Arrangement

Nye markeder: Sundhed, stress & ledelse – og debat

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund af stressrelaterede sygdomme.  Og ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2017 er ansatte i virksomheder i Region Syddanmark de mest stressede i landet.  Derfor sætter vi nu spot på sundhed, stress og ledelse og debatterer, hvordan vi kommer denne tabuiserede tilstand til livs.

Tag med på virksomhedsbesøg på Luciaklinikken torsdag, den 24. maj kl. 18.00-20.00, hvor vi både kommer rundt omkring symptomer, behandling og ledelsens ansvar og rolle.

Bliv inspireret af Nanna Kirkebjerg, der med sin lægefaglige baggrund som antroposofisk læge har skabt et enestående kursus- og behandlingstilbud til mennesker i (livs-)krise). Med afsæt i den kognitive diamant, traditionel behandling og naturmedicin har hun med udgangspunkt i det hele menneske allerede positioneret sig på dette marked i Danmark, hvor hun hjælper mennesker med at genvinde sin sundhed. Speciallæger og behandlere arbejder tæt sammen under ét tag for at sikre, at den bedst mulige behandling altid er i fokus. Og de skønne omgivelser bidrager positivt til processen. Målgrupperne er typisk mennesker med PTSD, stress-diagnose eller -symptomer og personer under eller efter et cancer-forløb. Kort sagt mennesker, der er havnet i (livs-)krise – mennesker som dig og mig.

Og hør erhvervsmanden Bjørn Bahnsen (Trio Line) fortælle om hans syn på stress og ledelse som oplæg til debat om, hvordan vi får løst op for disse tabuiserede forhold, så vi kan blive bedre til selv at stoppe op i tide – og til at støtte en kollega, leder eller bekendt, inden pågældende går ned med stress.

Luciaklinikken drives som en non-profit-organisation og holder til på Dallund Slot ved Søndersø. Erhvervsmanden Bjørn Bahnsen (Trio Line) købte i 2016 Dallund Slot med det formål at tilvejebringe den optimale lokation for Luciaklinikken. 

Hør historien om Luciaklinikken her

Anbefaling: Kom i god tid og nyd en tur i parken eller rundt om søen før arrangementet.