Nyheder • 09/02/2017

Direktør: Bæredygtighed er også et konkurrenceparameter

Bæredygtighed styrker både branding, økonomi og tiltrækningskraft, hvis du spørger hoteldirektør Tom Filstrup, Scandic Odense. Her er bæredygtighed tænkt ind i forretningsplanen og har et naturligt fokus i den daglige drift. Scandic har vist, at bæredygtighed både er gode tanker og god økonomi.

I 2011 modtog hotellet Odense Bæredygtighedspris, bl.a. med den begrundelse at virksomheden gennem en længere årrække har haft bæredygtighed integreret i virksomhedens forretningsplan, og at arbejdet er dokumenteret. Det er nu fem år siden medarbejderne på Scandic Odense modtog prisen – og i anledning af, at prisen snart uddeles igen, har vi spurgt Tom Filstrup om Scandics arbejde med bæredygtighed som del af forretningsstrategien. Måske du kan hente inspiration til din egen virksomhed?

Scandic anses som frontløbere på bæredygtighed. Hvad fik jer i gang?
Det er faktisk meget enkelt. I slutningen af 1980’erne satte vi ord på en værdi, som egentlig altid har været en del af os: omtanke. Vi har omtanke for vores gæster, vi har omtanke for vores medarbejdere, og vi har omtanke for vores ejere. Og allerede den gang kom det ind, at vi også skulle have omtanke for samfundet. Så en værdibaseret handling førte til vores fokus på bæredygtighed.

Det første, vi satte fokus på, var håndklæder. Kunne det være rigtigt, at hvis håndklædet var brugt en enkelt gang efter at have vasket hænder, så skulle du have et nyt? Vi fik lidt skrammer på vores opfordring til at bruge håndklædet flere gange, men slet ikke som frygtet. Og i dag er det helt naturligt.

Hvordan er bæredygtighed synlig i det daglige?
At arbejde med bæredygtighed har siden starten af 1990’erne været en ganske naturlig integreret del af alle medarbejderes daglige arbejde på hotellet. Håndklæder, postevand, madspild, affaldssortering, sparepærer, engangsemballage etc. Hele tankesættet er blevet en hel naturlig del af driften af hotellet, uden vi tænker så meget over det. Vi er Svanemærket, og det stiller krav til os om at holde fokus. Vi arbejder konstant med at udvikle os og blive endnu bedre.

I 2008 satte vi fokus på drikkevand. Vi har verdens bedste vand, og der bruges unødige ressourcer på at fremstille og transportere kildevand til gæster på hotellerne. Vi har tænkt tanker, forædlet vandet i et vandanlæg og udviklet en spændende flaske som emballage – og serverer nu alt vores kildevand på den vis. Det er både en god tanke og god økonomi. Siden 2011 har vi arbejdet med madspild. Vi vejer vores affald og måler på, om vi kan gøre det bedre. Kan vi ændre noget for at smide mindst muligt ud? I forhold til vores morgengæster har vi kigget på adfærd og måden at sætte en buffet op, udskæring af frugt etc. Noget af det næste, vi vil arbejde med, bliver konferencedelen.

Vi er lykkedes med at få en kultur, hvor mange små skridt rent faktisk gør en forskel. Affaldssortering var for eksempel et tiltag fra medarbejderne.

Er kunderne i dag mere bevidste omkring bæredygtighed?
Bestemt. I dag efterspørges bæredygtighed især fra vores yngre gæster. Og vi mærker det tydeligt også i forhold til at tiltrække unge medarbejdere. Det betyder noget, når vi skal rekruttere. Vi møder også en øget bevidsthed hos virksomheder om krav til bæredygtighed, når de booker hotellet til arrangementer.

Hvordan hænger bæredygtighed og økonomi sammen?
Bæredygtighed er også god økonomi – for naturligvis tænker vi også økonomi. Vi skal drive en sund forretning. Men når bæredygtighed bliver tænkt ind i forretningsplanen, er det i de fleste tilfælde også en god forretning i det lange løb. I sin tid var der nogen, der så manøvren med håndklæderne som et sparetiltag, men for os handlede det i høj grad også om miljø. Håndklæderne var starten – og siden har det ført til mange små og store ting. Og vi har vist, at bæredygtighed også kan være en god forretning.

