde til at blive en del af Business Challenge Cykling 2027.

Et svedigt netværk med stærke ambitioner

Som medlem bliver du en del af et mangfoldigt hold af erhvervsfolk fra forskellige brancher. Vi deler erfaringer fra både arbejdslivet og privatlivet og giver hinanden inspiration til at udvikle vores lederskab og vores virksomheder.

Og så deler vi lysten til at cykle og udfordre os selv.

Der sker noget særligt, når samtalen flytter fra mødebordet til en fynsk landevej. Når vi får pulsen op og skuldrene ned, lærer vi hinanden at kende på en anden måde. Det giver plads til fortrolige samtaler, nye perspektiver og relationer, der rækker ud over cykelturen.

Du bliver en del af et professionelt og forpligtende fællesskab med inspirerende netværksmøder, god træning og mulighed for at præsentere din virksomhed. Turen til Portugal er det fælles mål, vi arbejder os hen imod gennem året.

Du behøver ikke have cykelerfaring – men du skal have mod på udfordringer

Hvert år kommer nye medlemmer til, som aldrig har kørt i en gruppe eller klikket et par cykelsko fast i pedalerne. Dem tager vi godt imod med grundig instruktion og hjælp til at komme i gang.

Du behøver heller ikke være i topform fra første træning. Men du skal være indstillet på at møde op og gøre en indsats. Vi skal alle være klar, når udfordringen venter sidst på sæsonen.

En tommelfingerregel er, at du skal have omkring 2500 kilometer i benene i løbet af året. Det kan lyde af meget. Men kilometerne tæller faktisk hurtigt, når der er godt selskab undervejs og et fælles mål forude.

Fra slutningen af marts træner vi sammen på de fynske landeveje. Her lægger vi fundamentet for både formen og fællesskabet, inden vi skal prøve kræfter med terrænet ved Douro-floden.

Vi samler holdet i november og december, så vi er klar til at tage hul på netværksåret efter nytår.

I 2026 er vi tæt på 60 i netværket. Og der er plads til flere. Så kom og vær med, når vi udfordrer pulsen i Portugal.


Tilmelding til Business Challenge Cykling 2027 …. åbner inden længe

Pris for Business Challenge Cykling 2026 inkl. rejse: Kr. 18.000. Dertil kommer moms og medlemskab i Fynsk Erhverv
Tilmeld dig INKL. rejse her

Pris for Business Challenge Cykling 2026 ekskl. rejse: Kr. 5.600. Dertil kommer moms og medlemskab i Fynsk Erhverv
Tilmeld dig EKSKL. rejse her


Bliv klogere på netværket og årets udfordring på informationsmødet 19. november 2026

Er du blevet nysgerrig, så kan du høre mere om netværket og årets portugisiske udfordring , når der er kickoff for Business Challenge 2027. Det sker torsdag den 19. november 2026 klokken 17.00 ved Fynske Erhverv.

Find kickoff og infomøde her

Bliv klogere på Business Challenge på 1:18 minut