Faktisk har det flere gange lønnet sig, at vi har været på forkant. Vi kom forholdsvis godt igennem energikrisen, netop fordi vi allerede havde tanke for at spare på energien. Tankesættet var implementeret i hele virksomheden. Energi er en stor byrde for mange virksomheder, og det var vores held, at vi var tre skridt foran og allerede havde stort fokus på energiforbruget. Derfor ramte energipriserne os ikke så hårdt.

Vores generelle holdning er, at vi hellere vil gøre 60% og så gøre noget – i stedet for ikke at gøre noget.
Hoteldirektør Tom Filstrup, Scandic Odense

Har I mødt kritik?
Det er længe siden, men da vi reklamerede med, at vi nu var Svanemærket, fik vi nogle kritiske spørgsmål om, hvorfor vi ikke også gjorde det og det. Der svarede vi ærligt og fortalte, at vi følger skrappe krav fra Svanemærkningen og konstant forsøger at opnå bedst mulige resultater på alle fronter. Det kunne være, at enkelte tiltag ikke var økonomisk bæredygtige for os på det tidspunkt og derfor udskudt.  Vores generelle holdning er, at vi hellere vil gøre 60% og så gøre noget – i stedet for ikke at gøre noget. For andre er det måske 30%, der er muligt, og så er det fint. Det vigtigste er at gøre noget. Og vi oplevede, at dem, der var kritiske, faktisk respekterede vores svar.

Hvor ser du jer om fem år i forhold til bæredygtighed?
Udviklingsmæssigt oplever vi tit at være på forkant. Når der for eksempel stilles krav fra gæster/leverandører, eller når kravene strammes, skal vi ofte ikke gøre noget nyt. Vi er der allerede. Men vi vil gerne blive bedre. Derfor bliver vi ved med at tænke bæredygtighed ind og sætte os nye mål. Vi har for eksempel et mål om, at vi vil være C02 neutrale i 2020. Energi, kemi og madspild vil fortsat fylde meget i vores bevidsthed.

Hvordan kan I være til inspiration for andre?
Bæredygtighed er blevet en del af vores DNA. Samtidig har vi vist, at det også er god økonomi, at det styrker vores brand, og at vi tiltrækker medarbejdere. Og så gør det os stolte og glade i hverdagen, når vi mærker, at vores gæster og samarbejdspartnere bakker op – og vi ser vores mange medarbejdere bidrage aktivt med ideer og gøre det endnu bedre. Det giver et godt fællesskab. Det håber vi er til inspiration for andre.

Vi er også stolte, når vi får nogen af vores leverandører til at tænke bæredygtigt. For eksempel vores leverandør af linned, Berendsen Vaskeri. Der pressede vi på, og vi har i dag et rigtig godt samarbejde om at være bæredygtige sammen.

Hvor ser du de fynske virksomheder?
Odense Bæredygtighedspris har vist, at med de kandidater, der kommer op, så bliver der arbejdet med bæredygtighed i mange fynske virksomheder. Med spændende og kreative tiltag. Små som store. Prisen har sat en masse godt i gang, og mange bliver inspireret. Fynske virksomheder er gode til at tænke bæredygtighed ind.

Kan du give et par gode råd til at komme i gang?
Paletten er bred i bæredygtighed. Det vigtigste er at gå i gang. Man skal finde ud af, hvordan man med små midler kan gøre noget – og tage det skridt for skridt. Man skal tænke, at det nytter at bruge sparepærer. Det nytter at tænke kreativt i forhold til brug af flaskevand. Små ting kan gøre en kæmpe forskel, hvis vi er mange, der gør det.

CSR (Corporate Social Responsibility) er meget i fokus. Det lyder fint med CSR, men det skal ikke gøres sværere, end det er. Det er egentlig blot omtanke, som er vores værdi. Det handler om at gøre noget i stedet for at tro, at det er svært.

Udvalgte eksempler på Scandic Odenses arbejde med bæredygtighed:

  • Alle medarbejdere gennemgår som introduktion flere e-learning-programmer og er dermed uddannet i blandt andet tilgængelighed, miljø-håndtering og sikkerhed.
  • Kæden har verdens eneste handicapambassadør.
  • Scandic Odense samarbejder med High Five om integrering af utilpassede unge, NEFOS, SOS Børnebyerne, Frivillighedscentret i Odense mv.
  • Scandic arbejder med at bekæmpe fattigdom og social ulighed gennem projektet ”Scandic i Samfundet”.
  • Der er etableret fitnessfaciliteter på alle kædens hoteller.
  • Morgen- og frokostbuffet tilbyder altid sunde alternativer – økologi og madspild i højsæde.
  • Alle medarbejdere uddannes løbende i miljøspørgsmål.
  • Scandic Odense blev svanemærket i 2006. Af kædens danske hoteller er 22 ud af 23 Svanemærkede. Den sidste er på vej i år.
  • Scandic Odense har siden 1996 reduceret vandforbruget med 21% og energiforbruget med 14%.
  • Affaldsmængden pr. gæst er reduceret fra 1,5 kg til under 0,5 kg pr. gæst.
  • Kæden har fjernet al flaskevand. Der spares 3,6 mio. flasker og 160 tons CO2 pr. år.
  • Scandic stiller store krav til leverandører.
  • Scandic bruger miljømærkede rengøringsmidler på alle hoteller.
  • Scandic Odense renoverer netop nu alle sine værelser og benytter her egne opstillede byggestandarder for bæredygtigt byggeri.
  • CO2 mål er at være CO2 neutral i 2025.

Læs mere: Scandic Odense

Læs også: De nominerede til Odense Bæredygtighedspris er fundet (prisen uddeles den 9. marts 2017)

En sejr til fynsk erhvervsliv

Det er en god melding for det fynske erhvervsliv, at forligspartierne bag Infrastrukturplan 2035 er blevet enige om, hvordan motorvejen syd om Odense kan udvides til seks spor.

NextTalent rykker Gardingruppen nærmere en ny IT-løsning

Normalt har Odense-virksomheden Gardingruppen fokus på kreativitet og meget analoge løsninger. Men i de seneste måneder har der været talt rigtig meget om digitalisering, automation, optimering af arbejdsgange og nye IT-systemer

Nyt netværk styrker enkeltmandsvirksomhederne

Da Fynsk Erhverv i slutningen af 2023 annoncerede oprettelsen af SoloConnect-netværket for enkeltmandsvirksomheder, var tilstrømningen så stor, at det snart lå fast, at der var behov for mere end en gruppe. Derfor er SoloConnect 2 nu på affyringsrampen, og allerede 15. april kl. 8:30 til 10:30 er der åbent dialogmøde, hvor interesserede, uanset medlemskab i […]

Nyt partnerskab viser vejen til relevant viden om fremtidens attraktive arbejdsplads

Fynsk Erhverv, SDU Business School og TietgenSkolen har en fælles ambition om at bidrage til positiv udvikling og vækst i de fynske virksomheder. Derfor har vi inviteret lokale virksomheder og studerende og undervisere fra hhv. TietgenSkolen og SDU Business School til en spændende workshop for at blive klogere på forventningerne til fremtidens attraktive arbejdsplads. Dialogerne […]

Cybersikkerhed skal højere op på agendaen

Cybersikkerhed skal stå højere på agendaen i virksomhederne, da truslerne er konstant stigende – også mod de fynske virksomheder. Samtidig skal vi i virksomhederne skabe større opmærksomhed hos vores ansatte, da langt de fleste sikkerhedsbrud (72%) stammer fra klik på eller downloads fra falske mails og links’, såkaldt phishing. Det var to af en lang […]

Fokuseret rekruttering til Fynsk Erhvervs bestyrelse skaber forventninger

Vi står i Fynsk Erhverv stærkt i fremtiden med fire nye profiler i bestyrelsen. Tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer for godt samarbejde og stærke resultater.

Erhvervsredaktør forudser et ekstremt kaotisk år

Ifølge Berlingske Tidendes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen kan 2024 blive både historisk og ekstremt tumultarisk på mange måder. Den 20. marts i forlængelse af generalforsamlingen bringer han sin forudsigelse for året 2024, men bringer her en smagsprøve på oplægget.

Datagidselforhandler: Det er for sent at forholde sig til angreb, når først man er blevet hacket

Til Brain Boost den 14. marts kan du møde datagidselforhandleren Michael Andersen, der opfordrer alle virksomheder til at tage situationen med cyberkriminalitet meget seriøst. Vi har forinden været i dialog med Michael Andersen, der her løfter lidt af sløret for sit indlæg til seminaret.

Nyt ESG-netværk skal gøre bæredygtig indsats til en god forretning

På Fynsk Erhvervs nystiftede ESG-Netværk, er der fokus på en berigende bæredygtighedsindsats, der skal gøre bærdygtighed til god forretning.